Annonce

19. august 2007 - 22:44

Nazimarch endte i vold og kaos

Der var lagt op til lidt af hvert, da DNSB lørdag skulle marchere i Kolding. Forinden havde nazi-lederen Jonni Hansen i pressen meddelt, at han ikke kunne love at hans march ville være fredelig.

Marchen blev dog et flop for de danske nazister. Politiet turde ikke lade dem marchere ad den planlagte rute, men guidede dem i stedet fra deres biler ind på et græsanlæg, hvor de 80-90 nazister tog opstilling. Her foretog nazisterne flere angreb på både presse, tilskuere, politi og lokale antiracister, med det resultat at i alt otte nazister blev anholdt.

Antifascistisk modstand
Samtidig var to busser med københavnske antifascister tilbageholdt ved en indkørsel til Kolding, mens en politisk bred antiracistisk manifestation fandt sted i Stejlbjerganlægget. Denne manifestation var blandt andet støttet af Anti-Racistisk Netværk.

Efter demonstrationen, hvor blandt andet nazi-lederen Jonni Hansen blev anholdt, blev nazisterne eskorteret ind i deres i biler igennem et hul i en hæk. Et øjenvidne fortæller til Modkraft.dk:

– Politiet meddelte nazisterne, at de ikke længere kunne garantere deres sikkerhed, da de autonome var på vej. Nazisterne fik besked på, at de skulle ud af byen hurtigst muligt.

Nazi-ledere angrebet og fængslet
Dagen var dog ikke slut, da nazisterne var ude af byen. En gruppe DNSB-ledere, der efterfølgende vendte tilbage til Kolding for at tage imod Jonni Hansen, blev udenfor Kolding Politistation angrebet med flasker af 50 antifascister, og måtte flygte i sikkerhed inde på politistationen.

Søndag blev Jonni Hansen og en anden DNSB-leder varetægtsfængslet frem til 30. august for henholdsvis vold mod politiet og grov vold.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce