Asmaa Abdol-Hamid var ikke i nærheden af at sprænge partilisten under Folketingsvalget den 13. november. Og med kun fire mandater til Enhedslisten kom hun heller ikke i Folketinget. Det gjorde til gengæld Enhedslistens topscorer Johanne Schmidt-Nielsen, og hun har Asmaa Abdol-Hamid som suppleant.
Derfor kan Folketinget alligevel forvente, at se en kvinde med tørklæde gå på »landets fornemmeste talerstol« – en tanke der har provokeret og forarget både i og uden for Enhedslisten.
I et interview til den stærkt islamkritiske hjemmeside Sappho.dk truer lederen af Dansk Folkeparti ligefrem med at angribe Asmaa Abdol-Hamid, hvis hun viser sig i parlamentet.

På spørgsmålet om, hvad Dansk Folkeparti vil gøre den dag, Asmaa Abdol-Hamid står på talerstolen, svarer Pia Kjærsgaard:
– Så smider vi hende ud. Det gør vi altså. Jeg havde nær sagt korporligt. Men det kan jo ikke lade sig gøre. Hvad skal vi i grunden gøre? Lad os nu se, om hun i det hele taget underskriver grundloven. Jeg tror, der bliver revolution. Danskerne har jo en tendens til at knytte hænderne i bukselommerne i et vist tidsrum. Jeg tror, de får nok.
I interviewet, der også ligger på Dansk Folkepartis egen hjemmeside, kalder Pia Kjærsgaard desuden SF’eren Kamal Qureshi for »racist«.
Johanne Schmidt-Nielsen, der var spidskandidat i København, fik 8.964 personlige stemmer.
Og netop reaktionen fra Dansk Folkeparti er noget Johanne Schmidt-Nielsen ser frem til, hvis hun på et tidspunkt overlader talerstolen til Asmaa Abdol-Hamid:
– Dansk Folkeparti har sagt, at de vil udvandre, hvis hun (Asmaa Abdol-Hamid, red.) kommer til at stå på talerstolen. Det glæder jeg mig til at se, siger hun til Fyens Stiftstidende.
Asmaa-skænderiet lever videre hos Ø
Johanne Schmidt-Nielsen betegner i øvrigt sin partifælle som en »dygtig og en sej, ung kvinde, der har nogle gode og stærke holdninger«. Alligevel er der ikke meget, der tyder på, at det interne opgør i Enhedslisten om den omstridte kandidat er overstået.
På selve valgnatten gav flere partimedlemmer overfor Modkraft.dk udtryk for glæde over, at »det sjette mandat« ikke var opnået. Det ville nemlig i så fald være tilfaldet Asmaa Abdol-Hamid.
Og da hun sent på aftenen selv dukkede op til Enhedslistens valgfest, faldt der også et par knoppede ord.
Mens adskillige pressefolk flokkedes om Asmaa Abdol-Hamid, pegede en mand på Johanne Schmidt-Nielsen, og råbte henvendt til journalisterne: »Det er hende, der er vores rigtige spidskandidat, fat det«, hvorefter han demonstrativt forlod lokalet.
Enhedslisten har ordinært årsmøde i foråret 2008, hvor de kommende folketingskandidater skal vælges, og flere medlemmer af partiet giver overfor Modkraft.dk udtryk for, at den hede debat om Asmaa Abdol-Hamids kandidatur med sikkerhed blusser op igen.
Asmaa Abdol-Hamid selv har endnu ikke taget stilling til, hvilken funktion hun fremover vil have i Enhedslisten.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96