Skæbnevalg for venstrefløjen

Dagens valg til Folketinget bliver på flere måder afgørende for venstrefløjen. Spørgsmålet om Enhedslistens parlamentariske overlevelse vil nok opfattes som skæbnesvangert, men også hos SF er der grund til at bide negle, om end af ganske andre grunde. Her handler det nemlig om, hvorvidt partiet for første gang i historien kan sætte sig til rette på en ministertaburet i tilfælde af en socialdemokratisk ledet regering.

Meningsmålingerne har valget igennem peget i hver sin retning for de to venstrefløjspartier, men intet er som bekendt afgjort, før stemmerne er talt op, og ifølge iagttagere, som Modkraft.dk har talt med, har der ved tidligere valg været en klar tendens til, at Enhedslisten står svagt i meningsmålingerne, men kommer godt igen til selve valget, mens det omvendte er tilfældet med SF.

Forskellen skulle denne gang være, at tendenserne for de to partier har holdt sig nogenlunde stabilt valgkampen igennem.

Asmaa Abdol-Hamid fra Enhedslisten og SF’s Villy Søvndal har været to af de helt centrale figurer i venstrefløjens valgkamp.

Asmaa i front
Centralt i gyseren om Enhedslistens parlamentariske overlevelse, står den omstridte kandidat Asmaa Abdol-Hamid.

Aldrig tidligere er en Ø-politiker blevet diskuteret så intensivt både i og uden for partiet, og den 26-årige kandidat er fra flere sider blevet tillagt skylden for Enhedslistens dyk i meningsmålingerne, uden at der dog hidtil har været ført nogen dokumentation for den vurdering.

Af samme grund har andre kritikere hævdet, at partiets svage position i ligeså høj grad kan skyldes det interne hundeslagsmål, der dels førte til regulære fraktionsdannelser, dels endte med at udløse en indkaldelse til det første ekstraordinære årsmøde i partiets historie – med Abdol-Hamids kandidatur som eneste punkt.

Det slagsmål blev – næsten – afblæst sammen med aflysningen af årsmødet, da statsministeren udskrev valg den 24. oktober. Fraktionerne lovede borgfred i valgkampens navn. Og paradoksalt nok er det netop Asmaa Abdol-Hamid, der siden er rendt med den altovervejende medieomtale.

Søger man på de seks øverste spidskandidaters navne, plus ordet Enhedslisten, blandt alle landets dagblade samt internetkilder og telegrambureauer siden valgets udskrivelse på Infomedia, kommer Abdol-Hamid ind som suveræn topscorer med 498 hits.

Derefter følger Frank Aaen med 208, Per Clausen med 143, Rune Lund med 136, Line Barfod med 128 – og endelig partiets spidskandidat i København, Johanne Schmidt-Nielsen, med kun 57 hits.

De marginaliseredes darling
Den massive omtale lagt sammen med overraskende stor støtte fra både homo-organisationer, islamiske imamer og et bredt udsnit af især den københavnske kulturelite har da også fået valgeksperter til at spå om muligheden for, at den omstridte kandidat kan gå hen og sprænge partilisten i Københavns Storkreds. Det vil kræve mindst 10.000 stemmer, hvilket ifølge valgeksperten professor Søren Risbjerg Thomsen ikke er umuligt.

Ifølge den Radikale folketingskandidat Manu Sareen hænger den mulighed bl.a. sammen med, at mange unge med indvandrer- eller muslimsk baggrund opfatter Asmaa Abdol-Hamid som et symbol, fordi hun »stiller op imod det danske samfund«.

Men Abdol-Hamid har også ramt en nerve i det københavnske kultur- og undergrundmiljø, som ellers normalt ikke forbindes med religiøse politikere. Ifølge DJ-stjernen Djuna Barnes, der er en varm fortaler for Abdol-Hamid, handler det om, at hun symboliserer de marginaliserede:

– Jeg stemmer Asmaa fordi hun kan sætte ord på de erfaringer med at være marginaliseret, som både indvandrere, homoer, festaber og andre der ikke passer ind i den siddende regerings normalitetsmaskine, har, udtalte hun således til Politiken som begrundelse for at spille til en fest for og med Enhedsliste-kandidaten på homobaren Dunkel i København den 1. november.

Andre iagttagere har sammenlignet Asmaa Abdol-Hamid som fænomen med Ungdomshuset på Jagtvej. Fra at have været udskældt og mistænkeliggjort til at blive nærmest kult og symbol på modstand. Ligesom mange endte med at støtte Ungdomshuset, selvom de aldrig havde været der, erklærer flere og flere nu, at de vil stemme på Asmaa, selvom de normalt ikke stemmer Enhedslisten, alene fordi hun repræsenterer det udskældte og anderledes.

Er der liv efter døden?
Spørgsmålet er imidlertid, hvad der sker, hvis Enhedslisten ikke klarer at komme over spærregrænsen på to procent af stemmerne.

I de mere aktivistiske dele af venstrefløjen giver mange udtryk for, at partiet vil have godt af en tid borte fra Christiansborg for på den måde at komme tættere på de græsrødder og bevægelser, som partiet erklærer at repræsentere i Folketinget.

Andre forudser imidlertid partiets død, enten som følge af et opslidende arbejde med at opnå mulighed for at vende tilbage til parlamentet – eller som et resultat af ødelæggende interne stridigheder om skylden for et nederlag.

Som eksempel nævner kilder, som Modkraft.dk har talt med, at tidligere uenigheder om optagelsen i Enhedslisten af medlemmer fra partiet Internationale Socialister (IS) risikerer at blusse op igen med krav om deres eksklusion. IS’erne har været særdeles aktive i deres støtte til Asmaa Abdol-Hamid, og hvis den generelle stemning er, at hun er skyld i partiets exit fra Folketinget, vil en hel del af vreden vende sig mod hendes interne støtter, lyder vurderingen.

Hvad enten Enhedslisten klarer spærregrænsen med eller uden Asmaa Abdol-Hamid, kan partiet formentlig se frem til et elektrisk ladet årsmøde i foråret 2008.

SF-kritik af persondyrkelse
Hos SF er det helt andre spændingsmomenter, der gør sig gældende. Her er der ikke den ringeste tvivl om spærregrænse eller valgsucces – kun om, hvor stor den bliver.

Med udsigt til mere end en fordobling af mandattallet – det største i partiets historie, samt et rekordstort medlemstal, kan partiet med den stærkt populære Villy Søvndal i spidsen allerede nu se frem til et brag af en valgfest.

Og der har ikke været lagt skjul på, at den massive fremgang, der i fald prognoserne holder, gør SF til Folketingets tredjestørste parti, gerne ses omsat i mindst én ministerpost. Det vil i så fald også være første gang i partiets 48-årige historie.

På vejen dertil har folkesocialisterne dog også måtte tåle megen kritik fra både Enhedslisten og enkelte egne kandidater for at sluge velvoksne kameler i bestræbelserne på at gøre hoserne grønne hos Socialdemokraterne.

Ikke mindst udmeldingen om en vis accept af den omstridte 24-års regel har udløst voldsomme reaktioner, også internt.

Ligeledes har partiets næsten ensidige satsning på at markedsføre Villy Søvndal som partiejer, fået menige SF’ere til at knurre.

Da partiet holdt landsmøde i april, var salen prydet af meterhøje plakater af partiformanden. »Ikke siden jeg har kigget på billeder af Maos Kina, har jeg set så meget persondyrkelse«, lød kommentaren bl.a. fra et medlem til Politiken.

Men Villy Søvndal har på den anden side ikke lagt skjul på, at der er nye tider i partiet, og at kritikerne enten må rette ind eller finde et andet sted at være.

Da der i foråret lød intern kritik af bestræbelserne på at komme med i en regering, lød svaret fra Søvndal ifølge Politiken:

– Jeg har sagt meget tydeligt, at hvis man ikke er med på den principielle deltagelse i en regering, så skal man sige fra. Vi kan ikke starte det her – og bruge så meget tid på det – hvis der sidder en gruppe og siger: »Vi vil ikke«.

En grænse for kompromiser
Men kritikerne pegede også på, at SF mangler en plan B, hvis regeringsdrømmene ikke går i opfyldelse, hvad enten det er fordi den nuværende regering vinder valget eller Socialdemokraterne vælger at danne regering med De Radikale og reducere SF til støtteparti a la den nuværende regerings forhold til Dansk Folkeparti.

Især i det sidste tilfælde kan SF’s fremgang risikere at blive en Pyrrhussejr, hvis partiets strømligning og politiske kompromiser viser sig at have været nytteløse.

Sker det, risikerer SF – ifølge kilder i og omkring partiet som Modkraft.dk har talt med – at kræfter på partiets »venstrefløj« går i kødet på især partiformanden med risiko for opslidende interne kampe.

Paradoksalt nok risikerer det samme at ske, hvis SF faktisk ender med at opnå en eller flere ministerposter. I så fald kan partiet nemlig blive tvunget ud i endnu flere kompromiser og studehandler med Socialdemokraterne for ikke at sprænge regeringen. I så fald er spørgsmålet, hvor meget græsrødderne kan tåle, før de slår bak – og hvilke konsekvenser det i så fald får for samarbejdet i bevægelserne.

Hvad enten man interesserer sig for partipolitik eller ej, er der altså lagt op til en valggyser – også for venstrefløjen internt.

Modkraft.dk vil aftenen igennem rapportere direkte fra valgarrangementerne hos Enhedslisten og SF.