Optakt til G8: Endelig sker der noget

Af Anti-G8-aktionsgruppen

På vej til Heiligendamm for at blokere G8-topmødet stopper antikapitalister fra Tyskland og hele verden i Hamborg for at konfrontere Asien-Europa-mødet.

Endelig sker der noget.

Vil G8 2007 blive åbningssalven til en ny cyklus i kampen mod kapitalen, måske den sidste givet omfanget af den nuværende økologiske krise? I to år har den tyske autonome bevægelse og især dissensnetværket mobiliseret til det her over hele verden, fra USA til Tyrkiet. Aldrig har der været mere på spil: »Krigen mod terror« har kastet en skygge over bevægelsen, men i Tyskland kan vi anarkister og autonome generobre initiativet ved at vinde en sejr i kampen imod kapitalen.

Den moderne inkarnation af den autonome bevægelse er klart anarkistisk, ret ung og ret punket. Selvom bevægelsen har været i tilbagegang de seneste år, så ser det ud til, at det her G8-møde i Tyskland har forenet de ofte splittede og selv-kritiske autonome.

Foto: indymedia.nl

Politiets raids på anti-G8-centrerne tidligere i maj har også haft en mobiliserende effekt. Til politiets store ærgrelse har den aktion givet bagslag i medierne, og nu ser det ud til, at store dele af medierne, og endda af offentligheden, er på dissidenternes side.

Og hvad mere er: I »Røde Hamborg«, hjemsted for opstande, pirater og et berømt antifascistisk fodboldhold, er det ofte svært at skelne mellem de lokale og så den sorte blok, især på gaden.

Politiet er nervøse, meget nervøse. Og med god grund: I månedsvis har der været bilafbrændinger, og nu strømmer aktivister fra hele verden til Convergencecentret i Hamborg, det gamle, besatte teater Rote Flora.

Politiets adfærd er mildest talt freudiansk: Der er intet, de heller vil, end at slippe deres indre fascist løs. Spule alle demonstranter væk fra gaden. Men pga. faktorer som den offentlige mening, og det forhold, at en sådan adfærd vil give bagslag i retten, så kan de ikke bare tæske løs.

Derfor udtrykker de deres frustrationer gennem en anal fokusering på de mindste detaljer så som bannernes størrelser, maskeringer osv. De går endda som vidt som til at stoppe demonstrationer i halve timer eller mere med henvisning til det mindste lovbrud.

Enhver demonstration er en frustrationsøvelse, et skakspil, hvor begge sider prøver at bøje reglerne (ikke bryde dem) i en intens forhandlingsproces. Det vil sige indtil det er fordelagtigt at bryde reglerne.

Når tyske anarkister går i en demonstration, så forhandler de omhyggeligt med politiet indtil optoget kommer så tæt som muligt på det ønskede mål (et finansdistrikt, en fascistisk demonstration eller, som i dette tilfælde, ASEM-topmødet i rådhusbygningen). Når målet er nået, er spillet forbi.

Herefter er demonstrationen generelt aggressiv overfor politiet: Man forsøger at skabe kaos ved at bryde af fra den officielle rute eller splitter op i mindre grupper og bygger barrikader eller angriber politikøretøjer.

I Tyskland synes polititaktikken at være en kombination af psykologisk krigsførelse og fremvisning af overvældende styrke. Med streg under »fremvisning«, for de synes ude af stand til at handle, medmindre de provokeres til det. De foretager generelt heller ikke masseanholdelser; de omringer bare demonstrationen for at opretholde »orden«.

Politiet kan inddeles i to grupper. Først er det lokale politi, der bærer grønt og blåt. Indenfor denne gruppe er der uerfarne »kaserne-baserede« betjente, der kan spottes på A’et på deres hjelm. Så er der en specialtrænet anholdelsesgruppe, klædt i stort ligesom stormtropper, der hurtigt og brutalt bevæger sig ind i mængden og anholder folk, ligesom hajer.

Selvom det måske lyder farligt, er det vigtigt at fremhæve, at tysk politi rent faktisk anvender forudsigelige fremgangsmåder i forbindelse med kontrol af mængder. Man bliver næppe anholdt, hvis man forbliver sammen i tætte grupper. På trods af deres prætensioner er tysk politi langt fra uovervindelige. En sejr over dem skulle være mulig.

En massiv tusindtallig sort blok. Ødelagte politibiler. Slagudvekslinger foran konvergenscentret. Ikke dårligt for en dags arbejde. Nu er der mange, der diskuterer, hvad der præcist skal ske de næste dage.

Demonstrationerne er så decentraliserede og alligevel planlagte, at det er svært for selv de tyske anarkister at forudsige, hvor kampens centrum vil være: Der er konvergenscentre i tre byer, en antifascistisk moddemonstration mod 1000 tyske nazister og et kæmpe møde i Rostock imod G8, alt sammen samme dag, lørdag 2. juni.

Dertil kommer decentrale vejblokader, blokader af lufthavne såvel som talløse marcher og demonstrationer i nærheden af Heiligendamm og Rostock. Energien blandt Europas anarkister på i top og én ting er sikkert: Det vil kunne ses i løbet af de næste par uge. Stol på det.

Artiklen er oversat fra engelsk af Niels Fastrup.

Besøg Kontradoxas debatforum