»Det danske fængsel er en menneskeafviklingsanstalt«

Justitsministere, dommere og fængselsdirektører tegner typisk et lyst billede af landets straffeinstitution: Vi er langt fremme i forhold til lande som Rusland og USA for slet ikke at nævne lande i den tredje verden, hvis uhumske, rå fængsler vi alle kender fra film og avisreportager om uheldige danskere, der er blevet dømt for narkosmugling eller lignende.

I modsætning til disse rædselsanstalter er danske fængsler moderne, åbne og baseret på idealer om fangeudvikling og resocialisering snarere end hævn og ydmygende behandling.

Sådan lyder i hvert fald myndighedernes fortælling om det danske fængsel. Men hvad siger fangerne, de mennesker, som befinder sig i modtagerrollen i forhold til fængselsapparatet? Dem, der mærker det på egen krop og sjæl.

– Det er et brutalt rum, der fylder alle med had.

Sådan formulerer Kate Marie Vinther det. Og hun må vide, hvad hun taler om: Siden år 2000, hvor hun idømtes en tolvårig dom for narkokriminalitet, har skiftende fængsler udgjort den altdominerende ramme omkring hendes liv. Hun har afsonet i flere lukkede såvel som »åbne« indespærringsinstitutioner og har også siddet flere måneder i isolation i et arresthus i provinsen.

Fængslet er »et meget, meget negativt sted, et sindssygt negativt sted«, mener Kate Marie Vinther, der netop er løsladt efter 12 års indespærring. Foto: Mark Knudsen/Monsun

Modkraft.dk møder hende i hendes celleværelse i et udslusningspensionat i Lyngby, hvor hun venter på at blive løsladt i slutningen af juni 2007 efter i alt otte år bag tremmer. Og hun har gjort sig mange tanker om fængselsbrutalitet:

– Altså, jeg har virkelig tænkt meget over det her, forsøgt at studere fængslet for at kunne formulere, hvad det er, den institution gør ved mennesker, især selvfølgelig de indsatte, fangerne, men også alle dem, der arbejder i systemet: dem, der har til opgave at holde os indespærret. Jeg har set folk komme ind som venlige mennesker, både ledere, fangevogtere og fanger, og så er der gået tre måneder, og så er de fuldstændig brutaliseret. Det er et meget, meget negativt sted, et sindssygt negativt sted.

Kate Marie Vinther boede i 1990’erne i Costa Rica, hvor hun arbejdede som designer og var med sin egen beklædningsvirksomhed på vej til at erobre det nordamerikanske marked.

– Jeg skulle flytte til Miami, men så blev jeg anholdt i 1999 og anklaget for at være bagmand i en international narkokæde, beretter hun.

– En dramatisk, forrykt anklage selvom det skal siges, at jeg ikke var helt uskyldig: Jeg havde rent faktisk fungeret som tolk mellem forskellige kontakter i systemet.

Hellere i fængsel i Costa Rica end i Danmark
Hun nåede at sidde syv måneder i et fængsel i Costa Rica, inden hun blev udleveret til de danske myndigheder i starten af 2000. Og det med fængslet i Costa Rica er interessant. For umiddelbart skulle man tro, at fængslet i den latinamerikanske stat var værre end i det nordiske velfærdssamfund, og at hun var desperat efter at blive overflyttet til afsoning i trygge rammer i hjemlandet.

Sådan var det imidlertid ikke:

– Gennem min advokat kæmpede jeg med næb og klør imod at blive overflyttet til Danmark. Jeg ville meget hellere afsone i fængslet i Costa Rica.

– Men man må ikke tage fejl. Fængsler er, alle steder i verden og lige meget hvad, ikke rare, menneskelige steder, og dybest set er idéen om det etiske, gode fængsel vel også en begrebsmodsætning. Det ligger i fængslets begreb, at der tale om et ikke-humant sted. Men dermed er det ikke sagt, at det ikke er muligt at tale om værre og bedre fængsler, og jeg synes faktisk, at fængslet i Costa Rica var langt, langt bedre end fængslet her i landet. Det var et fængsel, som man bedre kunne komme igennem som menneske, og jeg mener klart, at vi kunne lære rigtig meget af systemet dernede.

Kan du beskrive forskellen på de to fængselssystemer?

– I Costa Rica kender de ikke isolationsbegrebet, der spiller en stor rolle i det danske system, hvor fangerne meget af tiden er afskåret fra kontakt med hinanden og fra deres familier og pårørende udenfor fængslet. I fængslet i Costa Rica er man sammen med mennesker det meste af tiden. Det er et »socialt fængsel«, og jeg oplevede, at hvor der her er megen splid mellem fangerne og mange konflikter, der var jeg dernede faktisk en del af et fællesskab.

Fangerne i Costa Rica levede sammen som en gruppe inde i fængslet, og selvom der selvfølgelig var vagter, så blandede de sig ikke særlig meget, forklarer Kate Vinther.

– De kom og tilså os om morgenen og om aftenen, og det var stort set det.

– Hvor det danske fængselssystem er bygget op omkring et vagtstyre og en idé om, at livet inde i fængslet skal være reguleret i detaljer, bl.a. gennem love og diverse forordninger, der er systemet dernede baseret på en slags fangeselvstyre, der jo i virkeligheden er meget mere resocialiserende og normaliserende i forhold til livet efter endt afsoning udenfor muren: Samfundet er jo også bygget på idéen om det selvansvarlige, selvstyrende menneske. En sådan rolle forberedes du ikke på i det danske fængsel, tværtimod.

– Måske kan man opsummere forskellen på denne måde: I Costa Rica var du frihedsberøvet, men ikke berøvet ansvaret for dit liv indenfor fængslets mure. I Danmark er man ikke alene frihedsberøvet gennem indespærring i fængslet. Man er også sat ind i en institution, der regulerer dig i et og alt, og denne udefrakommende totalforvaltning er altså utrolig destruktiv: Den nedbryder dig som individ.

Fængslet militariseres
Men skal et fængsel ikke netop være et ubehageligt sted? Det er vel ikke meningen, at fangerne skal have det rart derinde. Det skal jo være en straf at være i fængsel. Ikke et lejr- eller højskoleophold?

– Det er jo i sidste ende et holdningsspørgsmål. Et spørgsmål om din straffepolitiske overbevisning. Og det er rigtigt, at vi siden omkring 1980, hvor nyliberaliseringsbølgen for alvor tager fart, har set en slags tilbagevenden til en hævnorienteret straffepolitik. Men her må jeg minde om, at det danske system stadig – i retorikken i hvert fald – bekender sig til idealet om det resocialiserende fængsel. Tidligere fængselsdirektør og senere ombudsmand Lars Nordskov Nielsen formulerede dette ideal i en berømt sætning. Han sagde: »Frihedsstraffen er straffen i sig selv, og vi skal mindske den skade, som vi forvolder på mennesker gennem fængsling«.

Ifølge Kate Vinther bevæger det nuværende system sig længere og længere væk fra den humanisme, der kommer til udtryk i Nordskov Nielsens formulering. En udvikling, som hun mener, at den nuværende regering har en stor del af ansvaret for.

– Nu drejer det hele sig om det, som justitsminister Lene Espersen kalder kontrol, fasthed og konsekvens.

– Man har, bl.a. med den nye straffuldbyrdelseslov fra 2002, på alle mulige måder ændret regimet i mere repressiv retning: Det socialpædagogiske fængselspersonale, lærer, socialrådgivere osv., erstattes således i stigende grad af uniformeret personale; man har indført obligatoriske urinprøver for alle fanger; der er flere narkohunde; der er opsat hegn omkring de »åbne« fængsler; overalt er der kameraer; reglerne for udgang og prøveløsladelse er blevet skærpet osv.

– Sikkerhedsbesættelsen, altså den idé, at vi hele tiden er truet og skal beskytte os imod alle mulige farer, har vundet over resocialiseringstanken. Den militariseringsproces, der med »krigen mod terror« gennemsyrer mere og mere af kulturen i hele den vestlige verden i disse år, er også krøbet ind i de danske fængsler, hvor den sætter et hæsligt fodaftryk.

Modstand som overlevelsesstrategi
I starten reagerede Kate Vinther på oplevelserne i fængslet med et ekstremt had rettet imod »retssystemet« og især de mennesker – anklagerne, dommerne, politiet, de uniformerede fængselsvagter – der personificerer det anonyme system:

– Jeg havde nogle år derinde, hvor jeg var meget utilnærmelig. Det var meget destruktivt, fortæller hun.

– Hvis ikke jeg skulle destruere mig selv, var jeg nødt til at omsætte det i noget konstruktivt. Efterhånden lykkedes det mig at rette det udad, omsætte det i kamp, bl.a. i kampen for at lov til at bruge tiden på at tage en uddannelse på universitet, hvilket, på trods af alle de fine hensigtserklæringer om rehabilitering gennem uddannelse, var op ad bakke fra starten, en virkelig kamp for at få lov til at lære.

Senere i forløbet får hendes kamp en bredere og mere politisk dimension. Efterhånden som hun overflyttes til mere åbne institutioner, engagerer hun sig sammen med andre fanger, og ressourcepersoner udenfor fængslet, i den fangepolitiske kamp, der havde stor fremdrift i 1960’erne og 1970’erne, men som har ekstremt trange kår i dag.

Således har hun taget initiativ til foreningen Indsigt, der især skal arbejde på at forbedre fangeres mulighed for at få meningsfuld uddannelse; en akut mangel ifølge en nylig undersøgelse fra Danmarks Pædagogiske Universitet, der viser, at 80 procent af fangerne ikke modtager nogen form for uddannelse under deres afsoning.

Og så skal foreningen give fangerne en stemme:

– Hvor er fangerne henne i dag? Man taler om dem. Man taler til dem. Men ikke med dem. Fangerne er blevet tavse. Jeg vil gerne medvirke til, at de kommer til at tale igen, at de bliver subjekter og ikke bare objekter, siger Kate Vinther.