Ægteparret Mohsen og Parasto Gholizadeh har søgt asyl i Danmark, fordi de ifølge egne oplysninger er efterlyst i Iran, og som bevis har de fremlagt en efterlysning fra de iranske myndigheder.
Men ifølge Udenrigsministeriets anonyme kilde i Iran er dokumentet uægte, og derfor skal de nu udvises fra Danmark.
Ingen kender den anonyme kildes identitet eller stilling, heller ikke de advokater, der er involveret i asylsagerne. Advokaterne ser heller ikke kildens udtalelser i original form, men udelukkende i form af et notat fra Udenrigsministeriet.
Men fra andre juridiske kilder i Iran er vurderingerne helt forskellige fra dem Udenrigsministeriets skaffer gennem sin hemmelige kilde. Og det i en grad, så danske advokater nu mener, at der kan rejses tvivl om den anonyme kildes oplysninger, hensigter og kompetence, skriver FUJ.
Udenrigsministeriets anonyme kilde har tidligere været voldsomt kritiseret i forbindelse med modstridende vurderinger af konsekvenserne ved udvisning til Iran.
Således blev en iransk mand i 1999 udvist fra Danmark, hvor han havde søgt asyl efter at have oversat og distribueret dele af Salman Rushdies bog De Sataniske Vers.
De danske myndigheder stolede på deres egen kildes vurdering af at en straf ville blive meget mild, selvom andre kilder mente, at straffen kunne blive særdeles hård.
Umiddelbart efter mandens ankomst til Iran forsvandt han, og er ikke set siden.
Ifølge chefkonsulent i Udenrigsministeriets flygtningesekretariat, Sven Wæver, er den juridiske kildes arbejde yderst risikabelt, hvilket forklarer hemmelighedskræmmeriet om kildens identitet.
I marts 2000 udtalte Sven Wæver til ugeavisen Socialisten Weekend:
– Det, der gang på gang skaber problemer, er, at vi af hensyn til kildens sikkerhed er nødt til at sikre anonymitet, for ellers har vi ingen kilder.
Af Martin Lindblom/Monsun Nyheder
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96