PET forsøger at hverve antiracister

Modkraft.dk har snakket med tre antiracister, der har det tilfælles, at de i løbet af de seneste år er blevet kontaktet af Politiets Efterretningstjeneste og forsøgt hvervet til at levere informationer – om såvel den yderste højrefløj som det antiracistiske arbejde.

Fremgangsmåderne har dog været vidt forskellige.

PET fisker i rørte vande

I foråret 2005 lå Ronnie i konflikt med dele af det venstreradikale miljø i København, som han i mere end ti år havde været en del af.

En dag, få uger efter konflikten havde toppet, var Ronnie på vej hjem fra sit arbejde, da han blev passet op af en ældre mand, der præsenterede sig som Per fra Politiets Efterretningstjeneste.

Per spørger, om Ronnie har lyst til at snakke, hvilket Ronnie blankt afviser med kommentaren: »Jeg har intet at fortælle dig, men hvis du har nogen informationer, så vil jeg da gerne have dem«.

Per ved tydeligvis, at Ronnie er aktiv antifascist – og samtalen kredser hele tiden om den yderste højrefløj.

Samtalen finder sted kort tid efter, at en større gruppe antifascister med jernrør og flasker har angrebet et møde i det højreradikale netværk Dansk Front, der var samlet på et bibliotek i Islev.

Per er bekymret over de gentagne angreb på højreradikale møder, og han henviser blandt andet til angrebet i Islev.

»Nogen kunne være kommet slemt til skade« siger han.

»Så længe de rigtige kommer til skade, er jeg ligeglad«, replicerer Ronnie.

Per prøver flere gange under samtalen, at stikke til Ronnies konflikt med dele af det venstreradikale miljø – blandt andet med sætninger som: »Er der ikke nogen, du er sur på?«.

I slutningen af samtalen fik Ronnie en seddel med Pers telefonnummer, som Per afleverede med ordene: »Hvis andre end dig ringer, så bliver nummeret lukket«.

Ronnie smed sedlen ud samme dag.

– Det er min klare opfattelse, at han fiskede efter informationer om konflikten mellem militante antifascister og grupper som Dansk Front og DNSB, fortæller Ronnie til Modkraft.dk.

– Samtalen i sig selv var ikke ubehagelig, men den usikkerhed, der bagefter kommer snigende, er det værste. Frygten for at det skulle skabe splid og mistillid nagede mig.

Straks efter samtalen kontaktede Ronnie en lang række venner og fortalte dem om episoden:

– Det er supervigtigt, at man med det samme gør så mange som muligt opmærksom på, hvad der er foregået. På den måde kan man vise sine politiske kammerater, at man intet har at skjule. Det værste man kan gøre, er at skjule det – så opstår der nemlig først mistillid. Mit råd til andre, der skulle blive kontaktet af PET, er derfor at fortælle oplevelsen videre til så mange som muligt så hurtigt som muligt, siger han.

Hvervningsforsøg efter Cafe Oskar-overfaldet

Samtalen med Ronnie foregik efter en række antifascistiske angreb på højreekstremister. I Jacobs tilfælde var det lige omvendt.

Han blev forsøgt hvervet som informant efter selv at være blevet overfaldet. Jacob var nemlig en af mødedeltagerne, da en større gruppe Dansk Front-medlemmer i november 2005 angreb et møde i Antiracistisk Netværk i Århus.

Sagen fik hurtigt stor medieopmærksomhed, blandt andet fordi der under mødet havde været en højreekstrem infiltrator tilstede, og fordi en byrådskandidat fra Enhedslisten blev kvæstet under overfaldet. Dertil kom, at en tilfældig forbipasserende videooptog overfaldsmænd, da de løbende forlod caféen.

Jacob slap uden fysiske mén efter overfaldet, men skulle alligevel afgive forklaring i sagen for at hjælpe til med opklaringen.

Da afhøringen var slut, spurgte den afhørende betjent, om Jacob havde lyst til at se billeder af de sigtede højreekstremister. Det ville Jacob gerne, og han fik besked om at, det skulle han gøre »ovre i Afdeling G«.

Da Jacob ringede dagen derpå for at få lov til at se billederne, fik han at vide, at Afdeling G var Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Under telefonsamtalen stod det dog hurtigt klart, at politiet havde en dagsorden: PET ville have noget igen.

– Betjenten, som var den samme, som tidligere havde afhørt mig om overfaldet, sagde direkte, at man ville have »noget igen – det er klart« for at vise mig billederne. Det havde jeg selvfølgelig ikke lyst til, fortæller Jacob.

– Det var i det hele taget en underlig oplevelse. Hvorfor ville de have en informant på venstrefløjen, når det var nazi’erne, der havde overfaldet os? Det virkede som om, at de prøvede at udnytte situationen og slå to fluer med et smæk. De fiskede helt klart efter at få interne informationer om den antiracistiske bevægelse, mener Jacob, når han tænker tilbage på episoden.

Fredericia

I Fredericia havde det højreekstreme netværk Dansk Front indtil sin nedlæggelse for nyligt en af sine mest voldelige og aktive afdelinger.

Fra foråret 2004 og frem til sommeren 2007 stod gruppen bag voldelige angreb på unge med tilknytning til det alternative ungdomsmiljø i Fredericia, blandt andet omkring Ungdommens Hus i byen.

Sidste efterår blev Signe kontaktet af PET. Signe har blandt andet stået som anmelder af flere antiracistiske arrangementer i Frederecia.

En dag ringede telefonen, og da Signe tog den, præsenterede en mand i den anden ende sig som værende fra politiet. Han spurgte, om de måtte komme forbi og snakke med hende.

– Jeg vidste jo ikke, om nogen var kommet til skade, eller hvad det drejede sig om, så jeg sagde selvfølgelig ja. Så snart jeg havde lagt på, gik der kun fem-seks sekunder, før det ringede på døren. De havde stået udenfor lejligheden og ringet til mig, fortæller Signe.

Hun fortsætter:

– De startede med at fortælle, at de var fra PET, og at de bare ville snakke. De gjorde mig opmærksom på mine rettigheder, og fortalte faktisk, at jeg var velkommen til at smide dem ud, hvis jeg ikke ville snakke mere.

Fra starten handlede samtalen om den yderste højrefløj og deres aktiviteter. Ifølge de to PET-folk kom de fra Århus, men var i Fredericia på grund af de mange voldelige aktiviteter fra byens nazi-miljø.

– Jeg var naturligvis meget nysgerrig efter, hvorfor de pludselig kom på besøg, og spurgte om de vidste, at der skulle ske noget. De var dog ikke specielt meddelsomme, og spurgte i stedet ind til, hvad der foregik i det antiracistiske miljø, fortæller Signe.

Det var ikke sidste gang, Signe hørte fra PET. Siden de besøgte hende, har de ringet flere gange for at aftale møder, hvad Signe dog har afvist. Senest ringede de dagen inden en antiracistisk demonstration i Fredericia i juni i år, hvor der verserede rygter om, at nazister ville møde op ved demonstrationen.

– De tilbød at sende sms’er om, hvor nazisterne opholdt sig i byen. Den slags har vi selv styr på, men jeg sagde ja tak, mest for at se om de ville gøre det. Der kom dog ingen sms’er på dagen, og vi holdt selv styr på de få nazister, der dukkede op, forklarer Signe.

For Signe var det absolut ikke en sjov oplevelse:

– I starten var jeg jo vildt nysgerrig, man vil jo gerne høre, hvad de har at sige, men deres eneste mål var tydeligvis at få informationer om, hvad antiracister i byen lavede. Det var meget frustrerende, at de gentagne gange kontaktede mig på trods af, at jeg ikke havde noget at snakke med dem om.

Signe er i dag flyttet fra Fredericia og er ikke blevet kontaktet, siden hun flyttede.

Disse tre historier er ikke de eneste. Modkraft.dk har kendskab til i hvert fald to sager mere, hvor antiracister er blevet kontaktet og forsøgt hvervet af PET til at levere informationer om militante højre- og venstreradikale aktivister. De to sager er fra henholdsvis Aalborg og København.

Ronnie, Jacob og Signe er opdigtede navne. De tre antiracisters navne er redaktionen bekendt.