Onsdag den 16. april vil tusindvis af pædagoger, medhjælpere og andre offentligt ansatte i København og Frederikbergs kommuner iværksætte en aktiv og synlig strejke og konflikt. Det skriver LFS, Hovedstadens største pædagogiske fagforening, i en pressemeddelelse udsendt mandag den 14. april.

Ifølge pressemeddelelsen vil de strejkende præge bybilledet fra tidlig morgen til sen aften. Det krav, der aktioneres på, beskrives som »markante lønstigninger til alle offentligt ansatte« og »mandeløn til kvindefag«.
»Vi vil være mænd«-aktioner
I Frederiksberg kommune berøres hele 70 institutioner af strejken. I Københavns kommune er det »kun« vuggestuer og børnehaver i den Indre By, der berøres. I alt 30 institutioner vil blive berørt af aktionen, der indledes onsdag kl. 8.00 med en såkaldt »hjerteaktion«, dannelsen af menneskekæder langs Københavns mest trafikerede indfaldsveje.
I ugerne efter den 16. april fortsætter aktionerne med stormøder og demonstrationer, herunder en cykeldemonstration den 25. april under titlen »Jeg vil være mand«, hvor alle deltagere opfordres til at klæde sig ud som mand for at henlede opmærksomheden på, at det maskuline køn automatisk udløser en højere løn.
Pas på! Din jordmoder strejker også
De jordmoderstuderende i København har også meldt sig ind i kampen. I forvejen har sygeplejersker, fysioterapeuter og andre ansatte i sundhedsvæsnet meddelt, at man vil strejke fra den 16. april.
Ifølge de jordmoderstuderende er det kun livsvigtigt og uopsætteligt arbejde, der vil blive udført på fødeafdelingerne, når strejken sætter ind.
Det handler om at passe på med »det frække«, når strejken sætter ind, advarer studenterne.
»De studerende advarer befolkningen om de manglende hænder på fødestuerne ved at dele kondomer og information ud til alle forbipasserende. Desuden vil de jordemoderstuderende løbende arrangere nødkonsultationer med information om strejken på gader og stræder i København«, skriver de i en pressemeddelelse.
Ordentlig løn for at opretholde velfærdssamfundet
De ansatte i sundhedsvæsnet kræver minimum en lønstigning på 15 procent. De jordmoderstuderende bakker op om dette krav.
»Jordemødrene kræver også en løn, der svarer til det hårde arbejde, de udfører, og som er med til at opretholde velfærdssamfundet. Vi studerende støtter offentligt og aktivt op om kampen for lige løn«, skriver de i pressemeddelelsen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96