Hovedorganisationen FTF, der organiserer hovedparten af de offentligt ansatte, besluttede på et møde den 27. august at give sin samlede støtte til LO-forbundenes planlagte protester i efteråret. FTF vil deltage på eget grundlag og med egne materialer og kun en enkelt ting kan få FTF til at trække sig igen, nemlig udskrivelsen af valg. Protesterne er nemlig planlagt til at foregå enten den 2. oktober ved Folketingets åbning eller torsdagen før et eventuelt folketingsvalg.

Men i sidstnævnte tilfælde vil FTF altså trække sig ud. Forbundet opfatter nemlig ikke de generelle velfærdsprotester som noget partipolitisk, men sker de i forbindelse med et valg, er FTF bange for at det vil gå ud over deres uafhængighed, oplyser en repræsentant for forbundet til Modkraft.dk.
Udover fagbevægelsen har også elev- og studenterbevægelserne lagt mange kræfter i mobiliseringen til velfærdsprotesterne. Her er det især de planlagte nedskæringer, der vækker harme.
Ifølge Gry Poulsen, formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), starter elevbevægelsen allerede i september »en meget ambitiøs mobilisering« over hele landet, hvor der vil være aktioner og nedlæggelse af undervisningen.
Studerende og lærlinge mobiliserer
Ifølge Danske Studerendes Fællesråd (DSF) betyder den nye finanslov bl.a. at undervisning i små klasser erstattes af forelæsninger i store auditorier og at
holdøvelser bliver afskaffet.
– Hvis politikerne mener noget med deres evindelige snak om uddannelse i verdensklasse, så holder det ikke at skære ind til benet på den måde, siger Rune Møller fra DSF til Nyhedsavisen.
Han forudser massive strejker i landets universitetsbyer den 2. oktober og mener, at Slotspladsen foran Christiansborg bliver fyldt med demonstranter, hvis ikke forringelserne tages af bordet.
Også lærlingeorganisationerne og Erhvervsskolernes Elev-Organisation (EEO) vil starte en kampagne på landets skoler og byggepladser for at mobilisere de unge lærlinge til at slutte op om protesterne, skriver 3f.dk.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96