Besøgstallet på Modkraft sneg sig lørdag den 6. oktober et pænt stykke over 20.000 unikke besøgende – helt præcist 23.403 forskellige computere besøgte portalen på G-Dag.
Det var et besøgstal, der er fire-fem gange så stort som det gennemsnitlige daglige antal besøgende på den progressive internetportal. G-Dag blev altså også en slags M-Dag.

Aktiviststab
Modkraft havde sat et særligt beredskab op til dækningen af G13’s aktiviteter den 6. oktober.
G13’s åbne proklamation og mobilisering til en besættelse af Grøndalsvænge Allé 13 satte ikke alene den politiske dagsorden på dagen, men gjorde det også muligt for Modkraft at skabe et aktivistbaseret beredskab på portalens redaktion - og ude blandt aktivister, politifolk og drivende tåregas i København.
Og det blev samtidigt muligt at mobilisere portalens brugere som informanter og kilder på dagen.
Modkrafts redaktion bestod på G-Dag af omkring 15 personer, der varetog journalistik, foto-arbejde, teknisk og administrativt arbejde for at få nyhedsdækningen til at fungere optimalt.
Den faste stab på Modkraft var blevet suppleret med reportere, der ringede informationer ind om politibevægelser, demonstrationsaktiviteter og bataljer om magten på gaden, og med fotografer, der nøje fulgte og dokumenterede politiet og aktivisternes gøren og laden.
Modkrafts lokaler på Nørrebro var til gengæld bemandet med et sekretariat, der tog sig af registrering af nyhedsstrømmen og opdatering af nyhedsrullen.
Alt arbejdet var – som Modkraft i øvrigt – baseret på frivillig og gratis arbejde, hvis drivkraft er ønsket om en engageret nyhedsdækning, der er solidarisk, men også kritisk i forhold til dens brugere.
Modkrafts live-dækning af G13-aktiviteterne havde ikke kunne lade sig gøre uden denne hjælp – og derfor kan den faste redaktion ikke takke aktivisterne, der hjalp til på dagen, nok.
Uundværlige informationer fra brugerne
Det var dog ikke kun de frivillige aktivister omkring redaktionen, der ydede en uundværlig indsats og hjælp til Modkrafts dækning af G-Dag.
Der indløb i løbet af lørdag en lang række tips og nyheder fra brugere af Modkraft. Det var informationer som løb ind på både telefon, e-mail og sms’er.
Nogle brugere af Modkraft, der har ringet informationer ind til redaktionen, er måske blevet mødt af aktivister, der var lidt korte for hovedet, men telefonlinjerne og elektroniske informationsapparater glødede også heftigt – ikke mindst sidst om eftermiddagen, hvor G13-aktivisterne legede kispus med, men også blev brutalt jaget rundt af, politistyrkerne i Grøndalsvængekvarteret.
Overvældende nyhedsmængde
Nyhedsmængderne var i de perioder så overvældende, at Modkrafts journalister ikke kunne følge med – nogle væsentlige informationer og nyheder kom ikke længere end til notesblokkene, fordi nye oplysninger væltede ind og kom foran i køen til nyhedsrullen.
Flere historier - f.eks. om svenske civilbetjente, der holdt øje med svenske deltagere i aktiviteterne, blot for at nævne en enkelt vigtig historie - kom derfor ikke frem, og andre blev ikke fulgt op i løbet af dagen.
Redaktionen på Modkraft forsøgte at agere så godt, den kunne i hvirvelstrømmen af informationer – vi har sikkert ikke hele tiden foretaget alle de rigtige valg eller været tilstrækkelig præcise i vores beskrivelser af aktiviteterne, men vi synes selv, at vi har været med til at gøre en forskel.
Mails med ris og ros
Et tegn på, at det ikke er gået helt galt, er, at redaktionen har modtaget rigtig mange mails med spørgsmål, kommentarer og ros – ikke kun fra aktivister og unge, men også fra forældre og folk uden for Københavns-området.
Flere af de mails, redaktionen har modtaget, har også indeholdt kritik – langt de fleste i kontruktiv ånd, enkelte med hadefulde udfald – det sidste bl.a. fra folk, der ikke kan skelne mellem Modkraft og de aktivistgrupper, hvis aktiviteter vi har forsøgt at beskrive.
Et andet tegn på Modkrafts betydning er et skift, der er sket i forholdet til andre medier i løbet af det seneste års tid.
Modkrafts historier er altid blevet planket af andre medier og er indgået i fødekæden af nyheder. Men i det sidste halve år er Modkraft i stigende grad blevet refereret som kilde til historier. Modkrafts autoritet som kilde er – i al ubeskedenhed – vokset.
Et udslag af større opmærksomhed på Modkraft, som en alternativ nyhedsportal med evne til at følge aktivistaktiviteter, er, at Danmarks Radio lørdag den 6. oktober ringede og ønskede at lave et indslag om Modkraft.
Selv om Modkraft måtte »nøjes« med et 15 sekunders nyhedsindslag på landsdækkende tv i TV-Avisen kl. 18.30, fordobledes antallet af besøgende, der var på Modkrafts server samtidig, umiddelbart efter.
Oplevelsen af G-Dag
Modkrafts dækning af G-Dag indskrænkede sig dog ikke til den redigerede nyhedsrulle.
Dansk Folkemindesamling havde på G-dag lavet et eksperiment, hvor en lang række deltagerere i ungdomshusbevægelsen skrev om deres oplevelser og indtryk i løbet af dagen.
Mens nyhedsrullen gennem redaktionel distance til begivenhederne skulle forsøge at skabe overblik over situationen, måtte deltagernes indtryk gerne give indblik i den subjektive oplevelse af dagen, efterhånden som den gled frem.
De otte deltagere i eksperimentet, der var mellem 17 og 26 år, sendte 100 billeder og endnu flere sms’er frem i løbet af dagen. De to videnskabelige medarbejdere, der forestod indsamlingen, fortæller Modkrafts nyhedsafdeling, at deltagernes oplevelse havde flere fællestræk.
Deltagelsen i aktionen var for alle ventet med spænding og blev belønnet med en oplevelse af kollektiv begejstring. Alle berettede desuden om sammenhold og gik ud af dagen med en fortættet oplevelse af sejr – også selv om ingen havde undgået brutale møder med politistyrkerne.
En af deltagerne opsummerede dagen i et foto af sine fødder: »De trætteste fødder i København, der tilhører den gladeste dame«, lød hendes tilhørende tekst.
Elektronisk videreudvikling af livedækning
Modkraft har flere gange tidligere udviklet den journalistiske genre med »livedækning« minut for minut på en nyhedsrulle.
Den art journalistik på Modkraft blev først og fremmest udviklet under portalens dækning af aktiviteterne og optøjerne omkring rydningen af Ungdomshuset i marts måned.
Men som noget nyt kunne den på G-Dag den 6. oktober nu også modtages elektronisk på mobiltelefon. Det betød, at informationer fra nyhedsrullen også blev spredt blandt aktivister og demonstranter, lige så snart de var lagt på nyhedsrullen.
4.500 daglige unikke besøgende
Modkrafts dækning af Ungdomshusbevægelsen har været med til at øge antallet af brugere og læsere af nyhedsportalen. Modkrafts største besøgstal blev opnået i starten af marts måned, da vi dækkede aktiviteter, gadekampe og optøjer på (især) Nørrebro. Modkraft nåede her op på næsten 40.000 unikke daglige besøgende.
Selvom Modkraft ikke har kunnet holde fast i det rekordstore antal brugere siden, er besøgstallet på hjemmesiden alligevel steget markant.
Modkraft har nu et gennemsnitligt antal unikke besøgende, der ligger på omkring 4.500 – i dagene op til G-dag var mere end 5.000 unikke brugere inde og kikke på portalen. Det er mere end en fordobling af antallet i forhold til perioden før, Ungdomshuset blev ryddet.
Det nærmer sig en mediemæssig naturlov, at Modkraft har flest besøgende, når konfliktstof, debatter og kriser, der er vitale for venstrefløjen og de folkelige bevægelser, er dagsordensættende i det politiske landskab.
Men Modkraft vil naturligvis forsøge at fastholde så mange af de læsere og brugere, som nu har stiftet bekendskab med portalen, som overhovedet muligt – først og fremmest ved at fortsætte en videreudvikling af kritisk journalist på et progressivt grundlag.
Det stigende antal brugere har dog også en bagside. Den forøgede elektroniske trafik til Modkrafts server koster desværre flere kolde kontanter. Derfor må denne status over M-dag også ske på tiggermaner: Støt Modkraft økonomisk – det styrker bevægelsernes, venstrefløjens og andre progressive kræfter røst i den offentlige debat: Læs hvordan man kan gøre det her.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96