Annonce

5. maj 2007 - 16:22

Vælgerlussing til Dansk Folkeparti

Hvis der var valg i dag, ville Dansk Folkeparti gå markant tilbage. Ifølge en meningsmåling foretaget af Sentio Research for Nyhedsavisen og Avisen.dk, ville 9,4 procent af vælgerne stemme på DF, og det er en tilbagegang på 3,9 procentpoint i forhold til valget i 2005, svarende til syv mandater, skriver Avisen.dk.

Ifølge valgforskere er det de mange opsigtsvækkende udtalelser fra DF’erne Mogens Camre, Søren Krarup og Morten Messerschmidt, der gør udfaldet, og især Messerschmidts påståede nazi-skandale har slået hovedet på sømmet.

JPEG - 32.1 kb
Nazi-anklagerne mod Morten Messerschmidt har kostet Dansk Folkeparti mange stemmer. Spørgsmålet er om tilbagegangen er midlertidig eller permanent.

– Det er helt indlysende, at Messerschmidt-sagen, uanset om han så virkelig heilede eller ej, er dråben, der har fået bægeret til at flyde over for vælgerne, siger Mads Christian Esbensen, ekstern lektor i politisk kommunikation på Københavns Universitet til Avisen.dk.

Varigt eller forbigående
Valgforsker Søren Risbjerg Thomsen, der er professor ved Aarhus Universitet, er enig:

– Når der er intern splid i et parti, vil det næsten altid betyde tilbagegang. Den kommende tid vil vise, hvor god Dansk Folkeparti er til at samle op på problemerne. Det bliver afgørende for, om tilbagegangen bliver varig eller forbigående, siger han.

Dansk Folkepartis gruppeformand Kristian Thulesen Dahl er imidlertid sikker på, at tilbagegangen er midlertidig:

– I sidste weekend havde vi tre målinger, som var positive. Målingen er lavet i en weekend med massive beskyldninger mod Morten Messerschmidt, og det slår ud i resultatet. Men hvis man lavede den samme måling nu, tror jeg, at billedet ville være et andet, fordi beskyldningerne mod Messerschmidt unægteligt er noget svagere nu, siger han.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce