Det er natten til torsdag den 3. april kommet til uroligheder ved Christiania. Barrikader er sat i brand, molotovcocktails kastet og urolighederne besvaret med massivt politiopbud der har brugt tåregas mod demonstranterne.
Kl. 03.06
Situationen er nu rolig på Christianshavn. Omkring kl. 02.00 rykkede politiet talstærkt ind på Christiania, hvor de iværksatte en jagt på de personer, der har deltaget i nattens urolighederne.
Inde på fristaden har politiet brugt deres nye våben, pebersprayen. En unge fyr, der råbte til politiet, blev sprayet i ansigtet.
To mænd skal være blevet anholdt. En betjent er blevet kørt på skadestuen efter at være blevet ramt på armen af en sten.
Politiet har været massivt til stede i bydelen i løbet af natten. Et vidne oplyser til Modkraft, at han på et tidspunkt talte ikke mindre end 16 gruppevogne samlet i Torvegade.

Kl. 01.51
Politiet har helt kontrol over Princessegade. Der er hollændervogne ved begge indgange til Christiania og spredte rester af bål på gaden.
Der er stadig aktivister inde på Christiania, der en gang i mellem sender kraftige kanonslag ud mod politiet, formodentlig Crysantemum-bomber.
Stillingskrigen mellem de to grupper synes låst fast. Det samme mønster gentager sig.
Kl. 01.38
Politiet rykker igen massivt frem i Princessegade. Fra Christianshavns Torv siden er fire gruppevogne kørt frem til Christianias lille indgang ved Bådsmandsstræde og taget opstilling. Herfra beskyder politiet fristaden med tåregas.
Politet synes igen at ville erobre kontrollen over gaden på egen side.

Kl. 01.29
Politiet rykkede for få minutter frem mod bålet ved Christianias hovedindgang med tre hollændervogne. Vognene blev mødt med molotovcocktail og sten, mens aktivisterne trak ind på Christiania igen.
Politiet skød igen med tåregas og lagde an til rydning.
Da hollændervognene passerede hovedindgangen, blev de mødt med en massiv beskydning af sten og enkelte molotovs. De fortsatte op ad gaden, men tilsyneladende kun for at vende længere fremme.
Kl. 01.23
Selv om politiet har trukket sig tilbage fra Princessegade er ordensmagten stadig til stede på Christianshavn. Modkraft har spurgt ledende politifolk ved Bodenhof Plads, hvor politiet har ca. 10 gruppevogne holdende i venteposition, hvad tilbagetrækningen går ud på.
– Det må du snakke med indsatslederen om, lyder svaret.
Og på spørgsmålet om ikke det vil betyde flere bål, svarer politifolkene muntert:
– Så tager vi ned og slukker det igen.
Kl. 01.17
En mindre hollændervogn, der almindeligvis bruges af indsatslederne, kom for lidt siden kørende ad Burmeistergade, måske for at inspicere det nye bål på Princessegade.
Vognen blev angrebet med sten af barrikadebyggerne, hvilket fik den til at fortrække fra stedet i hast.

Kl. 01.11
Politiets tilbagetrækning fra Princessegade har nu overladt gaden til aktivisterne, der igen er kommet ud af Christiania. De har tændt et bål ved hovedindgangen. Det har flere meter høje flammer og en kraftig røg.
Kl. 01.07
En bil er sat i brand ved bagsiden af Den Grå Hal ved Refshalsvej. Det er formentlig sket inden for den sidste halve time. EkstraBladet har tidligere berettet om ildspåsættelse af en bil på Christianshavn ved 20.30-tiden.
Ellers synes situationen rolig. Der er stadig posteret enkelte politigruppevogne rundt på Christianshavn, men vogne og betjente synes at holde sig på afstand af indgangene til Christiania.
KL. 00.56
Politiet har nu trukket sig helt ud af Princessegade. Den sidste hollændervogn med omkring ti betjente, der holdt ved den lille indgang til Christiania ved Bådsmandsstræde, er også kørt.

Kl. 00.51
4-5 af politiet gruppevogne kørt for cirka ti minutter siden væk fra Christianshavn i stor hastighed. Betjentene i vognene var stadig iklædt gasmasker. Det kunne ligne en udrykning til uroligheder andre steder i byen, men det afkræfter den vagthavende ved Københavns Politi.
Politiet har trukket sig endnu mere tilbage fra indgangen ved Christiania. Der er nu kun enkelte betjente tilstede.
Kl. 00.37
Politiet har nu trukket sig væk fra indgangen til Christiania. Det er sket uden synlig anledning. Betjentene satte sig op i vognene og kørte lidt bort fra området.

Kl. 00.26
Politiet ser nu ud til at have kontrol med situationen på Christianshavn. Bålene er blevet slukket og skrabet sammen.
Der er ingen aktivister at se uden for Christiania. Politiet skyder regelmæssigt med tåregas ind i fristanden, hvor aktivisterne synes at være trukket tilbage.
Kl. 00.16
Politiet har fået slukket to bål, det store på Torvegade og det høje ved Bådsmandsstræde. Men der er stadig et bål foran hovedindgangen til Christiania.
Politiet ser ud til at bruge en offensiv taktik. De har placeret sig direkte foran indgangen til Christiania, hvorfra de skyder tåregas ind mod demonstranterne inde på fristadens område. Det modsvares af flaskekast inde fra Christiania.
Politiet har desuden meget demonstrativt filmet tilskuere til urolighederne, nysgerrige, der åbenlyst intet har haft med uroen at gøre.
Kl. 00.06
Urolighederne trapper op. Politiet er blevet angrebet med molotovcocktails, mens de har været ude af bilerne. Der kastes også med kanonslag.
Politiet har kørt en barrikaderydder frem, en lastbil med en grab foran.
TV2 News refererer politiet for, at også butiksruder er blevet smadret. Det kan Modkrafts kilde på stedet bekræfte: Der blev knaldet ruder på Torvegade i sammenhæng med barrikadebyggeriet ud for Princessegade.
Kl. 24.01
Bålet ved Bådsmandsstræde og Princessegade er ret højt. Flammerne står 5-8 meter i vejret fra en stor container.
Politiet befinder sig cirka 10-15 meter fra bålet og ser ud til at gøre sig klar til at bevæge sig helt hen til det. Betjente er også igang med at gøre klar til at bruge tåregas. Der er betjente på begge sider af bålet - både Torvegadesiden og Bodenhofs Plads-siden.
Kl. 23. 54
Politiet er nu ankommet til bydelen. De har passeret barrikaderne og kørt ned gennem Princessegade. Der er mindst fire store hollændervogne og 8-10 små mandskabsvogne.
Der er også blevet antændt et bål på Princessegade ud for en af indgangene til Christiania. Men barrikadebyggerne har trukket sig tilbage og er ikke umiddelbart til at se.

Kl. 23.40:
Aktivister har bygget barrikader tværs over Torvegade på Christianshavn og sat ild til dem. Barrikaderne er bygget af 6-7 containere, der er væltet. Ved barrikader opholder sig en gruppe maskerede aktivister, som kilder på stedet anslår i størrelsesordenen 40-60.
Aktivisterne begyndte at samle sig kort før kl. 23.00 på Christiania. Og i løbet af den næste halve time efter begyndte de at mørklægge dele af kvarteret ved at smide kæder på lyskablerne, så gadebelysningen kortsluttede på Princessegade ude foran Christiania.
Anledningen er den utilfredshed og spænding, der spredte sig, efter en episode onsdag eftermiddag, hvor en betjent skød en hund, og det kom til uroligheder med blandt andet stenkast. En civil politibil blev desuden afbrændt og skubbet ud en af fristadens kanaler.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96