Annonce

26. oktober 2007 - 15:07

Fødevareminister »bryder blokade«

Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) var ikke i tvivl om sin holdning til den konflikt, som fagforbundet 3F har indledt mod Nørrebro Bryghus:

– Det er forkert at lave en blokade af dette sted. Medarbejderne er glade
for deres overenskomst og har valgt Kristelig Fagforening. Det skal 3F da
ikke blande sig i, lød hendes kommentar til Jyllands-Posten, mens hun drak en øl på det omstridte bryggeri.

JPEG - 22.3 kb
Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) kalder 3f-konlikt »absurd«.

3F og LO gennemfører en efterhånden langvarig konflikt mod Nørrebro Bryghus, fordi bryggeriet har tegnet en overenskomst med Kristelig Fagforening, som ifølge 3F er væsentligt dårligere end deres.

Kampklar minister
Eva Kjer Hansen havde tilsyneladende glædet sig til et mediestunt, hvor hun skulle »bryde igennem« de blokadevagter, som 3F med mellemrum har posteret ved Bryghuset. Men da de først ankom en time senere, røg den dramatiske iscenesættelse lidt til jorden.

– Hvis de havde stået der nu, så havde jeg banet mig vej igennem dem og på
den måde brudt blokaden, lød den friske kommentar ellers til Jyllands-Posten.

Fødevareministeren gav desuden udtryk for, at det er »absurd« at blokere Bryghuset, når nu medarbejderne på stedet gerne vil have deres overenskomst hos de kristelige.

Fødevareministerens medieaktion fik drøje hug af SF’s arbejdsmarkedsordfører Ole Sohn, der ikke mener, at ministeren har styr på regeringens holdning til arbejdsmarkedssystemet:

– Jeg forstår ikke, hvorfor hun gør det, når vi har haft et samråd i Folketinget, hvor Claus Hjort fastslog, at de støtter den svenske position og retten til at blokere, udtaler Sohn til JP.

Højspændt konflikt
Men Eva Kjer Hansen syntes ikke, hun havde misforstået noget:

– Jeg står helt bag regeringens synspunkt omkring blokaderetten. Jeg synes blot, at det er absurd, at 3F laver blokade foran et bryghus, hvor folk er med i en overenskomst. Blokaderetten er der som et redskab, og der bakker jeg op om Claus Hjort Frederiksens politik, lød ministerens svar ifølge JP.

Nørrebro Bryghus har indklaget 3F’s konflikt for Arbejdsretten, der i øjeblikket er i gang med at tage stilling til sagen. Ifølge flere iagttagere, kan udfaldet af sagen få betydning for konfliktretten i Danmark, fordi flere medlemmer af den siddende regering har givet udtryk for vilje til et lovindgreb i tilfælde af, at 3F vinder sagen.

Samtidig er der gang i en sag ved EF-domstolen, i forbindelse med svenske fagforeningers blokade mod lettiske arbejdere, der har organiseret sig i en lettisk fagforening, som ikke vil tegne overenskomst med den svenske fagforening.

I den sag er samtlige regeringer i EU blevet bedt om deres holdning til blokader, og her svarer den danske regering, at retten til at gennemføre en lovlig arbejdskonflikt over for en arbejdsgiver »er en integreret del af den måde, som det danske arbejdsmarked fungerer på«.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce