Faglig formand: »Militans er et uundværligt redskab«

Militans er et uundværligt redskab i arbejdskampen, udtaler John Jakobsen, formand for landets 1.300 stilladsarbejdere, der i den øvrige fagbevægelse såvel som blandt arbejdsgivere er kendt for ikke at vige tilbage fra at bruge mere direkte eller fysiske aktionsformer.

Modkraft.dk har opsøgt ham for at høre om militans udenfor de velkendte vestreradikale sammenhænge:

Hvad er fordele og ulemper ved brug af militante aktionsformer i forbindelse med den faglige kamp? Hvordan kan strategien retfærdiggøres? Og hvilke er dens faldgruber?

Militans med omtanke
– At vi har evnen og villigheden til at bruge militante aktionsformer betyder helt overordnet, at vi har ordnede forhold i branchen. At løn og arbejdsforhold er gode, og vi holder plattenslagere ude af branchen, forklarer John Jakobsen indledningsvist.

– Men det er vigtigt at understrege, at det ikke bare er noget, vi bruger i flæng. Vi overvejer det nøje hver gang. Og så bruger vi det kun i ganske bestemte situationer.

John Jakobsen forklarer, at stilladsarbejderne typisk griber til de militante metoder i tre situationer.

For det første, hvis udefrakommende truer deres løn- og arbejdsforhold, f.eks. hvis plattenslagerfirmaer forsøger at komme ind i branchen. For det andet, hvis branchens eksisterende arbejdsgivere ikke opfører sig ordentligt ved for eksempel at bruge falske selvstændige.

Og endelig hvis politikerne ud af uvidenhed eller lignende foretager sig noget, der skader deres leve- og arbejdsvilkår.

Lastbilblokade og stilladsnedtagning
Opstår en af disse situationer, overvejer stilladsarbejderne grundigt deres handlemuligheder. Beslutter de sig for at aktionere på mere militant vis, er der især to aktionsformer, de griber til, fortæller John Jakobsen:

– Hvis vi vil påvirke offentligheden, myndighederne eller arbejdsgiverforeningen, så bliver der ringet rundt eller sat en sms-kæde i gang, og så mødes vi i vores lastbiler.

– Militansen er med til at sikre, at arbejdsmarkedet ikke bliver endnu mere arbejdsgivervenligt henholdsvist endnu mere arbejdstagerfjendsk, siger John Jakobsen, der er formand for 1.300 stilladsarbejdere. Foto: Helene Meden Hansen

– Sidste vi gjorde det, var formålet at få vores arbejdsgiverforening til at reagere i forhold til nogle helt urimelige regler fra arbejdstilsynet, der ville øge vores nedslidning. Men arbejdsgiverne gemte sig, de ville ikke gøre noget, så derfor mødtes vi med vores lastbiler foran deres bygning inde ved Nørreport.

– Vi kom rigtig, rigtig mange. Alt var spærret. Til politiet sagde vi, at vi lige skulle snakke med vores arbejdsgivere, og at det ville tage en halv time. Vi fik rigtig god presse på aktionen.

Endnu mere kontroversiel er den anden aktionsform: Forsøger fupfirmaer eller plattenslageragtige arbejdsgivere at bygge stilladser ved hjælp af irregulær arbejdskraft, piller John Jakobsen og hans kollegaer dem ganske enkelt ned igen:

– Kollegaerne mødes, hundrede eller tohundrede mand afhængigt af, hvor stort stilladset er. Og så piller de det ned. Det tager ca. 10 minutter, beretter han.

– Vi smadrer eller ødelægger ikke noget. Kollegaerne nedtager stilladset på den foreskrevne måde. Det hele foregår stille og roligt, og når de er færdige, lægger de stilladsdelene ind i baggården, så arbejdsgiveren kan få fat i dem.

En moralsk ret
Selvom stilladsarbejderne går skånsomt til værks, er stilladsnedtagning ikke alene i strid med hovedaftalen, den »grundlov«, der regulerer arbejdsmarkedet og bestemmer, hvordan arbejdsgivere og arbejdstagere må konflikte.

Det er også i strid med straffeloven, og domstolene har tidligere kategoriseret aktionsformen som hærværk, en term, som medierne og ikke mindst ramte arbejdsgivere også benytter flittigt.

I 2001 udspillede der sig i Århus en langvarig konflikt mellem byens stilladsarbejdere og en lokal arbejdsgiver, der ifølge førstnævnte brød spillereglerne ved at bygge stilladser ved hjælp af nogle »underleverandører«, der i virkeligheden bare var ansatte forklædt som selvstændige.

Situationen udviklede sig. Den pågældende entreprenør byggede stilladser. Stilladsarbejderne tog dem ned. Processen gentog sig igen og igen. Igennem et helt år blev der bygget og efterfølgende nedtaget snesevis af stilladser. På et tidspunkt kom det endda til håndgribeligheder, da arbejderne valgte at befri nogle kollegaer, der var blevet anholdt af politiet.

Medierne, især den i Århus hjemmehørende Jyllands-Posten, skrev meget om konflikten, og stilladsarbejderne erfarede på den hårde måde, at arbejdskampe i mediesamfundet i vid udstrækning udkæmpes i pressen:

– Vi blev angrebet heftigt, husker John Jakobsen.

– Vi blev kaldt alle mulige ting, bl.a. ballademagere og en mafiabande.

Og selvom han medgiver, at der ertale om lovbrud og en form for seltægt, synes John Jakobsen ikke, at det er rimelige betegnelser:

– Der er sandt, at det er ulovligt. Alligevel mener vi, at vi har en moralsk ret til at gøre det, vi gør. Vi kæmper for bedre leve- og arbejdsvilkår ikke bare for os, men for alle arbejdere.

Militans som modvægt til arbejdsgiverdominans
Med til at legitimere brugen af militante aktionsformer er ifølge John Jakobsen også arbejdsmarkedets grundlæggende struktur, hvor arbejdsgiverne indtager en dominerende position i forhold til arbejdstagerne. Militansen handler derfor også om at prøve at udjævne et ulige magtforhold:

– Arbejdsmarkedet er jo kendetegnet ved, at arbejdsgiverne presser i den ene retning og vi i den anden. Som vi ser det, er spillereglerne meget stramme og styret af en kapital, der har milliarder i ryggen. Nogle af vores arbejdsgivere tjener endda på, hvis vi strejker, forklarer han.

– Militansen er således med til at sikre, at arbejdsmarkedet ikke bliver endnu mere arbejdsgivervenligt henholdsvist endnu mere arbejdstagerfjendsk.

Fra fagforening til mafiabande
Det er imidlertid langtfra risikofrit at slå ind på en militant kurs.

Ifølge John Jakobsen er han og hans kollegaer meget bevidste om, at de – i kraft af deres evne og villighed til at benytte sig af direkte aktionsformer – besidder en magt, som let kan misbruges og derved få deres fællesskab til at degenere til noget mafiaagtigt.

– Vi stiller som krav til os selv, at vi altid skal kunne stille os åbent frem i medierne og forklare vores aktioner, fortæller John Jakobsen, på spørgsmålet om, hvordan de sikrer sig imod en sådan udvikling.

– Vores bestyrelse såvel som de enkelte tillidsmænd ude på arbejdspladserne har en enorm forpligtelse til at undgå misbrug, fortsætter han.

Natten til den 2. oktober 2007 begik lærlinge i København hærværk mod firmaet CC Fliser. Foto: Helene Meden Hansen

– Man skal ikke tage alle de her metoder i brug, bare fordi man bliver uvenner med en arbejdsgiver. Vi skal balancere den moralske ret. Onde tunger vil vide, at i sømændenes velmagtsdage, da betalte rederne dem i visse situationer for at få fred. Fagforbundet Teamsters i USA beskyldes for lidt det samme i dag.

– I det øjeblik man kan købes, forsvinder den moralske ret. Militansen skal handle om at beskytte løn- og arbejdsforhold og kun det. For os og for andre, forklarer John Jakobsen i forsøget på at trække grænsen mellem den legitime og den illegitime brug af militante metoder i arbejdskampen.

Pas på afmagtsmilitans
En anden faldgrube, John Jakobsen advarer imod, er den militans, der udspringer af en afmagtssituation, en militans, der sjældent er velgennemtænkt og sjældent styret af klare mål:

– De militante aktioner må ikke bare være en ventil, det vil sige en måde at komme af med nogle frustrationer eller en afmagt på. Togstrejken i Paris, og især sabotageaktionen mod højhastighedstogene, ligner en sådan afmagtsreaktion, siger han med henvisning til en række koordinerede brandanslag over hele Frankrig natten til den 21. november.

– Aktionerne kom for sent. De slog fejl i medierne. I stedet for at mægtiggøre de aktionerende, havde de den modsatte effekt.

John Jakobsen drager her en parallel til ungdomshuskampen:

– Den brede offentlighed havde svært ved at forstå den første aktionsbølge, de mere eller mindre spontane gadekampe på Nørrebro. Men så lavede man G13, hvor det var politiet, der var de afmægtige. Der var jo ikke nogen tvivl om, hvem der vandt den konfrontation.

– Og det har ikke noget at gøre med, hvorvidt man er fysisk eller ej. G13 var i den grad fysisk, man var oppe og skubbe på politiet, det var meget konfrontativt, påpeger han.

– Man brugte harmen, men på en fremadrettet måde, styret af overvejelser om, hvad man gerne ville opnå og hvordan.