Annonce

27. april 2006 - 0:37

Chauffører kører for forhandlingens skyld

Efter en lang nat med forhandlinger valgte buschaufførerne også at sætte sig i busserne igen onsdag morgen. Der var dog ikke kommet konkrete resultater ud af nattens forhandlinger, og utilfredsheden ulmer kraftigt blandt chaufførerne:

– Vi har flere gange genoptaget arbejdet i den tro, at der blev forhandlet, hvorefter at meldingen lød, at man var enige om at være uenige. Vi er blevet holdt for nar, men nu er forhandlingerne løftet op på et højere niveau, og det er grunden til, at vi genoptog arbejdet. Men får vi den melding, at forhandlingerne heller ikke denne gang fører til noget, kan vi hurtigt nedlægge arbejdet igen. Den situation håber jeg selvfølgelig ikke, at vi kommer i, siger Chris Gade Oxholm, talsmand for chaufførerne til JP-Århus.

Chaufførerne har en række specifikke krav, som først og fremmest handler om, at Århus Sporveje skal overholde arbejdsmiljøreglerne i den nye sommervagtplan samt bedre tilrettelæggelse af pauser.

Forhandlingerne skal resultere i disse ændringer af sommerferievagtplanene til, når den træder i kraft om seks uger.

Støtte fra faglige organisationer

Chaufførerne har generelt mødt opbakning fra andre faglige organisationer. Seneste støtteerklæring kommer fra brandmændene, som blandt andet kritiser byrådet i Århus for ikke at gribe ind overfor ledelsen i Århus Sporveje:

»Det er utroligt, at man har et Byråd, der ikke griber ind overfor den ledelse, ved Århus Sporveje, der ikke overholder den personalepolitik, som byrådspolitikerne selv er garant for«, lyder det således i en pressemeddelelse udsendt af Mogens Jensen, tillidsmand fra Brandpersonalets Klub.

Opbakningen fra Byrådet kan dog nok synes mere end tvivlsom. Den socialdemokratiske borgmester Nikolaj Wammen har tidligere kritiseret buschaufførerne for at tage byens borgere som gidsler, og afvist at han burde støtte chaufførerne i deres krav.

Mere forventeligt har chaufførerne heller ikke fået opbakning fra Venstres byrådsgruppe, som har opfordret til indsættelse af nødbusser fra private vognmænd eller ved brug af nabokommunernes busselskaber.

Hvorvidt strejken bliver genoptaget, eller der kommer et forlig i hus er vanskeligt at sige på nuværende tidspunkt. Afdelingsleder for de tjenestemandansatte chauffører Kirsten Normann garanterer dog overfor Århus Stiftstidende, at »de først giver håndslag på en aftale, hvis chaufførerne på et stormøde godkender et forhandlingsresultat«.

Af Michael Hunnicke Jensen

Læs mere i JP-Århus

Læs mere i Århus Stiftstidende

Læs støtteudtalelse fra brandfolkene (pdf)

Underskriftindsamling til støtte for bybus-chaufførerne i Århus

Læs mere på FOA-Århus’ hjemmeside

Støttekomiteen Vores Busser holder møde torsdag den 27.april kl.16.00 i Sejerøgade 18, kld.tv. 8000 Århus C.

Støttekomiteen kan kontaktes på telefon 40 80 60 85 (Jeppe Mikkelsen), mail: Jesuz@stofanet.dk

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce