Enhedslisten tacklede urolighederne i februar efter bedste evne; Asmaa Abdol-Hamid har ikke fået skylden for partiets valgnederlag; det ekstraordinære årsmøde handlede ikke alene om Abdol-Hamids kandidatur; Abdol-Hamid har fået mere hjælp fra partiet end nogen anden; og Enhedslisten gør en stor indsats for underklassen i Danmark.
Sådan lyder essensen af en mail, som Enhedslistens hovedbestyrelse har sendt til samtlige partiets medlemmer. Heri tilbagevises punkt for punkt enhver kritik fra Asmaa Abdol-Hamid, der i et offentligt brev har langet ud efter bl.a. Enhedslistens håndtering af blæsten om hendes kandidatur.

Asmaa Abdol-Hamid er selv medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse, men var ikke dukket op til det møde, hvor hendes kritik blev diskuteret, forklarer hovedbestyrelsen med slet skjult bitterhed.
Bestyrelsen erklærer sig i øvrigt enig i folketingsgruppens offentlige svar til Abdol-Hamid, og mener derfor ikke, at »det tjener noget godt formål at fortsætte polemikken i medierne«. Alligevel kan man i fredag den 6. marts læse et indlæg i dagbladet Politiken fra et hovedbestyrelsesmedlem, der – ligesom i brevet til medlemmerne – tilbageviser Abdol-Hamids kritik.
Hovedbestyrelse: Asmaa misforstår
Afvisningen af Abdol-Hamids kritik er delt op i fem konkrete punkter, der hver især blankt tilbageviser folketingskandidatens utilfredshed.
Således opregner hovedbestyrelsen (HB) de initiativer partiet tog i forbindelse med både urolighederne i februar og de administrative udvisninger. Her indkaldte Enhedslisten til en hasteforespørgsel i Folketinget og lancerede senere en plan for »forebyggelse og konstruktiv konsekvens«, ligesom Johanne Schmidt-Nielsen skrev en kronik til Politiken om emnet.
Hovedbestyrelsen mener, derudover, at der er tale om en misforståelse, når Asmaa Abdol-Hamid kritiserer Enhedslisten for at give hende skylden for partiets tilbagegang ved valget i november 2007.
»I HB’s beretning peges tværtimod på en række årsager til valgnederlaget, bl.a. at vi som parti ikke var i stand til at markere os med klare synspunkter på de store politiske spørgsmål«, hedder det i mailen.
Ifølge Hovedbestyrelsen har der udelukkende været tale om en videreformidling af, at afdelinger og folketingskandidater »har ment, at Asmaas opstilling var et problem i valgkampen«.
Læs Enhedslistens svar til Asmaa Abdol-Hamid
Læs Pernille Rosenkrantz-Theils kritik af Enhedslisten
Læs tidligere artikel på Modkraft: »Asmaa dropper sit kandidatur«
Læs tidligere artikel på Modkraft: Rosenkrantz-Theil: »Enhedslisten har et seriøst problem«
Enhedslisten og »den nye underklasse«
Hvad angår den omstridte beslutning om at indkalde til et ekstraordinært årsmøde – for første gang i partiets historie – afviser hovedbestyrelsen, at det handlede om Asmaa Abdol-Hamids person. Ifølge HB blev mødet alene indkaldt »for at afklare, hvorvidt der stadig var opbakning til kandidatlisten«.
Det fremgår ikke af mailen til medlemmerne, hvilke andre kandidater der i givet fald var sat spørgsmålstegn ved, men HB henviser til sin beretning på det kommende
årsmøde i april, hvor der er »en meget grundig gennemgang« af forløbet.
I sit åbne brev kritiserer Asmaa Abdol-Hamid også Enhedslisten for ikke at have tilstrækkelig kontakt til »den nye underklasse« i Danmark. »Hvis man vil udvikle konkrete, overbevisende og mobiliserende svar på for eksempel urolighederne, så må man altså bevæge sig derud«, skrev hun blandt andet i sin kritik.
Men heller ikke, hvad det angår er der lydhørhed hos ledelsen. Tværtimod pointeres det, at Enhedslistens to hovedprioriteringer under valgkampen var velfærd for alle og kampen mod fattigdom. Som et par eksempler på konkret opbakning nævnes, at partiet som det eneste støttede praktisk op om SOSU’erne, da de strejkede og demonstrerede, og at Enhedslisten arrangerede et møde møde med og for starthjælpsmodtagere
HB: Hvor er Asmaa?
Endelig svarer Hovedbestyrelsen på et kritikpunkt, som imidlertid ikke er at finde i Asmaa Abdol-Hamids brev, men som bl.a. har været fremført af det tidligere folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil, nemlig at »Asmaa ingen hjælp har fået i Enhedslisten«. Med Rosenkrantz-Theils ord:
»Ledende partimedlemmer i såvel hovedbestyrelse som på Christiansborg modarbejdede, modarbejdede og modarbejdede en årsmødevalgt kandidat – så det ikke kunne undgås at gå ud over partiet«.
Ifølge HB har Enhedslisten imidlertid aldrig tidligere »sat så mange ressourcer af til en 1. suppleant. Der er skrevet læserbreve, lavet pressearbejde, arrangeret møder og interviews og blevet forklaret, forsvaret, bakket op og hjulpet langt ud over, hvad kandidater almindeligvis kan regne med. Det trak tænder ud i en lille organisation med begrænsede ressourcer«.
Som afslutning på brevet til medlemmerne får Asmaa Abdol-Hamid et bittert svirp fra Hovedbestyrelsen:
»Desværre har vi ikke hørt meget fra Asmaa, som medlemmerne har valgt til at arbejde i HB. Hun har i stedet valgt at offentliggøre sin kritik i pressen i stedet for at møde op på et HB-møde og der drøfte sin kritik og sine forslag. På et sådant møde kunne de nævnte forkerte historier om Enhedslisten måske også have været aflivet«.
Ifølge Hovedbestyrelsen vil evalueringer af valgkampen og strategier for det kommende arbejde blive væsentlige omdrejningspunkter på Enhedslistens ordinære årsmøde i april.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96