»Hvorfor havde vi ikke gasmasker med«

Det er »G-Dag«, lørdag den 6. oktober, og jeg skal følge den turkise blok, der skal forsøge at trænge frem til huset ved at forcere det højt beliggende banelegeme, der løber igennem kvarteret som en kinesisk mur.

Turkis blok på banelegemet ved siden af Grøndalsvænge Allé 13, 6. oktober 2007. Foto: Mikkel Jørgensen.

Tidligere på dagen har politiets informationschef Flemming Steen Munch fortalt, at politiet ikke vil lade demonstrationen komme forbi banen og ud i det mere åbne terræn ved krydset mellem Borups Allé og Hillerødsgade.

Herfra vil aktivisterne nemlig have forholdsvis fri adgang til Grøndalsvængegrunden, som politiet, skal det vise sig senere, er så forhippede på at forsvare, at de ikke viger tilbage fra massiv magtanvendelse imod demonstraterne, der konsekvent følger et ikke-voldskoncept.

Turkis blok bryder ud

På strækningen umiddelbart før viadukten under banen ved Fuglebakken station, hvor politiet har sat prop i, gælder det derfor om at være parat. Spørgsmålet er kun, hvornår den turkise blok bryder ud af hoveddemonstrationen og begynder at operere på egen hånd.

Det sker, da det enorme optog passerer Fuglebakkevej. Flere hundrede aktivister, alle klædt helt i sort, de fleste maskerede, sætter pludselig i løb op ad sidevejen i retning mod Mariendalsvej. Det er et velhavende villakvarter og i haverne og indkørslerne står beboerne og kigger måbende på gruppen, der passerer forbi i løb.

Flokken ved øjensynligt, hvor den vil hen. Behændigt manøvrerer man igennem villakvarteret. Først til højre, så til venstre, så til højre og så til højre igen.

Første møde med politiet
Så er politiet der. En hollændervogn bemandet med en gruppe urobetjente holder midt på Vagtelvej, ikke langt fra den bane, som det handler om at nå frem til og videre hen over for at tiltvinge sig adgang til Grøndalsvængegrunden fra sydøstlig retning.

Da aktivisterne løber hen imod den holdende hollændervogn, træder en civilklædt politimand ud midt på vejen og kaster med stor styrke en tåregasgranat direkte i hovedet på de forreste aktivister, der vælter rundt, da granaten eksploderer midt i mængden.

Gassen virker. Det er muligt at komme ud af gassen ved at løbe igennem den, men menneskelige reflekser tilsiger, at man trækker sig tilbage, når man angribes med gas forfra. Og det sker også her: Aktivisterne trækker sig tilbage ad Vagtelvej for at omgruppere, men igen slås gruppen tilbage med gasgranater, der kastes vandret ind i mængden.

Demonstranter på banelegemet ved Bispeengbuen lørdag den 6. oktober 2007. Mark Knudsen/Monsun.

De manglende gasmasker
Kasper, der var med i den turkise blok, er forbandet på sig selv og de andre i blokken:

– Hvorfor fanden havde vi ikke gasmasker med, spørger han.

– De stoppede os med fem mand. Havde vi haft de masker, kunne vi let have trængt igennem, om på den anden side af politiet.

Gruppen er dog stadig operationsdygtig: I stedet for at kæmpe sig igennem gasskyerne, beslutter man mere eller mindre spontant at komme hen til jernbanen ad en anden vej, gennem baggårdene tilhørende etagebyggeriet på Vagtelvej.

Kort efter braser op mod 100 aktivister rundt i krattet op ad baneskråningen for så at stå på selve baneryggen, ansigt til ansigt med knap 20 betjente bevæbnet med hunde.

– Det er nok hundene, der afskrækker os, siger Kasper.

– Plus at det er let for dem at bruge gas i den situation.

Tæt på gennembrud
I stedet bevæger gruppen sig sydpå, væk fra politiet. Målet er at komme over på den anden side af banen et sted længere henne, hvor man ikke skal kæmpe med både hegn og politi.

Det lykkes at finde et hul i hegnet, og nu står man endelig på stien på den nordlige side af banen, den der løber bag ved Grøndalsvængegrunden.

Men da man trænger frem ad stien, hen imod det eftertragtede hus, er politiet der igen.

Kasper beretter:

– På det sted er stien meget smal, få meter, og totalt omsluttet af tæt krat og hegn. Vi står på stien og har stiger foran i kæden. Vi venter på, at de sidste slutter op. Jeg står ikke langt fra fronten og kan se politiet 30 meter henne ad stien, omkring 30 betjente.

– Så angriber de og begynder at banke løs på de forreste med knipler, helt uhæmmet, de smadrer løs. Men vi står fast og begynder at skubbe i samlet flok, og får dem faktisk lynhurtigt skubbet tilbage og ud i buskadset.

– De fleste betjentene ligger eller står nu ude i den beplantning, der omgiver den smalle sti. På et tidspunkt »står« jeg nærmest oppe på to betjente, der ligger på stien, betjentene vælter rundt.

– Vi er på vej til at bryde fuldstændig igennem. I vejen for os står kun 6-8 betjente, men da de kan se, at vi er ved at vinde, smider de ekstreme mængder gas. Da jeg er fysisk anstrengt, gisper jeg efter vejret og trækker store mængder gas ind. Jeg føler, at jeg bliver kvalt.

– Jeg kan vitterligt ikke trække vejret i 30 sekunder, beretter Kasper, der efter lidt tid får kæmpet sig tilbage på banelegemet, hvor folk ligger og gisper.

Politiet angriber
Den næste time forsøger resterne af turkis blok at komme igennem. Men hver gang, man prøver en vej, støder man ind i tåregassen.

Ved en lejlighed, hvor folk er ved at kravle op af en dyb grøft, angribes de af omkring 30 betjente, der ikke er blege for at bruge kniplerne mod aktivisterne, som fra deres placering på den glatte skrænt er forholdsvis forsvarsløse. Folk vælter baglæns ned i bunden af grøften, en gruppe på omkring 10 kastes til jorden og anholdes.

Kasper siger:

– Vi var virkelig tæt på at komme igennem med 200 aktivister. Var vi kommet igennem, kunne vi måske have holdt Grøndalsvænge længere.

– Når politiet bruger så store mængder gas, kan man ikke gennemføre sådan en aktion uden gasmasker, konkluderer han.

Gul blok bryder igennem
Mens turkis blok således aldrig når frem og får grundlagt et nyt ungdomshus, lykkes det for gul blok, G13’s queer-feministiske islæt.

– Den gruppe, jeg var med i, trængte ind på grunden igennem et hul i hegnet, som vi selv havde klippet. Andre kom ind over porten i hjørnet af grunden, fortæller Ditte, der er i starten af tyverne.

– Vi tog opstilling i samlet flok midt på grunden og ventede på, at vi blev mange nok til at indtage selve huset. Efter noget tid var der een, der kravlede op på et tag og plantede piratflaget.

Berusende oplevelse
Liv, der også var med til at trænge ind på grunden, beskriver det på denne måde:

– Det var en totalt berusende oplevelse. Vi fik sindssygt meget gas ved viadukten på Borups Allé, men alligevel lykkedes det os at samles igen og komme igennem alle politiets forhindringer. Vi var rigtig mange, vi holdt sammen. Og vi kom ind på grunden sammen.

– Da vi kom ind på selve grunden, følte jeg både sejr og forvirring. Nu skulle vi jo i gang med at opbygge vores nye ungdomshus, oven i købet under meget pressede omstændigheder med politi, der omringede os fra alle sider, fortæller Liv videre.

Demonstranternes operationsdygtighed blev afgørende svækket af tåregassen. Alligevel lykkedes det gul blok at kommer ind på grunden og i huset. Foto: Mark Knudsen/Monsun.