Hovedbestyrelsen i fagforeningen 3F har besluttet at kvitte den økonomiske støtte til valgkampe for Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten. Begrundelsen er organisationsslankning på grund af medlemstilbagegang.
Beslutningen koster alene Socialdemokraterne tre millioner kroner, så partiets valgbudget må reduceres fra cirka 15 millioner kroner til 11-12 millioner kroner.

3Fs beslutning handler kun om den centrale partistøtte. Forbundet opretholder fortsat det såkaldte »krone-til-krone«-princip, hvor lokalafdelinger der vælger at støtte politisk arbejde forsat får doblet beløbet med penge fra forbundet. Hvis en afdeling bruger 100 kroner på politisk aktivitet, spytter forbundet altså 100 kroner til.
Ikke et politisk brud
– Nogle vil blæse det her op til, at det er et afgørende brud mellem 3F og den traditionelle politiske del af fagbevægelsen. Det er slet ikke tilfældet, siger 3F’s forbundsformand Poul Erik Skov Christensen på hjemmesiden 3f.dk
– Når vi på den ene side trimmer og strammer 3F’s organisation og forlanger mere effektivitet af vores medarbejdere og mere fagforening for pengene, så kan vi ikke samtidigt lade millionerne rulle ud af bagdøren, siger han.
3Fs hovedbestyrelsen gav i 2005 ialt 7,2 millioner kroner til politiske partier ved folketings- og kommunalvalget i 2005. Ellers giver 3F ikke penge til politiske partier.
Poul Erik Skov Christensen siger i øvrigt, at beslutningen ikke ændrer ved, at 3F fortsat vil engagere sig fagligt og politisk i en kommende valgkamp og fortsat tale de svagestes sag.
Mindretal: Send et signal
Ikke alle i 3F’s hovedbestyrelse stemte for beslutningen. Formand for 3F i Horsens, Hans Sørensen, kalder det en rigtig dum beslutning.
– Jeg går ikke ind for, at 3F bruger en masse penge på partistøtte, men jeg synes til gengæld, at vi skal være med til at sende et signal om, hvad der politisk gavner vores medlemmer bedst, siger Hans Sørensen på 3f.dk.
– Jeg synes også, man bør se på, hvor stor den økonomiske skævhed i forvejen er mellem regeringspartierne og oppositionen.
Demokratisk problem
Den vurdering er den socialdemokratiske partisekretær Henrik Dam Kristensen enig i.
– Vi nærmer os et punkt, hvor vi har et demokratisk problem. For det giver altså store forskelle i, hvad man kan foretage sig i forbindelse med en valgkamp, siger han til Politiken.
Socialdemokraterne modtog op til folketingsvalget i 2005 godt 9 millioner kroner i partistøtte, fortrinsvis fra faglige organisationer.
Til sammenligning modtog Venstre knap 15 millioner kroner og Det Konservative Folkeparti knap 20 millioner kroner i støtte til deres valgkampe – pengene kom her især fra stærke interesseorganisationer som Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri, Finansrådet, men også fra store virksomheder - blandt andet AP Møller-Mærsk A/S og FLS Industries A/S.
SF og Enhedslisten modtog henholdvis 3 millioner og godt 1 ½ million kroner i støtte til valgkampen i 2005. En del af dette beløb var partiskat fra folketingsmedlemmernes lønninger til partikasserne, en del var tilskud fra faglige organisationer og enkeltmedlemmer.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96