Annonce

13. november 2007 - 20:23

Både regeringen og Enhedslisten overlever

Modkraft.dk slutter sin valgdækning, og fortsætter onsdag med opfølgninger og analyser.

Enhedslisten kl. 23.46
Sent på aftenen dukkede den kandidat alle havde ventet på endelig op. Badet i blitzlys og omringet af kameraer og mikrofoner indtog Asmaa Abdol-Hamid Enhedslistens festlokaler, hvor hun straks måtte stå til rådioghed for de mange journalister – herunder Modkraft.dk.

Hvorfor kommer du først til festen så sent?

– Prøv at se, siger Asmaa og peger på den skubbende og masende menneskemængde omkring hende, hvoraf mange bare vil hen og sige tillykke.

JPEG - 45.2 kb
Asmaa Abdol-Hamid blev modtaget med knus og blomster, da hun ankom sent til Enhedslistens valgfest. Foto: Freddy Hagen

Med en buket røde roser i den ene hånd og en danskvand i den anden sidder hun på en barstol og svarer træt på de mange spørgsmål.

Ved du hvordan resultatet ser ud for dig personligt?

– Nej, ikke endnu, men vi kan da altid håbe, smiler hun.

Tror du den debat om dit kandidatur, der sluttede brat med valgudskrivelsen, nu fortsætter i partiet.

– Det er helt sikkert, at vi skal snakke videre, men jeg tror, det bliver på et andet grundlag nu.

Hvad skal du lave nu?

– Sove!

Og politisk i Enhedslisten?

– Det har jeg ikke besluttet mig for endnu.

Men bliver du i Enhedslisten?

– Et skridt ad gangen – nu får vi at se, lyder svaret fra en træt Asmaa Abdol-Hamid.

Enhedslisten har ordinært årsmøde i foråret 2008, hvor folketingskandidaterne igen er på valg blandt partiets medlemmer.

JPEG - 35.2 kb
Pressen sværmede tæt om Enhedslistens kandidat Asmaa Abdol-Hamid. Foto: Freddy Hagen

Enhedslisten kl. 22.56
Hos Enhedslisten er stemningen fortsat god. Der er klar lettelse over, at partiet tilsyneladende overlever de seneste ugers spådomme om at den yderste venstrefløj måtte sige farvel til Folketinget.

Men glæden er blandet med dyb skuffelse over, at den borgerlige regering fortsætter, og der håbes fortsat på, at optællingen i storbyerne – hvor Enhedslisten traditionelt står stærkest – kan rykke en anelse ved balancen.

– Jeg tror skam stadig på det og håber på København, siger spidskandidaten i Københavns Storkreds, Johanne Schmidt-Nielsen.

JPEG - 49 kb
Johanne Schmidt-Nielsen forrest i cykelvognen bliver nyt folketingsmedlem for Enhedslisten. Foto: Freddy Hagen

Hvad skal en reduceret Enhedsliste beskæftige sig med?

– Jamen, vi vil selvfølgelig fortsætte arbejdet med at vælte Fogh. Og så er det selvfølgelig spændende at se, om vores fire mandater kommer til at betyde, at Fogh ikke får absolut flertal.

Udskrivelsen af valget afbrød en ophedet debat om jeres kandidatliste. Hvad sker der i Enhedslisten i den nærmeste fremtid? Bliver stridighederne om kandidatlisten genoptaget?

– Jeg kan simpelthen ikke forholde mig til, hvad der sker internt i Enhedslisten lige nu. Jeg har ikke sovet i tre uger, lyder det afværgende svar fra Johanne Schmidt-Nielsen.

Selvkritik er sundt
Fra højttalerne lyder en klassiker fra 80’er-bandet kliché med det symbolske omkvæd: »Folket og kun folket er drivkraften i skabelsen af verdens historie«. Linien er et citat fra den kinesiske kommunistiske Formand Mao, og da folketingsmedlem Per Clausen overtager mikrofonen, dukker Mao tilfældigvis op igen:

– Hvis nogen synes, vi har brug for selvkritik, er der bare at det ikke bare er en maoistisk øvelse, men også en sund øvelse.

JPEG - 49.4 kb
Enhedslistens medlemmer kan glæde sig over, at partiet efter alt at dømme overlever om end reduceret fra seks til fire mandater. Foto: Freddy Hagen

Per Clausen gentager, hvad de andre kandidater slår fast igen og igen: det har været en hård valgkamp, men den har været sjov.

– Det har været en svær valgkamp for os. Medierne har interesseret sig mere for en enkelt kandidats hovedbeklædning end for vores politik, siger Per Clausen, og opremser Enhedslistens mærkesager om Nordsøolie, Irakkrig, de multinationales skatteunddragelse mm.

Per Clausen erkender desuden, at valget blev udskrevet på et særdeles uheldigt tidspunkt for Enhedslisten.

– Vi var optaget af en intern diskussion om en enkelt kandidat, men sammenlignet med de andre partier er selv de værste hos os gode nok, erklærede Per Clausen, og sluttede af med en lykønskning til SF:

– Vi glæder os over deres flotte resultat

SF, kl. 22:49: SF’s kampagneleder fortæller om strategien

Efter pressemødet på Hotel Ascot løber Modkraft.dk ind i SF’s unge kampagneleder Thor Møger Pedersen, der gerne vil fortælle om SF’s valgkampsstrategi.

JPEG - 223.3 kb
Telefonerne kimer under interviewet med Thor Møger. Foto: Helene Meden Hansen.

Adspurgt om det her er »New SF«, svarer han:

– Vi arbejdede faktisk på et tidspunkt med arbejdstitlen »Nyt SF«. Men det er ikke »Nyt SF« i betydningen et højredrejet SF. Tværtimod. Der er snarere tale om en venstredrejning forstået på den måde, at vi går fra at være et protestparti, baseret på kritik, til at være et forandringsparti baseret på håb og løsninger tæt på almindelige menneskers hverdag.

– Vi vil forny den danske venstrefløj. Enhedslisten og Socialdemokraterne vil kunne lære meget af os.


Men kigger man rundt i Europa, kan man se, at venstrefløjspartiernes fornyelsesproces de sidste to årtier har været ensbetydende med en nyliberaliseringsproces? Er I anderledes?

– Ja, for snarere end højredrejningerne rundt omkring, så har vi kigget på de succesfulde venstredrejninger som SV’s i Norge og Die Linkes i Tyskland.

SF, kl. 22:14: Villy Søvndal holder pressemøde

Mødet men den skrivende presse på Hotel Ascot forløber langt mere roligt end det hektiske optrin nede på gaden, da Villy Søvndal, valgets store sejrsherre, ankom til SF-festen.

JPEG - 132.2 kb
SF er blevet næsten fordoblet ved Folketingsvalget 2007. Foto: Helene Meden Hansen.

De forsamlede journalister har travlt med at skrive. Villy Søvndal fortæller om den historiske sejr, der, ser det ud til, desværre ikke kan omsættes til en ny regering.

Villy Søvndal, da du stod oppe i koncertsalen i Pumpehuset og lod dig hylde, lignede du Tony Blair. Er det SF, du er ved at skabe, et »New SF«? Er det, vi er vidner til, SF’s nyliberaliseringsproces?

– Nej tværtimod. På de afgørende temaer, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er derfor, vi er gået frem, der har vi stået fast på kampen mod uligheden, kampen for en velfungerende offentlig sektor, kampen for et bedre klima, modstanden imod krigene, det er det, der har givet os den store fremgang, siger Villy Søvndal til Modkraft.dk.

– Så jeg kan ikke genkende et gram nyliberalisme i det SF, som jeg er formand for, siger han.

SF kl.21.56: Villy er ankommet til Pumpehuset
Mediespektaklet antager hysteriske, absurde dimensioner, da SF’s dynamiske formand Villy Søvndal ankommer til Pumpehuset for at modtage hyldesten for det, der tegner til at blive et supervalg for partiet.

JPEG - 173.4 kb
Villy blev mødt af en masse pressefolk ved ankomsten til Pumpehuset i København. Foto: Helene Meden Hansen.

De mange forsamlede mediefolk, der anføres af en kendt TV2-vært, venter ikke, til partiformanden er kommet ud af bilen, som han ankommer i. Da bilen standser på gaden udenfor, kravler de forreste ind i bilen, inklusiv flere kameramænd udstyret med store kameraer.

Modkraft.dk’s udsendte holder sig lidt i baggrunden og kan kun se, ikke høre, at Villy Søvndal i op imod et helt minut interviewes inde i den lille personbil. Da han endelig kravler ud, er hele gruppen af mediefolk ved at vælte ned i nogle parkerede cykler.

Oppe i koncertsalen holder Villy sejrstalen foran hundredevis af ellevilde SF’ere.

– Villy, Villy, Villy, råber de til formanden, der, som han står der på scenen midt i salen, mere ligner Tony Blair eller Anders Fogh Rasmussen end Holger K. Nielsen eller Gert Petersen.

Da han får ordet understreger han, at sejren for SF er en gruppesejr, ikke resultat af en enkeltpersons indsats.

JPEG - 174.3 kb
En sejrherre foran sine partifæller. Foto: Helene Meden Hansen.

– Vi havde sat os to store mål i denne valgkamp, siger han.

– Det ene var en markant fremgang for SF. Det er lykkedes til fulde. Det andet var at sikre Anders Fogh Rasmussen et nyt job – f.eks. som gruppeformand. Det lykkedes ikke i denne omgang, men det var tæt på. Og jeg lover, at vi i den næste tid får et underholdningsprogram af store dimentioner.

Han sagde desuden at SFs kandidater ville skabe en tydelig opposition, der vil præge udviklingen i den næste tid.

– Vi har i de sidste år arbejdet for at bygge bro mellem oppositionspartierne, så de udgør et tydeligt alternativ. Det er lykkedes at bygge op i løbet af valgkampen. Det næste bliver at udvikle en platform for et regeringsalternativ. Og det skal gå hurtigt – for vi kan hurtigt komme ud i en ny valgkamp.

Enhedslisten, 21.47

Der spores en vis nervøsitet blandt de tilstedeværende. »Er vi stadig ude? Nej, vi er vist lige kommet ind igen«.

– Jeg er selvfølgelig fortrøstningsfuld, men glæder mig nu til at se resultatet fra byerne, siger Morten Kabell fra Enhedslisten København.

Samtidig følges der intenst med i SF’s resultat og selvom de to partier ofte optræder som en slags rivaler, glædes de tilstedeværende over SF’s gode resultat. Fra scenen sendes en hilsen til SF:

– Tillykke med resultatet. Husk at socialister altid lever off pist, aldrig pissed off. Tillykke med at den globale opvarmning gav jer så godt et resultat og held og lykke under Ole Sohn-laget. Og lad os så høre noget reggae.

JPEG - 43.2 kb
Enhedslisten fire sikre mandater, hvis partiet klarer spærregrænsen: Johanne Schmidt-Nielsen, Per Clausen, Frank Aaen og Line Barfod. Foto: Freddy Hagen

Line Barfod har bestemt heller ikke tabt modet:

– Vi haft en kanon valgkamp. Det har simpelthen været så fantastisk at være ude og møde folk. Vi er blevet så godt modtaget, siger hun, og understreger, at intet endnu er afgjort.

JPEG - 55.4 kb
Optællingen følges intenst på storskærm hos Enhedslisten. Foto: Freddy Hagen

SF, kl. 21.19:
Midt i vrimlen af velklædte SFU’er står en højgravid Trine Mach, folketingskandidat for SF. Det er stadig usikkert, om hun kommer i Folketinget, fortæller hun. Hun er dog optimistisk:

– Det ser rigtig godt ud lige nu.

Er du ikke bange for hvad der sker med SF, hvis partiet kommer i regering?

– Nej, det kommer an på politikken. Vi må ikke blive rene støtter til Socialdemokraterne. Så er det for høj en pris. Og så håber jeg virkelig, at Enhedslisten kommer ind.

JPEG - 246.5 kb
Stemningen i Pumpehuset, hvor SF holder valgfest er høj. Foto: Helene Meden Hansen.

Enhedslisten i Magstræde, kl. 21.04
Flere hundrede mennesker er forsamlet i Huset i Magstræde i København, hvor Enhedslisten holder sin valgfest.

Her er hanekamme og læder jakker blandet med fuldskæg og Christianiatrøjer, og en overraskende stor mængde journalister fra både skrevne og elektroniske medier.

Med røde Enhedslisteflag, Ø-mærkede kongekroner, chill-out lounge og masser af chips og bajer er der skruet op for en spændt og blandet stemning. Prognoserne siger foreløbigt at partiet slipper over spærregrænsen, men tilsyneladende også går tilbage.

Men hos spidskandidaterne er der ingen nervøsitet:

– Her er rigtig god stemning og jeg er sikker på, at vi kommer ind med 5-6 mandater, siger Frank Aaen.

Men hvis den seneste prognose har ret i, at Enhedslisten ryger ud, hvad sker der så for partiet?

– Ja, så skal vi jo til at lave politik på en anden måde. Vi er jo i forvejen slet ikke så parlamentariske som mange folk tror.. Vi bruger for eksempel meget tid på at udarbejde rapporter og afsløringer af magten, og det har vi tænkt os at fortsætte med.

JPEG - 37.3 kb
Line Barfod og Fran Aaen er ikke nervøse for valgresultatet. Foto: Freddy Hagen

SF, kl. 20.55:
– Det er noget pjat, når medierne skriver, at det først er nu, SF prøver at komme i regering. Allerede i 1980’erne arbejdede jeg på det, fortæller Gert Petersen, SF’s formand i årtier inden Holger K. Nielsen og nu Villy Søvndal tog over.

– Jeg har aldrig været begejstret for det Radikale Venstre, fortsætter den aldrende Gert Petersen, der står midt i et inferno af skubbende, headset-bevæbnede målrettede mediefolk. Men som det ligger nu, er der nok ikke nogen vej udenom.

– Du spørger, om man kan fastholde socialismen og være i regering. Ja, det kan man. Især hvis man fastholder det langsigtede perspektiv, slutter han.


SF i Pumpehuset kl. 20.22:
Pumpehuset er fyldt med unge SFU’er. En storskærm i koncertsalen på 1. sal oplyser, at SF er største parti på lille Christiansø, hvor hele 40 procent af vælgerne har stemt på partiet.

– Jeg forventer et historisk valg til SF oplyser Steen Gade, et af partiets fremtrædende folketingsmedlemmer, da Modkraft.dk spørger ham, hvorvidt han forventer, at tallene fra klippeøen i Østersøen vil holde aftenen ud.

– Et godt valg til SF kan være med til at ændre det nederlagsbillede, der har præget oppositionen i valgkampen, siger han, mens han iagttager valgfestspektaklet, der udfolder sig omkring han.

Den sidste exitpolls, baseret på ikke mindre end 10.000 vælgere, forudsiger, at det socialistiske parti står til en fordobling af mandattallet i Folketinget.

Til gengæld bevarer VK-regeringen – når man taler Ny Alliance med – stadig et flertal. Det er til gengæld et stadig et åbent spørgsmål, hvad SF kan bruge de mange nye mandater til.

JPEG - 91.9 kb
Pumpehuset er klædt i rødt lys og balloner. Foto: Helene Meden Hansen.
Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce