Annonce

19. oktober 2007 - 13:47

Asmaa-konflikt: Plakatkrig i Enhedslisten

Aktivister klæbede natten fredag den 19. oktober bydelen Nørrebro til med plakater med Enhedslistens logo, men med en tekst der forholder sig kritisk til, at listen på sit næste årsmøde muligvis sætter folketingskandidaten Asmaa Abdol-Hamid længere ned på kandidatlisten.

JPEG - 194.8 kb
Den uægte Enhedslisteplakat er udformet som listens logo. Den trues nu af overklæbning af medlemmer af Enhedslisten. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

Den falske Ø-plakat har provokeret andre medlemmer af Enhedslisten så meget, at de truer med at erstatte plakaterne med »andre gode plakater« i stedet.

Kritik af omvalg
De uægte Enhedslisteplakater er udformet som en taleboble på samme måde som Enhedslistens nye Ø-logo, og bærer overskriften: »Enhedslistens Maastricht – venstrefløjens nationale kompromis«.

I en pressemeddelelse begrunder Monique Larsen, der betegner sig som talsmand for »Et alternativ til venstre?«, overskriften:

– Den kommende afstemning om Asmaa Abdol-Hamid minder om de tidligere afstemninger, vi har haft om EU. Får man ikke i første omgang det resultat, man vil have, så tager man bare en afstemning til. Vi spørger derfor om venstrefløjen skal vedtage fire nye nationale forbehold?, siger hun.

– Enhedslistens medlemmer havde tiltro til Asmaa Abdol-Hamid, da de valgte hende. Forsvandt den tiltro med mediehetzen og de dårlige meningsmålinger?, uddyber Monique Larsen i pressemeddelelsen.

De fire forbehold
Resten af plakatteksten er udformet som fire »nye danske forbehold«:

»Vi går ind for religionsfrihed
– undtagen for troende muslimer
Vi mener, at kvinder har ret til at bestemme over deres egen krop
– med mindre de bærer tørklæde og hilser forkert
Vi fremmer minoriteters adgang til politik
– undtagen unge muslimske kvinder
Vi kæmper mod racisme
– med mindre meningsmålingerne går den forkerte vej«.

Plakaten er underskrevet med listens slogan »Enhedslisten – et alternativ til venstre«, og forsynet med valg-bogstavet Ø, der dog efterfølgende er forsynet med et »øh« og et spørgsmålstegn, så underskriften lyder: »Ø øh....?«

I pressemeddelelsen meddeler aktivisterne, at de har sat 500 eksemplarer af plakaten op, og begrunder det med det retoriske spørgsmål: »Ønsker vi en venstrefløj med de fire nationale forbehold eller en venstrefløj, der giver nationalismen en lige venstre?«, og besvarer det: »Enhedslistens medlemmer har et valg. Det har resten af venstrefløjen også.«

Trusler om overklæbning
Plakatopsætningen har straks udløst diskussion i Enhedslisten. Et initiativ blandt medlemmerne har besluttet at overklæbe plakaterne.

I en mail, der er sendt rundt blandt medlemmer af Enhedslisten på Nørrebro, begrundes overklæbningen med, at plakaterne ødelægger den interne partidebat om kandidatlisten og Asmaa Abdol-Hamids kandidatur:

»At lave sådanne anonyme plakater er med til at smadre den debat. De gavner ikke debatten. De gør faktisk intet andet end at skade Enhedslisten,« begrundet et medlem overklæbningen.

– Plakaterne udgiver sig for at være Enhedsliste-plakater, men det er de ikke. Derfor er det i orden at overklæbe dem med ægte Enhedsliste-plakater, uddyber et medlem af Enhedslisten til Modkraft.dk.

Opbakning til plakat
Det er dog ikke alle Enhedsliste-medlemmer, der er enige i den reaktion. Vagn Kofoed fra det nydannede netværk »Genvælg Asmaa« er imod at pille plakaterne ned.

– De fire punkter, der er opstillet på plakaten, dækker helt præcist mine holdninger i hele diskussionen om religion og politik, siger han til Modkraft.

Han understreger dog samtidigt, at netværket ikke har noget med produktionen af plakaten at gøre.

JPEG - 428.1 kb
500 falske Enhedslisteplakater var sat op på Nørrebro fredag den 19. oktober. Foto: Mark Knudsen/Monsun.
Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce