Entreprenørselskabet Pihl&Søn har fyret en murer, fordi han snakkede faglig organisering med uorganiserede tyske kolleger i arbejdstiden. Sådan lyder forklaringen i hvert fra den mureren selv, hvis fyring har udløst ens trejke blandt de 150 arbejdere på byggepladsen.
Byggeledelsen mener derimod, at mureren, Mattias Tesfaye, udviste såkaldt truende adfærd, men det afviser håndværkerne.
Ifølge Mattias Tesfaye startede konflikten med, at håndværkerne fandt ud af, at tyske flisemurere på pladsen – en renovering af det almene boligselskab AABs beboelsesejendomme Vejleåparken i Ishøj – arbejdede til en timeløn under overenskomsten.
Murer: »Vi har været meget tålmodige«
Tidligere på ugen blev det så aftalt mellem 3F og den tyske arbejdsgiver, at flisemurerne fik mere i løn, og siden har de organiserede murere forsøgt at få dem med i fagforeningen.
– Vi har været meget tålmodige med dem, og givet dem flere deadlines og informationer på deres eget sprog, og det er vores indtryk, at de er bange for at blive fyret, hvis de melder sig ind i en fagforening, siger Mattias Tesfaye til bygsam.dk.
Formand for Byggefagenes Samvirke, Anders Olesen, kalder fyringen en organisationsfjendtlig handling, men det afviser byggeledelsen i Pihl&Søn kategorisk:
– Det var udelukkende på grund af Mattias’ adfærd over for mig, at han blev fyret. Udelukkende. Folk skal ikke møde på arbejdet og føle sig truet, og det var det, vi fik meldinger om skete fra både danske og folk af anden herkomst, siger pladschef Jens Johansen til bygsam.dk.
Pladschef: »Det er ikke Rusland eller Cuba«
Ifølge Jens Johansen har der været »nogle meget ubehagelige situationer«, hvor uorganiserede er blevet truet med, at der ville blive aktioneret mod deres firma, hvis ikke de viste deres lønseddel.
– Det er ikke den måde, vi gør det på her i Danmark i dag. Sådan var det i 1920’erne og 30’erne. I dag kan vi godt kommunikere med hinanden.
– Vi er ikke politiske, så vi tager ikke stilling til, om folk skal være i den ene eller anden fagforening. Det er ikke Rusland eller Cuba, men Danmark, og vi har ytringsfrihed her, siger pladschef Jens Johansen.
Fredag morgen lå arbejdet på pladsen stadig stille, men 250 mand fra renoveringen af Vejleåparken og kolleger, arbejdsløse og stilladsfolk var ifølge bygsam.dk mødt op for at støtte kravet om genansættelse af Mattias Tesfaye.
I en løbeseddel til beboerne i området skriver de aktionerende bl.a.:
»Vi er utrolig kede af, at I skal have denne uro i jeres boligområde. Men beder om jeres forståelse: Vi har en fælles interesse i, at jeres lejligheder bliver renoveret på en fornuftig måde og under ordnede forhold«.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96