Statsminister Anders Fogh Rasmussens beslutning om at udskrive et folketingsvalg den 13. november 2007 betyder, at en urafstemning og et ekstraordinært årsmøde i Enhedslisten af afblæst – og at Asmaa Abdol-Hamid fortsætter med at være folketingskandidat for listen på sin nuværende plads.

Hun bliver derfor valgt til Folketinget, hvis listen får seks eller flere mandater i det nye Folketing.
»Vælger statsministeren at udskrive valg, inden der er besluttet en ny kandidatliste, er årsmødet aflyst, og partiet går til valg på den nuværende kandidatliste«, hed det i en udtalelse fra hovedbestyrelsesmødet i Enhedslisten den 14. oktober 2007.
Champagne og ikke et ord om Asmaa
Enhedslisten har efter valgets udskrivelse udsendt en pressemeddelelse, hvor Asmaa Abdol-Hamids kandidatur ikke nævnes med et ord. Til gengæld vil partiet lade champagnepropperne springe på folketingsgruppens sekretariat.
– Vi jubler over, at der endelig er udskrevet valg. Det giver mulighed for et nyt flertal imod den siddende regering. Det har vi brug for – for at sikre mere velfærd, mindre ulighed og et bedre miljø, siger Frank Aaen i pressemeddelelsen.
Han mener, at valget – set fra statsministerens side – har tre formål: dels at snyde offentlige ansatte for bedre løn- og arbejdsforhold, dels at undgå en folkeafstemning om den nye EU-traktat og dels at undgå de problemer, regeringen får i forhold til flere kommuners omgåelse af skattestoppet.
– Valget skal bruges til et opgør med den politik, Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard har stået for i seks år, siger Frank Aaen.
Sikre og usikre opstillingspladser
De fire Enhedslistekandidater, der regnes for »sikre«, er Johanne Smidt-Nielsen, der opstiller i kredsen København 1, Frank Aaen (Københavns Omegn 1), Line Barfoed, (Sjælland 1) og Per Clausen (Østjylland).
Der er til gengæld mere usikkerhed om, hvem der kommer ind i Folketinget, på de næste pladser, hvis Enhedslisten får stemmer til mere end de fire mandater.
Rune Lund (Fyn 1), Christian Juhl (Nordjylland 1) og Asmaa Abdol-Hamid (København 2) er placeret på de kredse, som med størst sandsynlighed fører til valg – men der er stor usikkerhed om rækkefølgen.
Men Asmaa Abdol-Hamid må dog regnes som »sikker« på en plads i Folketinget, hvis listen opnår seks eller flere mandater.
De næste pladser besættes af bl.a. Tue Tortzen (Vestjylland), Finn Sørensen (Sydjylland) og Jens Borking (København 3).
Valget betydet til gengæld et farvel til Jørgen Arbo-Bæhr og Pernille Rosenkrantz-Theil. Jørgen Arbo-Bæhr stopper på grund af partiets rotationsregler, mens Pernille Rosenkrantz-Theil ikke har ønsket at stille op til en ny periode – hun har siden i sommer desuden været på barselsorlov med Jens Borking som suppleant på tinge.
Champagne på Gråbrødre Torv
Det er ikke kun i Folketinget, at folketingsvalget fejres med champagne. Enhedslistens ungdomsvalgkamp stiller onsdag den 24. oktober kl. 17.00 op med »noget mousserende, musik og brandtaler« på Gråbrødre Torv i København.
Det sker »i anledning af, at vi nu kan komme af med Fogh«, hedder det i en intern skrivelse i Enhedslisten.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96