På det seneste har flere københavnske bydele ligget i mere eller mindre regulær konkurrence om at komme til at huse det nye ungdomshus, der snart bliver en realitet.
Noget tyder imidlertid på, at det bliver Nørrebro, der løber af med sejren. Netop som Borgerrepræsentationen torsdag den 13. december skulle tage endelig stilling til de nye ungdomshusplaner, understregede hovedtaleren til aftenens torsdagsdemonstration kravet om en placering i den bydel, der i hvert fald siden 1970’erme har været det venstreradikale miljøs naturlige hjemsted.

– Ungdomshuset var en del af Nørrebrokulturen og hører til dér. Et nyt hus kommer ikke til at ligge gemt væk eller som turistattraktion i en kommuneskabt kontrolzone, lød det således fra højttalervognen, da optoget omkring kl. 19.30 torsdag aften gjorde ophold på Rådhuspladsen i København.
Og ifølge Morten Kabell, Enhedslistens ungdomshusordfører i Københavns Borgerrepræsentation, er det meget sandsynligt, at bevægelsen får sit ønske om en Nørrebroadresse opfyldt:
– Jeg håber, det bliver Nørrebro. Og min vurdering er også, at Ritt og de øvrige forligspartier er med på den placering, udtaler han torsdag aften til Modkraft.dk.

SF: De unge må ikke være for kategoriske i deres krav
Den vurdering bekræftes af SF’s ungdomshusordfører Frank Hedegaard, der dog udtaler sig lidt mere tøvende i forhold til en Nørrebroplacering. Til Modkraft.dk udtaler han:
– Vi har brug for en åben proces nu, hvor man også lytter til lokalråd og andre interessenter. Det er ikke sikkert, at det lige kan lade sig gøre på Nørrebro, men det skal ikke forstås på den måde, at SF er imod en placering dér. Vi ser gerne en Nørrebroløsning.
Frank Hedegaard understreger, at det er vigtigt, at de unge ikke er for kategoriske i deres krav.
– Jeg opfordrer alle til at være fleksible i den her proces, udtaler han.
Ifølge begge politikere er forhandlingerne imidlertid endnu ikke kommet så langt, at man har kastet blikket på et konkret hus.

Opvisning i lyd, lys og power
Når ungdomshuskampen har båret frugt, skyldes det bl.a. bevægelsens ihærdige demonstrationsindsats, der har tæret kraftigt på politiets ressourcer og gjort indtryk på politikerne.
Indtryk gjorde også aftenens demonstration, der med 1.000 deltagere, to musikvogne og et effektfuldt lyd- og lysshow var en regulær opvisning i den særlige hybrid mellem politisk demonstration og teknofest, som ungdomshusbevægelsen mestrer som ingen andre i dette land.
Fra Blågårds Plads gik man mod Nørreport og derfra til Kongens Nytorv og videre til Rådhuspladsen via Christiansborg. På H. C. Andersens Boulevard kort før Rådhuset satte demonstranterne i den slags massestormløb, der er en anden af bevægelsens specialiteter.
I modsætning til tidligere, hvor småkonfrontationer med de ledsagende politistyrker udgjorde en mere eller mindre fast bestanddel af torsdagsdemonstrationerne, ser det ud til, at overgangen fra den egentlige kampfase til den nuværende forhandlingsfase har medført en slags våbenhvile mellem parterne.
I hvert fald holdt politiet sig i baggrunden under aftenens demonstration.


Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96