Annonce

14. februar 2008 - 12:34

Århus: Nyt angreb på Enhedslisten

25. januar, 1. februar, 8. februar og så igen natten til den 13. februar. Hærværkskampagnen mod Enhedslistens partilokaler i Århus fortsætter med uformindsket styrke med helt systematiske rudeknusninger. Tilbage i december blev ruderne ligeledes knust, ligesom en julefrokost blev chikaneret af heilende højreekstremister.

JPEG - 52.1 kb
Hærværkskampagnen mod Enhedslisten i Århus fortsætter med uformindsket styrke. Foto: Enhedslisten Århus

Endnu har politiet ikke anholdt nogle gerningsmænd, selvom en større flok unge – ifølge Modkraft.dk’s oplysninger med tilknytning til byens højreekstreme miljø – blev stoppet og registreret af politiet den 25. januar minutter efter rudeknusningen.

Ifølge en pressemeddelelse fra Enhedslisten er de sten, der blev brugt ved det seneste angreb, taget med af politiet med henblik på en dna-analyse.

Enhedslisten: Højreekstreme står bag
Men selvom ingen altså er anholdt, er Enhedslisten ikke i tvivl om, at gerningsmændene skal findes i det højreekstremistiske miljø i Århus.

Højreekstreme fra forskellige grupper har tidligere angrebet både Enhedsliste-medlemmer og den kommunistisk ejede Café Oskar, og ifølge Enhedslisten blev en mindre flok kendte højreekstreme observeret forskellige steder i byen forud for det seneste angreb, bl.a. uden for Café Oskar.

– Vi appellerer til alle århusianere om at tage afstand fra den adfærd, der i øjeblikket rammer Enhedslisten, udtaler byrådsmedlem Keld Hvalsø Nedergaard.

– Vores appel gælder særligt folk der kan hjælpe som vidner eller bare mindre tips, som kan hjælpe med at opklare de angreb, der er rettet mod Enhedslisten.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce