Annonce

24. september 2007 - 12:02

Netaktion mod overvågning

Siden lørdag den 15. september er alle informationer om, hvem danskerne mailer, ringer eller sms’er til, blevet gemt på store datalagre hos teleudbyderne. Også hvilke hjemmesider man besøger, bliver registreret og gemt i ét år.

Årsagen er, at den såkaldte logningsbekendtgørelse er trådt i kraft. Bekendtgørelsen er en del af terrorpakken fra 2002, og medfører den mest omfattende overvågning af befolkningens kommunikation nogen sinde. Det har fået flere grupper op af stolene.

IT-Politisk Forening har været på gaden og uddelt cd’er, der kan beskytte folks private kommunikation, og Enhedslisten opfordrer til, at alle sender samtlige deres private e-mails CC til Justitsministeriet mandag den 24. september.

Overvågning kritiseret
Og ikke kun Enhedslisten er kritiske. Der er rettet skarp kritik fra såvel telebranchen som it-fagforeningerne. Selv tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET), Hans Jørgen Bonnichsen, har været ude med riven og udtaler i artiklen »Vi er alle mistænkte«:

– Når man efterforsker, gælder det om at finde nålen i høstakken, men her er det ikke nålen, man går efter. Det er alle borgere i dette land.

JPEG - 45 kb
Alle mails. sms’er, telefonopringninger og hjemmesidebesøg registreres og gemmes nu i et år som led i terrorbekæmpelse. Spild af tid og ressourcer, og et angreb på demokratiet, siger både politiske og faglige kritikere.

Han understreger også, at overvågningen ikke vil hjælpe i terrorbekæmpelsen:

– Man må konstatere, at der er masser af muligheder for at omgå registreringen, så argumentet om, at man styrker terrorindsatsen, er svær at få øje på.

Professor i strafferet ved Københavns Universitet, Vagn Greve, sammenligner i samme artikel, de nye regler med den tidligere østtyske stat DDR.

– En retsstat forudsætter, at borgeren har frihed. Her har vi at gøre med en kontrol, som er lige så vidtgående som i DDR. Det er stærkt kritisabelt og en udvikling i en retning af en overvågningsstat.

Selv Birthe Rønn Hornbech, folketingsmedlem for Venstre, langer ud efter den regering, hun selv er en del af:

– Den lov er ikke til at forstå for hvide mennesker, og den rammer så mange data, at det er en håbløs opgave for politiet at vide, hvor der skal ledes. Men forbryderne skal nok forstå at udnytte hullerne.

Fagforening afslører smuthuller
Fagforeningen PROSA har ikke alene kritiseret den intensiverede overvågning. PROSA, der organiserer it-professionelle i Danmark, har udgivet en cd, der beskriver, hvilke værktøjer man kan bruge for at undgå overvågning. Og det er tilsyneladende slet ikke så svært.

For eksempel kan man lade være med sende e-mails fra mailadresser hos danske teleudbydere som TDC eller Telia. Benytter man webmails som Gmail eller Hotmail, bliver man nemlig ikke registreret. Man kan også vælge at gå på biblioteket eller benytte computere på uddannelsesinstitutioner – her gælder regelsættet nemlig ikke.

PROSA er stærkt utilfredse med, at regelsættet igangsætter en vidtgående registrering af hele befolkningen, samtidig med at det som redskab i kampen mod terror er ubrugeligt.

– Loven skaber voldsomme forringelser af borgernes retssikkerhed og giver politiet stærkt udvidede beføjelser til aflytning og ransagning af blandt andet indholdet på private pc’er. Det er et mareridtssamfund, som det George Orwell beskrev i bogen 1984. Med lovgivningen er vi i fuld gang med at afskaffe borgerlige frihedsrettigheder, herunder retten til et privatliv, der er central for demokratiske samfund. Dermed er vi i Danmark selv ved at gennemføre et alvorligt angreb på det demokrati, som terrororganisationerne ønsker afskaffet og kriminelle kun har foragt til overs for, harcelerede formand for PROSA Peter Ussing i Industriens Dagblad idag.dk.

Også Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen opfordrede torsdag den 20. september til aktion mod logningsbekendtgørelsen:

– Vi opfordrer alle mennesker, der vil protestere mod overvågningen, til at sende deres mails direkte til Justitsministeriet. Hvis de er så interesserede i, hvad vi almindelige borgere går og laver, så skal de da få, hvad de vil have.
Johanne Schmidt-Nielsen mener, at aktionen kan sende et signal til Lene Espersen.

– Med aktionen vil vi vise Justitsministeren, hvad det er for nogle absurde datamængder og oplysninger, hun mener, der skal gemmes. I stedet for at snage i almindelige menneskers privatliv, burde hun lave nogle tiltag mod terror, der rent faktisk virker. Selv den dummeste terrorist kan finde måder at komme uden om de nye regler. Lene Espersen burde sikre den personlige frihed, frem for at krænke den.

Tom Behnke: Enhedslisten lyver
Enhedslistens aktion har fået de konservatives retsordfører Tom Behnke til at beskylde partiet for at lyve i en kommentar til netavisen epn.dk.

– Ved at opfordre til at sende alle mails til justitsministeren, så giver de en opfattelse af, at nogen overvåger, hvad man skriver, men man kan ikke se, hvad som bliver sendt.

Tom Behnke mener, at Enhedslisten lyver for at legitimere egne holdninger.
– Enhedslisten pisker en urimelig stemning op. Det taler for sig selv, og det er deres måde at gøre det på. For at legitimere sine meninger, laver de en løgnekampagne, og det viser, at de ikke har forstået det, siger han til epn.dk.
Dette får dog ikke Enhedslisten til at ryste på hånden. Og i en pressemeddelelse svarer partiet på anklagerne:

– Tom Behnke påstår, at vi skulle »give en opfattelse« af, at indholdet af digital kommunikation skulle blive overvåget. Det har vi på intet tidspunkt sagt, og dermed heller ikke givet en opfattelse af. Når Tom Behnke anklager os for at lyve og komme med faktuelt forkerte oplysninger, så skyldes det jo nok, at regeringen savner gode argumenter for at forsvare den nye overvågningslov.

– Såvel eksperter som almindelig sund fornuft, siger jo, at det er mange millioner lige ud af vinduet, og samtidig en krænkelse af den personlige frihed. Det burde Tom Behnke hellere forholde sig til, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce