Annonce

18. maj 2007 - 13:05

Pedalkraft mod G8 topmødet

Fra Rovaniemi i Finland til G8 topmøde i Rostock. Boris Lulé er en af deltagerne i den skandinaviske cykelkaravane, der er på vej til Rostock for at demonstrere mod G8 topmødet.

JPEG - 90.6 kb
Cykelanarkisterne gjorde ophold og fik nye deltagere fra Odense onsdag den 16. maj 2007.

Siden han forlod Finland, har Boris Lulé cyklet cirka. 1.700 km. De første 1.400 km kørte han alene ned igennem Finland og Sverige. I Stockholm stødte endnu en deltager til karavanen, og tirsdag den 15. maj mødtes de i Nyborg med en tredje.

Onsdag kom karavanen så til Odense.

Boris Lulé har valgt at tage den lange tur på cykel, da han ikke vil flyve.

– At flyve forurener. Desuden får jeg en masse oplevelser på turen. Vi møder aktivister og kammerater, da karavanen er en god måde at komme i kontakt med folk på, fortæller han.

I gågaden mødtes cykelanarkisterne med aktivister fra Odense, der serverede sandwich. Der blev gennemført en lille manifestation med banner og uddeling af løbesedler.

Flere deltagere
Torsdag den 17. maj forlod karavanen Odense, nu med deltagelse af fire odenseanere, og kørte mod Flensborg, hvor flere skal støde til.

Undervejs på turen spreder cykelanarkisterne information om G8-gruppens politik og effekterne af den globale kapitalisme. Desuden planlægger de at arrangere infomøder og lave kreative, direkte aktioner med lokale grupper. Det skriver cykelanarkisterne på deres hjemmeside.

Udover den Skandinaviske karavane er der ’startet en Shake-G8-bikeride’ i Budapest den 5. april og ’Gr8chaoskaravaan’ der startede i Brügge. Den Skandinaviske kampagne slutter sig til den sidste i Hamburg.

»De tre karavaner mødes på det planlagte militære bombe-område »Bombodrom« i nærheden af Wittstock i Mecklenburg-Vorpommern i slutningen af maj og deltager i aktioner der. Endvidere vil de deltage i protesterne i og omkring Heiligendamm/Rostock«, skriver cykelanarkisterne på deres hjemmeside.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce