Annonce

27. marts 2008 - 13:17

Blokadeaktivister understreger ikke-vold

Arrangørerne bag BlokR-aktionen den 3. april, hvor Københavns Rådhus skal belejres indtil politikerne har givet bevægelsen et ungdomshus, er bekymrede over den omtale aktionen har fået i pressen.

I en pressemeddelelse kalder arrangørerne pressens omtale for en uforståelig overdramatisering, og kritiserer især den megen fokus på aktivisternes indkøb af gasmasker.

JPEG - 73.6 kb
Det konfrontative ikke-voldskoncept, der blev afprøvet under G13-aktionen den 6. oktober 2007 bliver gentaget under blokaden af Rådhuset, understreger arrangørerne. Foto: Mark Knudsen/Monsun

Bekymringen får nu arrangørerne til at hasteindkalde til et stormøde for de aktivister, der vil deltage i aktionen:

– Vi vil bruge mødet på at gennemgå planen og til at understrege det ulydighedskodeks, vi går på gaden under. Vi bliver simpelthen nødt til at gøre noget for at modarbejde det indtryk, som internetaviserne har skabt af aktionen, siger Nadja fra BlokRs pressegruppe i pressemeddelelsen.

Ingen gasmasker uden gas
Modkraft.dk har tidligere beskrevet, hvordan aktivisterne på et seminar trænede i at tackle konfrontationer med politiet, uden at bruge vold. Bl.a. har de bygget store skjolde, der skal beskytte mod knippelslag og de har indkøbt et stort lager af gasmasker.

Og netop gasmaskerne blev efterfølgende en sag i pressen, da politiet erklærede, at aktivisterne vil blive anholdt for overtrædelse af maskeringsforbuddet, hvis de tager maskerne på.

Men den fokusering på gasmasker undrer blokadeaktivisterne:

– Til G13-aktionen i oktober brugte politiet rigtig meget gas, selvom de selv erkendte at vores aktion var fredelig. Det har fået mange til at efterspørge noget information om gasmasker, så det har vi organiseret. Men gasmaskerne bliver i bæltet under hele aktionen, hvis politiet ikke skyder gas. Maskerne er jo udelukkende defensive, så vi kan slet ikke se, hvorfor det bliver blæst sådan op, siger Nadja.

JPEG - 64 kb
Under G13-aktionen kastede politiet gentagne gange og uden varsel gasgranater direkte ind blandt aktivisterne. Foto: Mark Knudsen/Monsun

Dele af dagspressen beskrev forberedelserne til BlokR som et varsel om gadekampe, på trods af at aktivisterne gentagne gange har understreget, at deres civile ulydighedsaktion bygger på ikke-voldelige metoder.

Bl.a. udtalte Thomas fra BlokR’s pressegruppe til Modkraft.dk, at selvom den fysiske træning med gasmasker, skjolde o.lign. kunne virke voldsom, håber aktivisterne, at der slet ikke bliver brug for træningen, når de går på gaden den 3. april.

Venstreradikal uenighed om aktionen
Fra politisk hold er der også udtrykt håb om, at aktionen ikke udvikler sig voldeligt. SF’s ungdomshusordfører, Frank Hedegaard, opfordrede i et interview til Modkraft.dk til at aktivisterne helt dropper blokaden, fordi det efter hans mening kan betyde, at forhandlingerne om et nyt ungdomshus bryder sammen, hvis det ikke-voldelige kodeks ikke gennemføres konsekvent.

– Hvis der opstår vold, får det uoverskuelige konsekvenser for forhandlingerne, for så vil nogen nok trække sig fra dem. SF har hele tiden sagt, at vi ikke forhandler under vold, så hvis byen pludselig brænder, bliver det svært, lød vurderingen fra Frank Hedegaard.

BlokR-aktionen er også genstand for en del debat på forskellige venstreorienterede debat-fora på internettet, hvor flere udtrykker skepsis i forhold til aktionens formål, og risikoen for at ødelægge de igangværende forhandlinger:

»Selvom vi selvfølgelig ønsker et ungdomshus, mens vi er unge, kan jeg ikke lade være med at føle, at BlokR virker overilet og overflødig. Der er trods alt flere forhandlinger i gang end der har været i lang tid – ja, vi virker utroligt tæt på. Hvis det ikke var for det dårlige ry, vi har fået efter gadekampene, havde vi sikkert haft et hus nu, skriver en debattør på hjemmesiden aktivist.nu, og henviser ligesom Frank Hedegaard til det bureaukratiske system, som politikerne er »låst fast i«.

Til det svarer en anden:

»Jeg mener, den analyse af situationen er intet mindre end katastrofal og tilmed præcis den analyse vores respektive modstandere ønsker, du skal have af situationen. Uden gadekampene, havde vi ALDRIG været i forhandlinger. Forstå nu, at alle aktionsformerne komplimentere hinanden. (...) Vi skal holde presset på hele tiden«.

BlokR: »Ikke mere pis«
De kritiske debattører efterlyser imidlertid også et gennemskueligt succeskriterium for blokade-aktionen:

»Det ville komme sagen mere til gode, hvis formålet med aktionen var realistisk. Netop fordi ingen af politikerne kan ignorere eller negligere de gældende regler og fremgangsmåder, der gælder for at finde et nyt ungdomshus, er det urealistisk at tro, at der vil blive taget en beslutning pga. en trussel om ikke at kunne komme hjem til aftensmaden«, skriver en debattør således på »Anarkistisk Debatforum«.

På BlokR’s egen hjemmeside er der dog ingen slinger i valsen, når arrangørerne beskriver formålet med aktionen:

»Med BlokR konfronterer vi politikerne med deres egne ord. De har sagt, at der skal skabes et nyt ungdomshus. Så må de også få det til at ske. Vi gider ikke mere pis – og slet ikke mere papir. (...)

Der har været masser af borgerrep-møder siden rydningen af Jagtvej 69, men hver gang er de gået hjem uden at tage sagen alvorligt og give os et nyt hus. Denne gang må de blive derinde, indtil de finder en løsning«.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce