»433 politibetjente såret – heraf mellem 30 og 41 alvorligt«.
Den voldsomme udmelding kom fra tysk politi i søndags, ovenpå sammenstødende i Rostock forud for G8-topmødet. Men tallene viser sig nu, i bedste fald at være stærkt overdrevene.
Det er den tyske venstrefløjsavis Junge Welt, der har undersøgt tallene. Status den 5. juni var, at én betjent fortsat var indlagt på hospitalet, mens en anden netop var udskrevet efter endt behandling. Foruden disse to havde ingen andre betjente været indlagt på hospitaler i området.
Ifølge Junge Welt har politiets pressetalsmand ikke nogen god forklaring på, hvorfor »alvorligt sårede« betjente ikke er set på hospitalerne. Talsmanden mente, at man havde vurderet politibetjentenes tilstand, som værre end den i virkeligheden var, og derpå havde offentliggjort de forkerte oplysninger.
På spørgsmålet om, hvorfor politiet i Rostock ikke har dementeret de forkerte tal, svarer politiets talsmand:
– Hvis vi ville dementere det nu – hvem ville vi så kunne sælge det til?
Men politiets fiktive tal har allerede haft den muligt ønskede effekt. I hvert fald var politikere fra både de konservative partier CDU og CSU samt fra Socialdemokratiet ikke sene til at foreslå, at det tyske anti-terrorkorps GSG-9 skulle sættes ind mod demonstranterne under topmødet i kystbyen Heiligendamm.
CSU’s indenrigspolitiske ordfører, Stephan Mayer, siger således til avisen Der Spiegel:
– Nu er det nok! GSG-9 må målrettet anholde voldsmændene fra den sorte blok. Retsstaten må ikke lade sig diktere af kaoternes dagsorden.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96