JBS valgte at trække fire reklamer tilbage, efter at sværvægtere i den danske fagbevægelse sammen med Dansk Kvinderåd, havde indbragt en klage til forbrugerombudsmanden med krav om forbud mod reklamerne.

Annoncerne for firmaet forestillede afklædte kvinder, der snusede til herreunderbukser fra firmaet.
Kritikken fik samme dag JBS til at fjerne reklamen fra selskabets hjemmeside. JBS’s direktør, Michael Alstrup forklarede beslutningen med, at firmaet ikke længere gad have bøvl. Han sagde samtidig, at kritikken formentlig ville have konsekvenser for JBS’s reklamer fremover.
– Jeg tror, vi er blevet rykket i en anden retning af det her, siger han til politiken.dk.
»Mænd vil ikke se på nøgne mænd«
Firmaets hjemmeside bringer imidlertid nu billeder fra en tidligere kampagne, der ikke alene ligeledes benyttede sig af afklædte kvinder som blikfang, men desuden er blevet kritiseret for homofobi.
»Men don’t want to look at naked men« lyder teksten på billeder og film med fotomodeller, der alene er iklædt underbukser fra firmaet.
På Modkraft kritiserede to homoseksuelle mænd tordag den 11. oktober annoncekampagnen fra JBS. Mads Ted Drud-Jensen, der i 2006 skrev en artikel om annoncekampagnen i PanBladet, kaldte annoncerne for homofobe, mens Peter Ussing, der er sekretær i arbejdsmarkedsudvalget i Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske, indskrænkede sig til at kalde dem dum-platte.
Ligestillingsnævn skal tage stilling
Selv om firmaet har kaldt de fire annonce tilbage, bliver sagen alligevel taget op over for ligestillingsministeren og Ligestillingsnævnet.
– JBS skal ikke slippe gratis fra en så nedladende reklamekampagne overfor kvinder i almindelighed, siger Johanne Schmidt-Nielsen, der er spidskandidat til Folketinget for Enhedslisten i en pressemeddelse.
– Jeg har derfor lavet en klage til Ligestillingsnævnet, for at få dem til at tage stilling til, om JBS kan dømmes for diskrimination,
Enhedslisten har samtidigt bedt ligestillingsminister Karen Jespersen om at forholde sig til reklamekampagnens betydning for ligestilling mellem kønnene.
– Karen Jespersen må melde klart ud, hvis hun overhovedet mener noget som helst om ligestilling mellem mænd og kvinder, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96