Annonce

12. marts 2008 - 18:31

Ingen tør købe Jagtvej 69

15 millioner kroner er den pris, som Faderhuset forsøger at indkassere på et salg af Jagtvej 69.

Ifølge Helle Nielsen, direktør i Erhvervsejendomsmæglerfirmaet Nielsen og Partnere A/S, bliver det imidlertid særdeles vanskeligt for den højreorienterede kristne sekt at finde købere til den omstridte grund. Og det er angiveligt ikke kun prisen, der gør det svært.

– Flere af mine klienter er blevet tilbudt den, og de har sagt nej. Vi har 23.000 kunder i en database, og ingen er interesseret. De tør ikke. Der er for meget ballade og for megen presseomtale. Jeg vil næsten lægge hovedet på blokken og påstå, at ingen mæglere har kunder til grunden nu, udtaler hun til Berlingske.dk.

Nødvendigt med vagter
Ejendomsmæglerdirektøren peger på, at det firma, der stod for nedrivningen af Ungdomshuset, måtte skjule firmalogoet på deres maskiner af frygt for aktioner fra aktivisternes side.

– Alligevel fik de problemer. De unge fandt ud af, hvilket firma det var, og tog ud og lavede hærværk mod firmaet. Firmaerne vil holde sig væk af frygt for repressalier, og fordi de ikke vil være en del af et politisk spil. Man vil også skulle have vagter på hele tiden, for at huset ikke skal blive ødelagt, udtaler hun til avisen.

Helle Nielsen anbefaler Faderhuset at bygge ungdomsboliger på grunden. Måske vil det formildne de unge, påpeger hun.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce