Opdatering 21.35:
Øjenvidner fortæller, at politiet kl. 21.20 ryddede besættelsen på Amagerfælledvej 40 på Amager udramatisk. 4-5 golfvogne, to hundevogne og tre patruljer var mødt op. Ingen af betjentene var mødt op i kampuniform.
10 aktivister blev anholdt og er angiveligt blevet ført til Bellahøj Politistation.
En talsperson for gruppen udtalte sig tidligere på dagen til Modkraft.dk omkring besættelsens baggrund:
– Det kan ikke være rigtigt, at et mulitkulturelt område som Amager ikke har anti-kommercielle og brugerstyrede tilbud til befolkningen. Denne bygning er utrolig velegnet som et fristed, og vi besætter den for at markere, at der er et stort behov for – ikke bare et – men flere brugerstyrede tilbud i Danmark, fortæller 17-årige Mikkel fra pressegruppen.
Han fortalte videre, at arrangørerne overfor besætterne har understreget vigtigheden af ikke at bruge vold, hvis politiet dukker op. Politikken er at modsætte sig passivt, ved for eksempel at lade sig blive slæbt ud af bygningen.
Også i Jylland har bz’ere måtte forlade en ejendom, da et besat posthus i Ry blev ryddet fredag den 4. januar.
Huset har nu fået blændet døre og vinduer for at undgå yderligere besættelser inden det efter planen skal rives ned og erstattes af en parkeringsplads oplyser lokale aktivister til Modkraft.dk.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96