Annonce

27. april 2006 - 0:03

Stor succes for alternativ filmfestival

Filmfestivalen, som er sammensat i forbindelse med World Social Forum, har gennem 21 film forsøgt at komme med konkrete bud på alternativer til den neoliberalistiske verdensorden.

Der har været film om fabriksbesættelser i Argentina, revolution i Venezuela, de sociale fora, alternative økonomiske samfund, privatisering af vand, forbrugerisme og mange andre emner.

Udgangspunktet for festivalen, der er blevet vist over hele verden, har været, at alle film skulle være gratis at se.

Lokalt engagement – globalt perspektiv

Filmfestivalen er hentet til Danmark af en lille gruppe aktivister med base i primært Internationalt Forum. En af aktivisterne, Stine Frydendahl fra Århus, forklarer om konceptet:

– Udover det fælles princip om at filmene skulle være gratis, og at alle film skulle vises, så har det været helt op til arrangørerne i de enkelte byer og lande, hvordan filmfestivalen skulle forløbe.

Denne struktur har afspejlet sig meget godt i Danmark, hvor festivalen blev igangsat på Danmarks Sociale Forum:

– I de fire byer i Danmark har vi naturligvis haft meget indbyrdes koordinering, men samtidig har filmene været vist i mange forskellige sammenhænge og tidsforløb. I Århus har vi gjort meget ud af, at filmene blev vist mange forskellige steder, og vi har forsøgt at involvere så mange forskellige steder som muligt. Eksempelvis er to film om kunst blevet vist på Skolen for Billedkunst.

– På den måde er det nået ud til en masse mennesker, vi ellers ikke ville ramme med festivalen. Det har været en måde at inddrage en masse lokale kræfter i en filmfestival med et globalt udsyn, siger hun til Modkraft.dk.

I kombination med filmene har der mange gange været et efterfølgende oplæg og debat, som har ligget tæt op af temaet til filmene. Mange gange har diskussionslysten blandt filmgængerne været stor:

– Blandt andet til filmen om fabriksbesættelser i Argentina, hvor vi havde besøg af en fabriksbesætter, og til filmen om Venezuela, har vi Århus mærket en stor lyst til at diskutere muligheden for en anden verden, fortæller Stine Frydendahl.

Landsdækkende succes

At det samtidig er foregået med fyldte biografsale, gør ikke begejstringen mindre hos arrangørerne:

– I Århus har vi været meget overvældede over, hvor mange der er kommet til filmene. Selvom vi ikke på forhånd havde sat noget succeskriterium, så har dette langt overgået vores forventninger, siger Stine Frydendahl.

Tendensen har generelt været den samme i de andre byer:

– De meldinger, vi har fået fra de tre andre byer, har også været overvejende positive. Nogle steder har det været svært at få optimale visningssteder, fordi der ikke måtte kræves penge for visningen.

– Det har blandt andet betydet, at man i eksempelvis Odense har været nødt til at henlægge nogle film til tidligt på dagen. I Aalborg har de kunnet benytte det brugerstyrede hus 1000FRYD, mens København har haft Blågårdens Medborgerhus. I Århus har vi ligeledes har forskellige gode spillesteder, som har gjort det til en succes.

Perspektiver for fremtiden

At festivalen er kommet ud til så bred en gruppe af mennesker har også givet anledning til overvejelser i arrangørgruppen:

– Det er helt klart interessant, at vi med festivalens forholdsvis radikale film har ramt en så forskellig gruppe af mennesker, som tilfældet har været. Det har på mange måder vist, at der er en stor interesse for at diskutere grundlæggende alternativer til den nuværende verdensorden, mener Stine Frydendahl.

Filmfestivalen repræsenterer både i indhold og bredde den alternative globaliseringsbevægelse, som fik sit gennembrud med Seattle i 1999 og det nye årtusindes sociale fora.

Den stiller spørgsmålet om, hvilken verden vi er for – dens svar er at vise en mangfoldighed af verdener, som hver har deres bud på alternativer.

Filmfestivalen »Other Worlds Are Breathing« slutter i weekenden 29-30. april i Århus, hvor alle filmene vil blive vist på StudenterhusÅrhus.

Af Michael Hunnicke Jensen

Læs mere på festivalens hjemmeside otherworlds.dk

Besøg Internationalt Forums hjemmeside

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce