Nyliberal kreativitet

En CEPOS-udgivelse, skrevet af ingen ringere end Henrik Fogh Rasmussen, statsministerens søn, er ifølge Nyhedsavisen så fyldt af faktuelle fejl og uunderbyggede postulater, at en universitetslektor i samfundsvidenskabelige metode, som avisen har spurgt, ville dumpe den, hvis den havde været en universitetsopgave.

Idylliseringen af de amerikanske tilstande holder ikke i Henrik Fogh Rasmussens bog.

Hen over to sider gennemgår avisen en række af bogens centrale påstande, der alle skal bidrage til at tegne et indbydende billede af de sociale og økonomiske forhold i USA, nyliberalisternes ønskesamfund per exellence.

For hver af påstandene, der har form a la »der er ikke flere hjemløse i USA end i Danmark« og »det amerikanske sundhedsvæsen er bedre end det danske«, viser avisen, gennem en kritisk gennemgang af Fogh Rasmussens kilder, at påstandene i bedste fald er yderst tvivlsomme. I værste fald forkerte.

Forlagt avisens konklusioner udtaler statsministersønnen:

– Man kan ikke forlange i en debatbog, at forfatteren dobbelttjekker alle de oprindelige kilder. Hvis det var et magisterværk, var det noget andet. Men havde jeg vidst, at tallene var forkerte, havde jeg selvfølgelig ikke brugt dem i bogen.

Ifølge Carl Pedersen, der er lektor i amerikansk historie og samfundsforhold på Københavns Universitet, kan Fogh Rasmussen dog ikke redde bogens troværdighed ved at henvise til, at der ikke er tale om rigtig videnskab:

– Det er manipulation. Han er ude i et ideologisk ærinde om en minimalstat, og så har han bagefter forsøgt at få tallene til at passe til en konklusion, udtaler han til Nyhedsavisen.

En nyliberal kampagne
Siden Fogh Rasmussens far, Anders Fogh Rasmussen, i 1994 udgave hans berømte bog om socialstatens elendighed og minimalstatens velsignelser har det været så som så med nyliberale ideologifremstød herhjemme.

I hvert fald indtil for nylig: For her på det sidste er den danske offentlighed på det nærmeste blevet tæppebombet med bøger, der advokerer en omvendelse til frimarkedsteologien.

Udover Henrik Fogh Rasmussens bog kan bl.a. nævnes David Gress’ ’Velstandens kilder’ og Ole Birk Olesens ’Taberfabrikken’.

Denne »regn« af nyliberale indslag kunne umiddelbart forlede offentligheden til at tro, at ideerne om det frie marked og konkurrencestaten helt spontant havde udviklet sig til et nærmest folkeligt projekt, der diskuteres her, dér og alle vegne.

Men sådan forholder det sig imidlertid ikke: Kigger man nærmere efter, viser det sig, at der er en tæt, internt forbindelse mellem de forskellige fremstød, en forbindelse, der rækker udover det ideologiske slægtsskab.

Henrik Fogh Rasmussens bog er således udgivet af den nyliberale tænketank CEPOS. David Gress er tilknyttet samme institution. Og Ole Birk Olesens bog er finanscieret af Saxo Bank, der støtter CEPOS og i øvrigt også det nye (nyliberale) parti, Ny Alliance.

Ny Alliance har bidraget til indtrykket af en oprustning på den nyliberale fløj, der over en kam føler sig svigtet af det, der opfattes som Anders Fogh Rasmussens »socialdemokratisering« efter regeringsskiftet i 2001.