Lørdag den 22. marts deltog omkring 1.000 fredsaktivister fra 17 europæiske lande i aktionen NATO Game Over, der havde som mål at lukke NATO’s hovedkvarter i den belgiske hovedstad Bruxelles.

Over flere dage havde aktivisterne gennemført forskellige happenings, bl.a. en march rundt om hovedkvarteret, hvor forfattere læste højt, og søndag trængte et større antal aktivister så ind på området ved at forcere de meterhøje pigtrådshegn.
500 blev anholdt, og ifølge arrangørerne blev mange af de ikke-voldelige aktivister udsat for vold fra politiets side med knipler, hunde, heste, peberspray og vandkanoner.
Dansk aktivist anholdt
Blandt de anholdte er 20 fra Finland, 13 fra Sverige og en enkelt fra Danmark. Det drejer sig om »fredsveteranen« Ulla Røder, der især er kendt for medvirken til flere sabotageaktioner mod militært udstyr, bl.a. et britisk Tornado-fly ved Royal Airforce Basen Leuchars og det militære forsøgslaboratorium for atomubåde Maytime i Skotland.
Aktionen mod NATO-hovedkvarteret, der var arrangeret af den belgiske fredsorganisation Vredesaktie, fandt sted i forbindelse med fem-året for invasionen af Irak, og knap to uger før NATO-topmødet i Rumæniens hovedstad Bukarest, hvor NATO’s fremtid skal afgøres. Her vil 3.000 militærfolk, udenrigsministre, diplomater m.fl. planlægge militærpagtens strategi fremover fra 2009, som er 60-året for NATO-alliancens oprettelse.
»Vi betragter dette for en god pensionsalder«, skriver fredsaktivisterne i en pressemeddelelse. De mener, at NATO bør lukkes, fordi der ikke længere er tale om en forsvarsalliance, »men et ekspanderende projekt, en alliance hvor førsteangreb med en ny generation af atomvåben atter er med i spillet«.
Også i Rumænien er der planlagt omfattende fredsaktioner, skriver aktivisterne.

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96