Mexico: 8-årig død efter fald i forurenet flod

Den 13. februar 2008 døde den 8-årige Miguel Ángel López Rocha efter at have ligget 19 dage i koma.

Miguel faldt i Santiago-floden i den mexicanske delstat Jalisco. Og da floden er ét af klodens værste tilfælde af industriel og organisk forurening, medførte kontakten med flodvandet akut arsenik-forgiftning, infektion af hele barnets krop samt en hjernebetændelse – alt sammen forårsaget af flodens høje koncentration af gift, tungmetaller og bakterier.

Børns leg og arbejde i forurenede områder kan have katastrofale konsekvenser. Foto: Tim Russo.

På trods af denne tragedie, måtte Miguels familie lægge ører til en udtalelse fra lederen af det sygehud, hvor deres søn var indlagt, Hospital General de Occidente, om at Miguels »dårlige helbredstilstand« sandsynligvis skyldtes at drengen tog stoffer.

Efter kraftig kritik fra miljøorganisationer og naboer i Miguels hjemby, El Salto, anerkendte både hospitalets ledelse og de lokale myndigheder dog senere, at dødsfaldet skyldtes det forurenede flodvand.

Enrique Encizo, fra organisationen Un Salto de Vida, udtalte:

– Dette var en forudsigelig tragedie, Santiago-floden er en tikkende bombe, myndigheder og industri har anbragt blandt os naboer her i El Salto.

Industrikvarter med billige boliger
At Miguel fik et alt for kort liv, skyldes han er et barn som tusindvis andre, der bor eller går i skole tæt ved Santiago-floden.

Det var indtil for ganske få år siden et landbrugsområde, men som nu er omdannet til et industrikvarter med billige boliger i udkanten af Mexicos næststørste by, Guadalajara, og som nævnt: Ét af de værste eksempler på forurening i Mexico.

Det er især et tydeligt eksempel på, hvad der foregår i udkanterne af de industrialiserede storbyer og på konsekvenserne af den kaotiske og altødelæggende urbaniseringsmodel, som er til gavn for ganske, ganske få.

Beboerne i El Salto har i mange år protesteret over de mange tilfælde af forgiftning og cancer, udover allergierne, den ulidelige stank og en voldsom flueplage hver evige eneste dag.

Nybebyggelsen La Azucena, hvor Miguel boede, ligger klemt inde i et »boligområde« på nogle hektarer midt i Guadalajaras industrikvarter. på Adskillige entreprenører har opført tusindvis af nye huse i dette område og i hver boligblok som La Azucena rummer tusindvis af lejligheder.

Spekulationsbyggeri
Her generes man ikke af træer eller grønne områder, her er ingen vandrensningsanlæg eller for den sags skyld nogen andre former for offentlig service. Det er boliger, som den nuværende og tidligere regeringer kalder for »socialt boligbyggeri«.

I realiteten er det en rigtig god forretning for entreprenørerne, der nærmest får jorden stillet gratis til rådighed, hvor de så opfører tusindvis af boliger af urimelig dårlig standard uden service eller rekreative områder og med ingen eller meget dårlige sanitære forhold. Og alligevel sælges disse boliger med enorme fortjenester.

La Azucena ligger mellem motorvejen og Santiago-floden. Mellem boligkvarterne og floden, forsøger et bælte af plastiksække fyldt med sand at dæmme op for synet af og stanken fra floden. Teoretisk skulle det bidrage til at forhindre oversvømmelser af boligområdet, hvilket i givet fald ville føre til en større katastrofe. Spildevandet fra boligerne ledes direkte ud i floden.

Det var her Miguel faldt i vandet.

Forudreningskæde
Dette område er blot ét led i den forureningskæde, der udgøres af Santiago-flodens bredder. Længere oppe af floden- i bebyggelsen La Huizachera – ligger »Canal de Ahogada« (»De hængtes kanal«) hvor Guadalajaras offentlige vandforsyning fra store kloakker udleder ubehandlet spildevand fra boligkvarterne, som blandes med ligeledes ubehandlet industrielt affald.

De få køer, der græsser ved flodbredden lider af store bylder og betændte sår, der ikke heles. Floden belemres desuden dagligt med kemisk affald fra flere end 200 større nationale og internationale virksomheder, hvor af bl.a. kan nævnes Bayer, Nestlé, IBM og Xerox.

Alt denne gift ledes ned mod et vandfald på 20 meter, der indtil for 30 år siden var en naturperle, hvor de lokale kunne svømme, og hvor man kunne drikke vandet direkte fra floden.

Efter man begyndte at anvende vandfaldet til produktion af vandkraft, er forholdene forværret, da der nu opslemmes organisk affald, som ikke længere kan ledes væk.

Over vandfaldet hviler konstant en hvid tåge, der afgiver en kvalmende lugt, som kradser i næsen. Skummet fra vandfaldet har en fast konsistens, der ikke er opløseligt, og som over en strækning på flere kilometer dækker vandoverfladen.

På det seneste er der offentliggjort en plan om opførelse af en dæmning, der iflg. myndighederne skal forsyne de lokale beboerne med ….rent drikkevand!

Der er hverken tale om uheld eller enkeltstående tilfælde - men hvor mange af de multinationale selskaber ville kunne tillade sig noget tilsvarende i de lande, hvor de har deres hovedsæder? Hvorfor tillader mexicanske myndigheder den slags?

Det er tale om et groft eksempel på miljømæssig og social forbrydelse – et varselsskrig mod den uhæmmede urbanisering, der er den anden side af den mønt, som hedder: afvandring fra land til by.

Silvia Ribeiro er journalist og researcher i miljøorganisationen ETCgroup. Artiklen er oversat fra den mexikanske avis La Jornada, 16. februar 2008, af Erik Andersen.