Uønsket anti-nazist i Sverige: »Så send os dog hjem«

Lene stod om aftenen fredag den 7. december på en af de fire busser, der transporterede danske anti-nazister til Stockholm, for at deltage i den årlige Salem-demonstration. Troede hun. For i stedet blev hun tilbageholdt og indespærret af det svenske politi på baggrund af oplysninger udleveret af danske myndigheder.

Lene ville gerne have været til anti-nazistiske demonstration i Salem. I stedet fik hun indersiden af et svensk fængsel at se. Foto: motkraft.net.

Kontrol og gennemsøgning af bus
Transporten til Stockholm forløb uden problemer, fortæller Lene, der ønsker at være anonym, men hvis identitet kendes af Modkraft.dk.

– Lørdag morgen kl. 9.00 bliver bussen standset af svensk politi lidt uden for Stockholm. Betjentene siger, at det var for at tjekke navne op, så de kontrollerer alles identitet – og de gennemsøger også bussen, men finder intet mistænkeligt, så vi får lov at køre videre.

Lederne af politiaktionen var civilklædte politifolk, fortæller Lene, men de blev assisteret af uniformerede betjente.

– Det spekulerer vi ikke videre over, men det viser sig senere at være ret vigtigt.

Det svenske politi har nemlig tilsyneladende brugt personregistreringen i busserne til at indhente oplysninger fra det danske politi om demonstranterne.

Politisluse ved Salem
Busserne kører videre til et medborgerhus, hvor demonstrationsdeltagerne kan få morgenmad, og hvorfra busserne igen har afgang lørdag aften.

12 af de danske deltagere i busturen får dog ikke lejlighed til at komme med her – de er på dette tidspunkt tilbageholdt og fængslet af det svenske politi.

Efter morgenmaden tager de danske demonstranter toget mod bydelen Salem, hvor den anti-nazistiske demonstration skal starte kl. 12.00. De stod af på Rönninge, der er nærmeste station.

– Da vi skal ud fra stationen, har politiet dannet en sluse med politikæder, hvor alle bliver kropsvisiteret, fortæller Lene.

– Vi stiller os derfor i kø med passet klar. Her bliver nogle af de danske demonstranter trukket til side. Nogle af dem får at vide, at det er fordi, de står på en liste, andre gør det ikke. Jeg bliver pillet ud som en af de første, og jeg får intet at vide. Jeg går med for, at få det, jeg tror, er et rutinetjek, overstået.

»Én for mange«
I alt bliver 18 personer tilbageholdt, ført ad en trappe ud af stationen og sat i såkaldt »futtog«. Flere af de civilbetjente, der har været med til kontrollen i de danske busser om morgenen, er nu igen med i aktionen. Politiet bruger cirka en time til at tjekke pas og personoplysninger.

– Det er lang tid, og vi forstår ikke hvad, der foregår. Betjentene er også forvirrede. De tæller os flere gange, og vi hører en sige: »Vi har 18, det er én for mange«.

Politiet finder dog frem til, hvem den overskydende person er, og vedkommende får lov at gå.

– »Du kan få lov at gå, du er ikke på listen«, siger politiet til ham. Dér bliver vi bekymrede, for vi ved ikke, hvorfor vi tilbageholdes – det virker ikke længere tilfældigt, siger Lene.

Kungsholmens politistation
De 17 danskere bliver nu en ad gangen ført over til politiets »salatfade«. Her kropsvisiteres de for anden gang. De bliver også fotograferet sammen med et nummer og identitetsskilt. Fra salatfadene føres danskerne et par stykker ad gangen videre til en bus, hvor de gennemgår den tredje kropsvisitation.

Bussen kører de tilbageholdte ind til en politistation i Kungsholmsgatan i det centrale Stockholm. Her undersøges deres ting igen, og de fotograferes også – »forfra, bagfra og fra siden, med og uden overtøj«, fortæller Lene.

Danskerne sættes derefter i detentionsceller på stationen.

– De ligger mellem nogle kontorer og er sådan en slags glasbure. Vi kan selvfølgelig ikke se ind til hinanden gennem siderne, men der er glas fortil. Vi er fire kvinder i min celle, andre sidder alene, får jeg senere at vide, siger Lene.

Uønsket i Sverige
De tilbageholdte hentes én af gangen ind til forhør, og det kommer her frem, at de er potentielt anholdte, fortæller Lene. Det sker med begrundelsen, at danskerne er »uønskede på grund af sigtelser og domme i Danmark«.

– Jeg brokker mig og kræver en tolk, fordi jeg kun taler dårligt svensk og betjenten kun dårligt engelsk. Jeg bliver spurgt, hvorfor jeg er i Sverige, hvordan jeg er kommet dertil og hvornår jeg skal hjem – og det er jo fuldstændig tåbeligt, det ved politiet jo i forvejen.

Lene kræver at få at vide, hvilke lovbestemmelser hun bliver tilbageholdt efter, og hun får her at vide, at det sker efter udlændingelovens 8. kapitel, § 2, styk 3.

– Men jeg må ikke få lovbestemmelserne læst op. Den kvindelige betjent siger, at jeg er dømt for tyveri og hærværk i Danmark, og at deres chef vil beslutte, om der er belæg for at udvise mig eller ej.

Brok og uvidenhed
Tilbage i detentionscellen snakker de tilbageholdte danskere sammen, og her finder de ud af, at noget er galt med de oplysninger, det svenske politi ligger inde med om dem.

– Oplysningerne er helt hen i vejret, siger Lene.

Af de fire i afhøringscellen er kun oplysninger om to af de tilbageholdte korrekte.

– Vi brokker os over de forhold, vi tilbageholdes på og kræver toiletbesøg, mad og tæpper. Men vi får at vide, at vi er underlagt udlændingeloven, og at vi ikke har ret til noget. Vi er dog et par stykker, der får lov til at ringe fra vores egne mobiltelefoner, så vi kan give besked om, hvor vi er.

De tilbageholdte bliver stadig holdt i uvidenhed. Lene kan gennem glasvæggen se, at enkelte af de tilbageholdte danskere bliver løsladt, men hun og de andre kan ikke få at vide, hvorfor de løslades og andre fortsat holdes tilbage – og de kan ikke få noget at vide om tidsperspektivet for tilbageholdelsen.

De har nu, ifølge Lene, siddet indespærret i 4-5 timer og har ikke fået noget at hverken spise eller drikke.

– Jo, vi fik for resten et tandkrus med vand, som vi skulle dele mellem fire piger, siger hun.

Uønsket, men må ikke komme hjem
De tolv danskere, der fortsat holdes indespærret, bliver nu kaldt ind til den anden afhøring, hvor de får at vide, at politidirektøren har besluttet, at der er grundlag for en tilbageholdelse på grund af »sandsynligheden for kriminalitet og hærværk«.

– Der ligger nu et papir foran mig, og her er der opridset nye paragraffer, som jeg er tilbageholdt i forhold til.

Lene kræver at få læst de paragraffer op. Det bliver i først omgang afslået, men derefter får hun at vide, at det handler om en paragraf, hvor udlændinge kan tilbageholdes og udvises som uønskede, fordi politiet vurderer, at der er sandsynlighed for kriminalitet.

Lene forhører sig om hun kan forvente at komme med busserne, der kører tilbage til Danmark lørdag aften, men får svaret »måske, måske ikke«.

– »Send os dog med busserne, hvis vi er uønskede«, siger jeg til dem.

Lene har under dette forhør fået en tolk stillet til rådighed, men hun synes ikke, denne er til stor hjælp.

– Hun oversætter ikke alt og fremmer ikke forståelsen af, hvad der foregår. Hun blander sig også i forhøret og forsøger at få mig til at underskrive nogle papirer.

I fængsel
Lene kommer igen tilbage til cellen, og her hører hun fra en af de andre tilbageholdte, at de måske skal videre til et asylcenter. Det ender dog med, at Lene bliver kørt med en elevator længere op i samme bygning til en gang, hvor det er fængselsbetjente, der hersker.

Klokken er nu 18.30, noterer Lene, da hun på vej op ser et ur. Hun har været tilbageholdt i seks timer, og har stadig ikke fået hverken mad eller drikke. Før den betjent, der har fulgt dem op, går, spørger hun, hvornår de får mad, om de kommer ud samme aften og hvornår de får lov at ringe.

– Betjentens eneste svar lyder: »Du er i fængsel«, siger Lene.

Hun skal nu aflevere alle sine ting, inklusiv overtøj og trøje, og sættes derefter i en celler på cirka 3 ½ gange 2 meter.

– Det er ret usselt. Der er kun gummimadrasser og en rist, hvor man kan pisse. Der er smurt et eller andet på væggene, der ligner blod eller lort, siger hun.

Det bedste er, at der er en vandhane, så det er muligt at få noget at drikke.

En lille sejr
Lene er alene i cellen i omkring en halv til en hel time, derefter bliver en anden kvinde indsat – og omkring et kvarter senere yderligere en.

Kvinderne fortæller hinanden, hvad de har været udsat for. En af de andre kvinder fortæller, at hun har været alene i en af cellerne i længere nede i bygningen, og at hun er blevet chikaneret. Hun er desuden blevet præsenteret for en mærkværdig beskyldning om, at hun skulle være dømt for »freds- og æreskrænkelse«, uden at kunne få at vide, hvad det er.

Det lykkes de tre piger i cellen at finde ud af, at en fjerde dansk kvinde er tilbageholdt i en anden celle.

– Vi brokker os, og det lykkes faktisk at få en af os flyttet ind til hende, så vi kunne sove to og to, siger Lene.

De mandlige tilbageholdte må derimod sove hver for sig, finder Lene ud af senere.

De fire kvinder har stadigvæk ikke fået mad under tilbageholdelsen, men de får dog lov til at tage det frugt og de smøger, de har haft med fra morgenstunden, med ind i cellen. De fire kvinders aftensmad består af tre gulerødder, en halv agurk, to æbler, et pølsehorn, en halv chokoladestang og en brik kakaomælk.

Morgenmad og gårdtur
Søndag morgen bliver de tilbageholdte splittet og placeret i hver sin celle.

– Vi kan høre at dørene går, så vi kan regne ud, at alle placeres i hver sin celle, siger Lene.

På celledørene er der nu ophængt et skilt, hvor der står »paragraf 11«, og fængselspersonalet forklarer, at det betyder stedsforflytning, fortæller Lene. Det er ikke en paragraf, hun tidligere er blevet præsenteret for.

– Vi får nu endelig mad – efter 20 timer, fortæller hun.

De fængslede danskere bliver spurgt, om de vil på gåtur. Det foregår på taget af bygningen.

– Her er vi seks personer, der får lov at være samtidigt. Og her finder vi ud af, at det er helt sort, hvad det er for oplysninger, der er udleveret om os.

»Togstationen ligger dén vej«
Lene får under gårdturen besked på, at hun skal til forhør nedenunder. Hun bliver ført ned i en celle, og skal aflevere de ting som er blevet udleveret af fænglet; et tæppe, håndklæde, sæbe og tandbørste.

En kriminalbetjent fortæller hende, at hun nu er løsladt, og hun bliver lukket ud af bygningen med beskeden: »Togstationen er dén vej«.

– Jeg og en anden fyr bliver lukket ud samtidig. Klokken er 11.00 og vi har været tilbageholdt lige under 24 timer.

I alt bliver ti danskere løsladt i løbet af den næste time. Fem af de tilbageholdte danskere blev løsladt inden for seks timer lørdag, men to andre må tilbringe endnu et døgn i fængslet. Årsagen hertil er en gåde for Lene.

– Så vidt jeg kunne se, var der ingen forskel på beskyldningerne mod dem og os andre, siger hun.

Politichikane
To af de løsladte danskere bliver et døgn mere i Stockholm for at vente på, at de sidste to tilbageholdte lukkes ud. Det sker kl. 11.10 mandag den 10. december.

– Alle må vi selv finde ned til toget og betale for vores hjemrejse, siger Lene.

Hvorfor hun og ni andre har været indespærret i knap et døgn – og to i yderligere ét – er stadig en gåde.

– Jeg kan ikke opleve det som andet end politichikane. Demonstrationen var ikke kun lovligt anmeldt, den var også kendt lovlig af en lokal domstol, siger hun.

Modkraft.dk har forgæves forsøgt at finde ud af, hvilke danske myndigheder, der har udleveret de pågældende oplysninger om danske statsborgere til det svenske politi. Indtil videre peger forskellige politiafdelinger på hinanden uden, at det skabt yderligere klarhed om spørgsmålet.