Annonce

26. marts 2008 - 15:17

Politimand måtte godt tage kvælertag

Det var fint nok, da en betjent i Svendborg tog kvælertag på en 18-årig antiracistisk demonstrant i september sidste år.

Demonstranten havde sammen med andre aktivister blokeret indgangen til Svendborg Bibliotek, hvor forfatteren Erik Haast skulle holde foredrag. Haast beskyldes af antiracister for at sympatisere med nazismen.

JPEG - 172.4 kb
Statsadvokaten undersøger stadig flere sager, hvor politiet kritiseres for at tage kvælertag på anholdte. Her fra en demonstration i Rødovre i 2006. Arkivfoto: Morten Rode/Monsun

Under blokaden gik betjenten hårdt til værks, da han rev og flåede i demonstranterne, og i denne forbindelse tog kvælertag på demonstranten efter først at have rykket hårdt i ham.

Kvælertaget er imidlertid bedømt til at være et anerkendt halsgreb, hvorimod de to hårde ryk i skulderen af statsadvokaten bedømmes at være uhensigtsmæssige.

Kvælertag er ikke godkendt teknik
Politifolk er flere gange blevet kritiseret for at tage kvælertag på anholdte, men indtil videre er kritikken blevet afvist, fordi betjentene øjensynligt benytter sig af anerkendte greb og teknikker.

Det sker på trods af, at fotografer flere gange har dokumenteret, hvordan betjente griber fat i den anholdtes strube, og det er ikke et greb, der fremgår af politiets egen manual om selvforsvarsgreb og teknikker. Det bekræfter politiskolens selvforsvarsinstruktør over for Modkraft.dk.

Det tætteste man i den forbindelse kommer på et sådan greb, er det såkaldte armsnoningsgreb, et førergreb der afsluttes med, at betjenten lægger hånden over den anholdtes hage og trækker forsigtigt bagud.

Derudover er der »nakke/næsefatning med atemi«, hvor betjenten klemmer sammen om modstanderens nakke og næse i et smertefuldt greb, mens hovedet drejes bagover.

Ingen af disse to greb har dog kontakt til struben.

I øjeblikket behandles flere andre sager, hvor betjente har taget kvælertag på demonstranter, bl.a. under uroligheder på Christianshavn den 18. maj 2007 og under en demonstration i Rødovre i november 2006.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce