»Nej tak til reklamer« kunne Københavnere læse på plakater i København busskure mandag den 7. april. En borgergruppe protesterede med plakaterne imod, at Københavns kommune vil udvide pladsen for reklamer i det offentlige rum.
Plakatopsætningen er en reaktion imod, at Københavns kommune vil ophænge kommercielle reklamer på sine ejendomme.

Københavns Kommune har i starten af marts indgået en ny kontrakt med firmaet AFA JDCecaux om udvidelse af reklamepladsen. Firmaet ejer i forvejen de københavnske busskure og reklamesøjler. Den nye aftale giver firmaet retten til de næste fem år nu også at få reklameplads på kommunens ejendomme. Yderligere overvejer kommunen i øjeblikket at genudbyde reklamepladser på stilladser, biler og beklædning, som de udbød til reklamer i 2007.
Tal fra Dansk Oplagskontrol viser at der generelt er sket en voldsomforøgelse af reklamer i det offentlige rum. I 2006 omsatte Danmark for 405 millioner kroner ved reklamer i det offentlige rum. Det er en stigning på cirka 20 procent siden 2002.
Kommunen begrunder den nye aftale med, at det skaber forøget finansiering til kommunens serviceydelser.
Natlig aktion
Ikke alle københavnere er dog enige i, at et reklamefyldt offentligt rum, er vejen frem til at sikre kommunens serviceudgifter.
En borgergruppe opsatte natten til mandag den 7. april 250 »Nej tak til reklamer«-skilte for at gøre opmærksom på problematikken.
– Aktionen sker, fordi mange borgere i København er godt trætte af, at vi hver dag ser hundredvis af reklamer i vores by. Når der både er reklamer på byens busskure og nu snart på kommunens bygninger, kan vi ikke længere undgå halvnøgne kvinder og smarte reklameslogans, siger Camilla, talsmand for aktionsgruppen i en pressemeddelse.
Borgergruppen er træt af kommercialiseringen, der gør alle borgere til forbrugere ligegyldigt, hvor man befinder sig i byrummet.
– Jeg kan sætte et klistermærke på min postkasse, hvis jeg ikke vil have reklamer derhjemme. Men når det handler om vores allesammens by, er kommunen med til at blæse reklamerne op i vores ansigter, udtaler Camilla.

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96