Der er mere end almindeligt rod i regnskaberne hos organisationen Socialistisk Ungdoms Front, der er tilknyttet Enhedslisten. En tidligere kasserer er afsløret med fingrene i kagedåsen, hvor han over fire måneder har lænset kassen for i alt 136.000 kroner, der er havnet på hans egen bankbog.
Ved hjælp af forfalskede underskrifter hævede han penge fra organisationens konto, ligesom han ved større arrangementer hapsede kontanter, skriver politiken.dk.
Skandalen blev opdaget for cirka to en halv måned siden, og for tre uger siden blev kassereren så politianmeldt for tyveri og dokumentfalsk. Organisationen har nu ansat en ekstern revisor til at gå hele regnskabet igennem, og desuden indført nye systemer, der skulle kunne forhindre noget lignende i fremtiden.
Til Ekstra Bladet forklarer Peter Jørgensen, der er ansvarlig for revisionen i SUF, at kassereren har erkendt tyverierne, og derfor kommer til at betale pengene tilbage.
– Men vi har politianmeldt ham, for det skal helst ikke se ud, som om vi har givet en kammerat et billigt lån, siger Peter Jørgensen til politiken.dk.
SUF finansieres dels ved medlemskontingenter, dels gennem støtte fra Dansk Ungdoms Fællesråd, der administrerer Tips- og Lottomidlerne. På trods af at SUF har taget initiativ til både politiefterforskning, ekstern revision af regnskabet og ekstra kontrol med økonomien, overvejer DUF ifølge Ekstra Bladet at straffe organisationen økonomisk i forbindelse med næste års tilskud.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96