Annonce

10. juli 2007 - 12:17

Arbejdsløse murere i aktion

»Vi forsvarer vores arbejde. Vi forsvarer vores arbejdsforhold. Vi forsvarer vores lønninger«.

Sådan lød parolerne på den løbeseddel, der med overskriften »Dette er alvor!« blev delt ud tidligt mandag morgen på Skanskas byggeplads på Havneholmen i København.

Omkring 100 murere og murerarbejdsmænd dukkede op på pladsen kl. 7.00 om morgenen sammen med otte arbejdsløse kolleger, der krævede at blive ansat i stedet for et polsk murersjak, som havde første arbejdsdag på pladsen.

De otte arbejdsløse murere og murerarbejdsmænd havde arbejdstøj, værktøj og ansættelsesbeviser med sig, og stillede hos Skanska byggeledelse med krav om at blive ansat i murerakkorden i stedet for polakkerne.

– Det kan simpelthen ikke passe, at dygtige danske murere skal gå på understøttelse, mens arbejdsgiverne importerer arbejdskraft, siger Lars Jensen, som er formand for Den Faglige Klub og bestyrelsesmedlem i murerklubben i Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i København til 3f.dk.

Skanska: »Et integrationsprojekt«
Murerne fik efter et par timer et møde i stand med Skanska Danmarks administrerende direktør Jan-Gunnar Glave, men uden resultat.

Ifølge Lars Jensen henholdt Skanska-direktøren sig til, at det er arbejdsgiveren, der ansætter og afskediger og bestemmer, hvem han vil have ansat. Murerne argumenterede for deres del mod det urimelige i, at samfundet skal betale understøttelse til ledige danskere, mens man importerer udenlandsk arbejdskraft til danske byggepladser.

– Hvis vi ikke protesterer så kraftigt, som det overhovedet kan lade sig gøre, vil det få lov til at sprede sig med øget import og samtidig øget dansk ledighed til følge, og derfor er det sidste ord ikke sagt i den sag, siger Lars Jensen til 3f.fk.

Ifølge Jan-Gunnar Glave er der imidlertid tale om et slags integrationsprojekt, »hvor ansatte fra forskellige steder roterer mellem forskellige pladser for at styrke samarbejdet internt i Skanska«.

Han understreger overfor 3f.dk, at de polske murere aflønnes på præcis samme måde og har præcis samme vilkår som danske kolleger.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce