Da Enhedslisten i Århus lørdag den 15 december om aftenen holdt sin årlige julefrokost, blev festdeltagerne overvåget af en gruppe med tilknytning til nazi-hooligangruppen White Pride. Måske var det kun en tilfældighed, som afværgede et større planlagt angreb på julefrokosten i Beboernes Hus i Sølystgade i Sjællandsgadekvarteret.

Stenkast mod taxa
Lidt i to lørdag nat blev nogle forbipasserende i kvarteret opmærksomme på en mistænksom gruppe, der gik rundt i mørket ved beboerhusets bagindkørsel, hvilket fik dem til at advare festdeltagerne.
Cirka samtidig forlod to julefrokostgæster selskabet i en taxa. På hjørnet af Sølystgade og Ny Munkegade fulgte en af de uinviterede gæster heilende efter taxaen. Personen kaster en sten gennem luften, som rammer tæt ved taxaens fordør, oplyser Enhedslisten.
Fra taxaen alarmeres politiet, der kort efter ankommer til beboerhuset. Tæt ved beboerhuset støder nogle civilbetjente på tre personer, som af politiet betegnes som »værende medløbere til AGF-fanfraktion White Pride«.
Ingen af de tre blev anholdt, og politiet har endnu ikke identificeret stenkasteren.
Presset øges på Århus Politi
Det er ikke første gang, at en fest i beboerhuset chikaneres af nynazister. Tidligere har et bryllup været udsat for det samme i beboerhuset, uden at dette medførte anholdelser. I pressemeddelelse kalder Enhedslisten begivenheden for fuldstændig uacceptabel:
– Det er fuldstændigt uacceptabelt at politiske partier ikke kan forsamles uden at blive udsat for trusler og overfald. Jeg håber, at politiet tager sagen alvorligt og hurtigt finder gerningsmanden. Det er desværre ikke første gang, at gæster til politiske fester i beboerhuset er blevet udsat for overgreb, siger Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten i Århus i pressemeddelelsen.
Weekendens angreb er blot det seneste i rækken af overfald i dette efterår fra byens højreekstreme miljø, hvor episoder med vold, slagsmål, hærværk, trusler og ballade først og fremmest har ramt unge venstreorienterede og folk med et alternativt udseende.
På trods af adskillige politianmeldelser og på trods af Århus Byråds vedtagne »nul-tolerance«-politik har disse sager endnu ikke medført sigtelser.
Presset er derfor endnu gang øget på Århus Politi for at tage sagerne om den politiske vold alvorligt.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96