Ud og se

Af Betina Dalgas

De fleste kender fornemmelsen. Du placerer dig i en togkupé, hvor det eneste, du umiddelbart har tilfælles med dine medpassagerer, er, at du, som de, skal transporteres fra en destination til en anden.

Der er tid nok til at studere og vurdere menneskene omkring dig, men det er sjældent isen bliver brudt, og de samtaler, der opstår, har et andet omdrejningspunkt end placeringen af en kuffert eller forespørgsler om »man måske må låne avisen…?«

Men ind imellem sker det alligevel. Isen bliver brudt ved et tilfælde, og du finder dig selv fordybet i interessante samtaler med mennesker, du ellers aldrig ville være faldet i snak med. Det var netop hvad, der skete for os.

Vi havde været i Esbjerg i tre dage. Tre intense, vidunderlige dage på kaffe, smøger og junkfood uden meget søvn, men fyldt med overraskelser, adrenalin og skæbne-historier, der skreg på at blive nedskrevet.

Vi var udsendt på en særlig mission – indsamling, redigering, dokumentation af vidnesbyrd og facts vedrørende den måneder gamle Ri-Bus-konflikt. Retsvæsenets, myndighedernes og i særdeleshed politiets overgreb på de fritstillede chauffører og deres sympatisører.

Alle med den mindste tilknytning til bus-konflikten kender til overgrebene. Ransagninger af folks hjem – uden ransagningskendelser, brutale anholdelser, hundebid, anholdte, der bliver nægtet lægehjælp, forlængelser af varetægtsfængslinger ude af proportion med sigtelserne etc.

Vores opgave var at indsamle oplysningerne, og den samlede dokumentation skulle herefter udmunde i en klage til International Labour Organisation (ILO).

Og gu’ følte vi os vigtige, som vi stressede rundt med vores bærbare PCere, vores diktafoner og vores mobiltelefon. Vi vadede ind i folks hjem, smækkede PCeren op på stuebordet og påbegyndte det ene interview efter det andet, førend vi overhovedet havde nået at få overtøjet af.

Vi indtog formanden for chaufførernes fagforening, Tony Skårups, kontor og svinede hans skrivebord til med askebægre, kaffekopper og papirer. Vi barrikaderede deres fax-maskine, så vi kunne få tilsendt vigtige dokumenter fra København, hvorefter vi hev printerkablerne ud af deres computere, så vi kunne få printet vores tekster ud.

At det så samtidigt var i disse dage, at de tre Ri-Bus-aktivister Bjørn Marcher, Peter Kleist og John Andersen blev løsladt efter otte ugers varetægtsfængsling, var det ekstra krydderi, der gjorde turen til det vestjyske til noget ganske særligt.

Vi formåede slet ikke at geare ned, førend vi satte snuden hjemad. Vi vadede ind i IC3-toget, besatte en siddegruppe og smækkede nok engang vores computere, mobiltelefon og diktafoner op på bordet, medens vi højlydt diskuterede vores indsamlede materiale og de juridiske aspekter i klagen.

Toget standser. Vi er nået til stationen efter Esbjerg – Bramming. Folk myldrer ind og ud af toget.

En pæn og nydelig ældre dame på omkring de 50,ulasteligt klædt i en lysegrå spadsererdragt og med lyserød silkeskjorte lukket i halsen med guldbroche, standser foran os. Hun dobbeltchecker sin pladsreservation og konstaterer smilende, at hun skal sidde i vores siddegruppe, om vi vil hjælpe hende med kufferten. Som sagt så gjort.

Og lige inden dørene smækker, kommer en yngre fyr med hængerøv i cowboybukserne, lædervest og træsko ind i vognen. Han skal også sidde i vores gruppe. Vi rykker sammen igen og placerer de bærbare faretruende tæt ved bordkanten, så han kan stille sin plasticpose med øl fra sig. Han hiver en krøllet cigaretpakke op af brystlommen og smider den på bordet. Ud af cigaretpakken stikker der en joint.

Toget sætter i gang, og min kollega, Moses, og jeg fortsætter upåvirket med, hvad vi har for. Jeg skriver videre, og Moses taler i mobiltelefon.

Den pæne dame finder et Alt for damerne frem af håndtasken, og fyren knapper en øl op, mens han skæver over min skulder for at se, hvad jeg skriver. Udenfor suser Jylland forbi.

Jeg er ved at nedskrive et vidneudsagn fra en ældre dame – Vera Jørgensen. Hun er gift med de fritstillede chaufførers kasserer – Villy Jørgensen, og blev derfor anholdt i sit hjem samtidigt med sin mand, da politiet under en ransagning fandt godt en halv million i kontanter hos ham.

Vera Jørgensen var meget syg, men blev alligevel nægtet lægehjælp under tilbageholdelsen.

Som jeg sidder og skriver dette, bliver jeg mere og mere vred. Veras historie er endnu et eksempel på politiets hæmningsløse brug af magt overfor sagesløse mennesker. Jeg bliver så vred, at jeg til sidst udbryder:

– Hvordan kan de behandle en gammel kone på 50 år på den her måde!

Der bliver helt stille. Før jeg får sagt sætningen færdig, ved jeg, at jeg har sagt noget forkert. Den pæne ældre dame overfor mig stivner et kort øjeblik. Alle passagerer i en radius af to meter har hørt mig, og alle ser på den ca. 50-årige dame i vores siddegruppe.

Som på kommando knækker alle totalt sammen af grin. Jeg kan mærke, at jeg er helt rød i kinderne, men den pæne dame har tilgivet mig. Isen er brudt.

Først snakker vi lidt om løst og fast. Damen, fyren, Moses og jeg. Moses og jeg fortæller om bus-konflikten og om det, vi har været i Esbjerg og lave. De andre to er begge fra Ribe, men ingen af dem har rigtigt fulgt med i, hvad konflikten går ud på.

Damen fortæller, at hun da godt så i fjernsynet, at de tre var blevet løsladt. Hun prøver at huske, hvad de hedder, men opgiver.

Fyren ved siden af mig vender sig om mod mig og fastslår, at der kun er én mand, der kan løse den konflikt.

– Hvis bare Jønke kom til, fastslår han.

– Så skulle de bare se løjer i Esbjerg.

Damen og Moses taler om løsladelsen, og så udbryder hun pludselig:

– Der er bare en ting, der irriterer mig – det så jeg selv på fjernsynet. Alle stod med en øl i hånden. Det ser altså ikke pænt ud.

Jønkesympatisøren ved siden af mig stivner, så rejser han sig halvt op i sædet og læner sig ind over bordet så PCere, dameblade og øl vælter rundt mellem hinanden.

Han stirrer på den pæne dame, og så tordner han:

– Det siger jeg dig. Når man har været inde og sidde, så har man kraftedeme lyst til en bajer, når man kommer ud. Du har jo aldrig siddet inde. Det har jeg!

Der er ikke nogen, der tvivler på, at manden ved, hvad han snakker om, og Moses og jeg bakker ham op.

Alt andet var det glædens dag i Esbjerg, den dag da de tre blev løsladt, og hvis der til løsladelsesfesten samme aften blev drukket tæt, skal vi være de sidste til at fordømme det.

Vi har alle tre, Jønkesympatisøren og de to betydningsfulde reportere, så travlt med at bekræfte hinanden, at vi først ikke lægger mærke til, hvad damen siger.

Først da hun gentager, lytter vi:

– Jeg har faktisk prøvet det, fniser hun.

Hun kigger rundt på os alle tre, og med et smil på læben forklarer hun om fætteren, der, mens hun var yngre, arbejdede i Esbjerg arrest.
– En dag, da vi var inde og besøge ham på hans arbejde, fik vi lov til at se cellerne, og jeg fik lov til at gå ind i en af dem. Så smækkede han pludselig døren, og det var bestemt ikke rart. Heldigvis åbnede han den et kort øjeblik efter, men jeg kan godt huske fornemmelsen.

Damen konstaterer dog eftertænksomt, at det nok ikke er helt det samme som at sidde inde – men alligevel. Pludselig liver hun op:

– Min mand har prøvet det.

Ordene snubler næsten over hinanden, mens hun fortæller. Det er ikke kun os, der lytter efter, samtalen ved vores bord har i den grad fanget vores medpassagerers opmærksomhed.

– Det var lige efter krigen. Min mand var mægtig god til alt sådan noget med dynamit, og han og en kammerat havde fundet noget et eller andet sted. Så havde de to lavet en kæmpe stor bombe.

Hun holder en kunstpause og kigger på os, mens hun nærmest undskyldende forklarer, at »vi ved jo nok, hvordan sådan nogle drenge kan være«.

– De to skulle jo prøve den her bombe, så derfor smed de den i Slotsgraven. Den eksploderede, og alle fiskene vendte bugen i vejret og døde. Men hvad de ikke havde regnet med var, at politiet ret hurtigt fandt ud af, at det var dem, der havde gjort det. Så de fangede min mand og satte ham i arresten, fordi han ikke ville sige noget. Efter tre timer fik han dog alligevel tungen på gled.

Hun ser lidt frem for sig og siger så:
– Dengang var han 12 år.

Der lyder halvkvalte lyde fra vores nabosiddegruppe, og en midaldrende herre er ved at få piben i den gale hals af bare grin.

De to, den pæne dame og Jønkesympatisøren, falder i snak om Ribe by. De har begge boet der hele livet.

– Min mand og jeg har haft en blomsterforretning på torvet i 28 år, siger hun stolt.

Jønkesympatisøren rynker brynene og ser intenst på hende:

– Jamen er det så din mand, der kører i den der varevogn?

Hun bekræfter, og nærmest samstemmende begynder de to højlydt at beklage sig over, hvor vildt manden kører i varevognen.

– Han er jo ikke rigtig klog, siger Jønkesympatisøren.

Og damen samtygger:

– Nej, og det har jeg også sagt til ham flere gange. En eller anden dag kører han kører han en over.

– Så må I da også kende Persille-Jens, siger fyren.

Damen tænker sig om:

– Måske gør min mand.

– Han er den eneste jeg nogensinde har slået, fortsætter fyren.

– Han slog min bedste ven ihjel.

Der bliver stille ovre ved nabobordet. Manden med piben lytter interesseret.

– Persile-Jens kørte min kammerat over, en dag han kom drønende i sin varevogn, mens han var fuld.

Jønkesympatisøren forklarer stødvist om kammeratens hund, der løb ud på vejen, om Persille-Jens, der kom drønende om hjørnet, og om det uundgåelige sammenstød.

– Så nu har jeg hunden, siger han eftertænksomt.

– Bagefter drak Persille-Jens en hel liter eddike, for at politiet ikke kunne måle, at han havde drukket. Men det ved jeg, han havde, så nu har jeg meldt ham for spritkørsel i hele Sønderjylland.

Det er svært at holde masken, manden ved nabobordet er efterhånden blå-lilla i hovedet af indestængt latter, men den pæne dame sidder med store øjne og kigger ømt på fyren over for sig.

Pludselig rejser fyren sig, griber sin cigaretpakke med jointen i og proklamerer med et stort smil, at nu vil han gå ud i mellemgangen og dyrke lidt jura.

Toget standser ved Odense station. Manden ved nabobordet rejser sig, og pakker sine ting sammen. Inden han forlader os, læner han sig ind over vores bord og takker hjerteligt for en hyggelig og i særdeleshed underholdende togtur.

Jeg pakker min PCer sammen. Der er lige som ikke rigtig brug for den længere.

Den pæne damer læner sig tilbage i sædet og smiler.

– Man kan opleve meget på sådan en togtur, siger jeg.

– Ja, så skal du næsten høre om dengang, jeg skulle til København og besøge min datter. Jeg kom ind i togkupeen. Ud over mig sad formanden for den lokale Venstrekreds der, og så fire unge mennesker, der skulle til København til en rock-koncert. Så var det, jeg tænkte, at jeg jo skule bruge seks timer sammen med dem, så jeg kunne lige så godt forsøge at få det bedste ud af det.

Den pæne dame fortæller, at de unge først havde henvendt sig til Venstremanden og tilbudt ham en stor cigar. For, som han sagde, så elskede han simpelthen, når mænd røg store cigarer. Venstremanden tog pænt imod den.

– Så pludselig spurgte en af de andre unge, om vi ikke ville have en bajer. Det kunne jeg jo ligeså godt, så jeg sagde ja tak. Men ikke nok med det. Lidt efter spurgte den same unge mand, om jeg ikke ville have et glas whisky, og så hev han en whisky-flaske op af sin taske. Så fik vi også whisky.

Den pæne dame kigger på os med et glimt i øjet, inden hun fortsætter:

– Da vi var cirka en times kørsel fra København, spurgte en af de unge pludselig, om vi ikke skulle ryge noget hash. Jeg blev helt forskrækket, det havde jeg jo aldrig prøvet før, men på den anden side syntes jeg heller ikke, jeg kunne sige nej, vel?

Vi ryster samstemmende på hovedet.

– Så tændte han den her hash-cigaret, og lod den gå på omgang både til mig og til den lokale kredsformand for Venstre, men jeg turde altså ikke rigtig indhalere, så jeg lod bare som om. Det lugtede også grimt.

Den pæne ældre dame, som jeg en time forinden i overført betydning havde kaldt for gammel, viste nu pludselig en helt anden side af sig selv, og mine forstokkede fordomme faldt til jorden med et brag.

Da hun var kommet til København, fortalte hun videre, havde datteren hentet hende på banegården.

Datteren havde spurgt til turen, og moderen fortalte, som sandt var, at hun da både havde drukket øl og whisky og havde røget hash med den lokale kredsformand for Venstre på vejen til København. Datteren havde senere ringet til sin far i Ribe, der åbenbart havde fået et sådant chok over hustruens udfoldelser, at han blev syg og måtte gå i seng.

– Da jeg kom tilbage fra København, blev jeg så modtaget af min seks-årige søn på trappen til vores hus med ordene: »Nu kan jeg altså ikke tage ansvaret for dig længere, mor.«

Toget er på dette tidspunkt trillet ind på færgen i Nyborg, og Moses og jeg går op i cafeteriet. Jønkesympatisøren og den pæne dame bliver siddende i toget med løfte om, at de nok skal se efter vores ting.

Desværre løber tiden fra os på færgen. Ikke fordi vi er fordybet i vores egen betydningsfuldhed i forhold til »missionen« i Esbjerg, men fordi de to mennesker, vi har mødt i toget, simpelthen har taget pusten fra os.

IC3-toget kører fra os i Korsør, og vi må tage et regionaltog det sidste stykke til København og hente vores bagage på Hovedbanegården. Af samme årsag ser vi aldrig vores to rejsefæller igen.

Betina Dalgas’ artikel blev bragt i Socialisten Weekend i december 1995.