De seneste tal fra urolighederne i Rostock den 2. juni nævner op mod 1.000 kvæstede mennesker – delt nogenlunde ligeligt mellem politi og demonstranter. De heftige sammenstød har ryddet forsiderne på alverdens medier, og har desuden, ikke overraskende, udløst gensidige beskyldninger, afstandtagen og fordømmelser mellem de etablerede organisationer og partier og de erklæret militante grupper fra den såkaldte sorte blok.
I en pressemeddelelse tager for eksempel Enhedslistens folketingsmedlem Rune Lund utvetydigt afstand fra de militantes opførsel:
– Det er uacceptabelt, at der er et mindretal i demonstrationen, der ikke respekterer, at demonstrationens fælles grundlag var en fredelig demonstration for en social og grøn globalisering. Den aggressive fremfærd fra det tyske politi legitimerer ikke, at nogle af demonstranterne griber til vold.
Rune Lund ærgrer sig desuden over, at urolighederne stjal mediernes opmærksomhed fra de 80.000, der demonstrerede festligt og fredeligt, og dermed lægger han sig på linie med både Greenpeace og Attac, der giver den sorte blok ansvaret for urolighedernes udbrud, men samtidig påpeger, at politiet optrådte både provokerende og brutalt.

I en pressemeddelelse fra den tyske afdeling af Attac, hævdes det, at kampene startede, da medlemmer af sort blok angreb en parkeret politibil på havneområdet og kvæstede to betjente, men at begge parter var lige ansvarlige for eskalationen af urolighederne.
Ifølge Attac reagerede politiet uforholdsmæssigt og overfaldt flere gange helt fredelige demonstranter på trods af at demonstrationsledelsen gennem intensiv kontakt med politiledelsen forsøgte at nedtrappe konflikten.
Omvendt kalder Attac de gentagne angreb fra sort blok på politifolk, der var ved at trække sig tilbage, for »fuldkommen ansvarsløse«.
Læs pressemeddelelse fra Enhedslisten
Læs debatindlæg på Modkraft.dk: »Spillet efter Rostock«
Se fotos og reportager på Indymedia.de
Læs Modkraft-artiklerne:
G8-protesterne: Politi og sort blok stjal mediebilledet
G8-modstander: Festen skal forstyrres
Enhedslisten: civil ulydighed styrker demokratiet
Læs Kontradoxa-artiklerne:
»Optakt til G8: Endelig sker der noget«
»G8 imperialister, vi er på vej!«
Se Tidsskriftcentrets linksamling:
»Gegen G8«
Sort blok: Vi viste styrke til at kæmpe imod
Blandt de militante er historien imidlertid anderledes. Ifølge repræsentanter herfra var det politiet, der startede angrebene, og i deres objektiv er de voldelige sammenstød et bevis på bevægelsens styrke til at kæmpe imod frem for at nøjes med symbolske protester.
En af dem, der deltog i den sorte blok var 22-årige danske Laurits, der læser på universitet. Han havde ikke regnet med, at der ville opstå militante konfrontationer før senere på ugen, og var derfor overrasket over udviklingen.
– Det var klart politiet, der udløste balladen. De var ekstremt aggressive overfor demonstrationen, og har også været det i hele optaktsfasen med deres ransagninger, brevkontrol, demonstrationsforbud osv. Talsmænd for hele demonstrationen delte også dette synspunkt. I hvert fald udtalte de også fra scenen, at det var politiet, der var problemet, fortæller han til Modkraft.dk.
I alle medier hører vi, at I bare er voldelige ballademagere, der hærger og destruerer. Er det ikke kontraproduktivt at konfrontere politiet på denne måde? Skaber volden noget positivt?
– Jeg vil godt lige starte med at sige, at der altså ikke eksistere det der modsætningsforhold og polarisering mellem de fredelige og »gode« demonstranter og så de voldelige og »dårlige«. Selvfølgelig er der nogen at de ikke-militante, der tager afstand fra os sådan en dag som i dag. Men de fleste, sådan oplever jeg det, er med os. Der var et fedt sammenhold i hele demonstrationen. Det var ikke sorte demonstranter mod ikke-sorte. Det var primært demonstranter uanset farve imod politiet, mener Laurits.

– Men angående volden, eller konfrontation, som jeg hellere vil kalde det. I forhold til sidste G8 i Skotland i 2005, hvor det var meget konsensussøgende med Bono og Bob Geldorf og hele det dér show, der talte for, at man skulle stille krav til G8 og dermed gå i dialog med dem, der synes jeg, at vi fik vist, at G8 ikke er legitimt. Man skal ikke stille krav til dem, men bekæmpe dem. Denne gang var det i hvert fald ikke Bono, der stillede dagsordnen.
– Men så skal man altså også huske på, at volden i vid udstrækning er en reaktion på politiets adfærd, på deres repression, der er helt ekstrem i forbindelse med det her topmøde.
Hvordan vurderer du begivenhederne i dag, set fra jeres perspektiv?
– Jeg synes, at det var en sejr for os i dag. Vi var sindssygt mange, selvfølgelig primært aktivister fra Tyskland, men også fra hele Europa, fra Sverige, Norge, Danmark, Holland, Belgien. Man har fået testet styrkeforholdet, og vi fik set, at vi er stærke. Vi havde styrken til at kæmpe imod.
Vil volden ikke skræmme de fredelige demonstranter væk fra resten af protesterne?
– Det håber jeg da ikke. Som jeg sagde før: Jeg oplevede, at der var et godt, stort sammenhold i den demonstration. Jeg tror ikke, at det skræmte folk væk.
Hvordan er dine forventninger til resten af ugen?
– De næste dage vil blive mere stille og rolig. Men onsdag kommer blokaden, og den er altså seriøst ment, så det bliver alvor. Den sorte blok, der er styrket nu, vil formentlig slå igen med minimum samme slagkraft, vurderer Laurits.
Kritik: »Sort blok bør stå ved deres militans«
28-årige Tobias fra Tyskland deltog også i demonstrationen den 2. juni. Han er bosat i Danmark, men har en baggrund i den venstreradikale nordtyske organisation Avanti. Grundlæggende distancerer han sig ikke fra den sorte blok eller militant forsvar af demonstrationer, men hans opfattelse af urolighedernes opståen ligger alligevel tættere på Attacs end på Laurits’:
– Der er ingen tvivl om, at politiet provokerede og var meget brutale, men der var også mange fra sort blok, der ville slås. Man kunne mærke på forhånd, at mange havde som mål at lave ballade, og selvom politiet altså provokerede meget, var det ikke dem, der startede angrebet, fastslår Tobias.

– Men egentlig synes jeg diskussionen om, hvem der begyndte er ligegyldig. Det, der undrer mig, er strategien fra sort blok.
– I stedet for at finde på undskyldninger om at det var politiets skyld det hele, burde de hellere være ærlige og stå ved deres politik, og at de er militante. Forsvar dog den militante strategi i stedet for.
Som eksempel på en situation, hvor det var helt på sin plads at gribe til et militant forsvar, nævner han demonstrationen i Hamborg den 28. maj, hvor mindst 1.000 betjente omringede en anmeldt demonstration og chikanerede deltagerne groft. Politiprovokationen udløste omfattende gadekampe.
– I forbindelse med den demonstration var der tale om et »ægte« forsvar. Jeg står ikke på sidelinien og kritiserer, for jeg synes militante metoder kan være helt legitime, men det kræver større ansvar og ærlighed, end man så i Rostock.
Tobias kan ikke svare entydigt på, hvorfor de militante ikke står ved deres metoder, men gætter på, at mange simpelthen mangler det teoretiske grundlag for den militante modstand.
– For en del er det sikkert også bare en event uden særligt politisk indhold. Og det er da et politisk problem, for når man gør sådan noget, skal man også være ansvarlig – altså ikke tage personligt ansvar, men stå ved, hvad man gør, og ikke mindst passe på hinanden.
Ifølge Tobias optrådte mange af de militante groft uansvarligt, og som konsekvens af det er en hel del af de kvæstede demonstranter ofre for det, der på militær jargon kaldes »friendly fire« – de blev med andre ord ramt af de militantes sten, og flere kom alvorligt til skade på den bekostning.
Derimod ryster han på hovedet af rygterne om, at en betjent skulle være stukket med kniv af en autonom:
– Det har jeg meget svært ved at tro på! Jeg har aldrig i mine 15 år i politik oplevet autonome have kniv med til demonstration. Hvis historien er sand, tror jeg i hvert fald ikke det var en politisk person.
Hvilken betydning tror du, urolighederne får for de kommende blokader?
– Først og fremmest er politiet nu meget sure! Men det er svært at sige, hvad det betyder for blokaderne. Der er mange »almindelige« mennesker involveret i dem, og nogle af dem trækker sig måske lidt, siger Tobias og understreger, at det hans helt personlige vurdering.
– Jeg tror ikke, at politiet vil tillade noget som helst ulovligt, heller ikke selvom det bare er fredelig civil ulydighed. På den måde har politiet også haft gavn af de militante sammenstød. Den utrolige voldsomhed i konfrontationerne kan politiet selvfølgelig bruge offensivt til at skabe en angstfyldt stemning omkring blokaderne.
Og politiet har da også skruet op for blusset. Ifølge politiets talsmænd er sikkerheden skærpet, og alle der ser det mindste autonome ud, bliver udsat for massevisitationer, skriver Politiken.dk.
Ifølge politiet sker det af hensyn til de fredelige demonstranter:
– Vi er forberedte og vil jævnligt gribe ind, hvis der kommer yderligere voldshandlinger i løbet af de kommende dage. Det er vores pligt at sikre, at fredelige demonstranter kan udtrykke deres holdninger uden voldelige afbrydelser, udtaler politiets talsmand Jessica Wessel således til nyhedsbureauet AP.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96