I opholds- og teltlejerne omkring Heiligendamm kunne man i dagene under G8-topmødet møde aktivister, der insisterede på at være maskerede, også selvom der ikke var det mindste optræk til ballade endsige politi i nærheden.
Spurgte man til deres påklædning, henviste de til de evigt cirkulerende politihelikoptere og gav det, der kunne opfattes som et lettere paranoidt svar: »Politiet tager billeder af os fra luften«.
Nu viser det sig, at der ikke var tale om konspirationsfantasier. Demonstranterne blev rent faktisk fotograferet fra luften. Og ikke nok med det: Det var det tyske militær, der stod for overvågningen.
På forespørgsel fra Hans-Christian Ströbele, parlamentsmedlem for partiet De Grønne, indrømmede det tyske forsvarsministerium tirsdag den 12. juni, at politiet i forbindelse med topmødet havde rekvireret luftassistance fra militæret i form af to jagerfly af typen Tornado.
Om formiddagen den 5. juni, dagen før etableringen af den store blokade, overfløj et af disse fly Camp Reddelich, en af i alt tre lejre, i 150 meters højde og tog billeder af de tilstedeværende demonstranter. Billederne blev efterfølgende overgivet til politiet.
Ifølge Ströbele er en sådan operation forfatningsstridig:
– Når man indsætter opklaringsjagerfly, der normalt bruges i Afghanistan, i demonstrantovervågning, så overskrider det alle grænser for teknisk politiassistance, udtaler han til Spiegel Online.
Ifølge tv-stationen NDR’s hjemmeside kræver partiet Die Linke nu en parlamentsdiskussion af myndighedernes indenrigspolitiske brug af militæret i forbindelse med G8-topmødet.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96