Annonce

9. november 2007 - 23:19

Groft hærværk mod Enhedslisten

Mere end 3.000 valg-pjecer blev natten til den 7. november stjålet fra Enhedslistens valgkontor i Aalborg og efterfølgende ødelagt. Gerningsmændene er ukendte, men skal ifølge Enhedslisten findes blandt »politiske modstandere«.

Det var Enhedslisten Aalborgs valgkoordinator, René Vinding Christensen, der opdagede, at noget var galt:

– Det virkede måske en smule optimistisk, at vores aktivister på mindre end ét døgn, havde uddelt mere end 3.000 pjecer, og en pludselig indskydelse fik mig til at kigge i de nærliggende affaldscontainere, fortæller René Vinding Christensen i en pressemeddelelse.

Pjecer i affaldscontainer
I affaldscontaineren fandt han en større mængde af de forsvundne pjecer, der var blandet sammen med husholdningsaffald, regnvand og byggemateriale. Og den slags kan mærkes hos et parti, der ikke har mange millioner at lege med i valgkampen:

– Som et lille parti, uden store økonomiske ressourcer, er det svært at komme ud med vores holdninger, og her har vores valgpjece været et vigtigt redskab, og selv om det er lykkedes os at skaffe et par tusinde ekstra, så er det utrolig trist at blive frarøvet vores demokratiske mulighed for at fortælle om vores holdninger og synspunkter, siger René Vinding Christensen.

Ifølge pressemeddelelsen har hærværket dog ikke taget modet fra Aalborgs Enhedsliste-aktivister, der oplyser at have gennemført et »rekordstort« antal aktiviteter og gade-happenings, og desuden fået »overraskende mange positive tilkendegivelser«.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce