Den konservative Borgerrepræsentationskandidat Rasmus Jarlov og partifællen Jacob Næsager havde lørdag den 12. april indkaldt til demonstration imod beslutningen om at placere et nyt ungdomshus på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter.

Flere hundrede mennnesker mødte op til demonstrationen, der begyndte på Hulgårds Plads for derefter at gå til pladsen foran det fremtidige ungdomshus på Dortheavej.
Mange af de deltagende var ældre beboere og brugere af det nuværende kulturhus, der var harme eller nervøse over at skulle have ungdomshusmiljøet som nabo.
De konservative arrangører af demonstrationen havde inviteret overborgmester Ritt Bjerregaard (S) til demonstrationen, men hun valgte at udeblive. Rasmus Jarlov havde i dagens anledning taget sin hund med, iklædt parolen: »Ungdomshus: Nej. Hundehus: Ja tak«.

Moddemonstranter
Det var dog ikke kun modstandere af ungdomshuset, der var mødt frem til demonstrationen. Den satiriske happeninggruppe, Foreningen for flere Operahuse, og omkring 30-40 moddemonstanter var også mødt frem – og politiet var ligeledes til stede med to mandskabsvogne og cirka 20 betjente.
Da demonstrationen afgik fra Hulgårds Plads, gjorde politiet ifølge BT det klart for moddemonstranterne, at de ikke måtte følge med demonstrationen ud til Dortheavej.
Foran kulturhuset, hvor demonstrationen sluttede med en sang, mødte en anden håndfuld unge ungdomshustilhængere op på pladsen. De blev mødt med tilråb fra demonstranterne og bedt om at »skride ad helvede til« og fik at vide, at de »stank af pis«.
Både demonstranter og moddemonstranter lod uenigheden om berettigelsen og placeringen af et ungdomshus i København forblive i ord. Rasmus Jarlov hilste således efter demonstrationen pænt på moddemonstranterne ved Hulgårds Plads – og visa versa.

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96