To demonstrationer dominerede for andet år i træk 1. maj i Århus. Den traditionelle med fagbevægelsen og Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten gik som vanligt fra Rådhuspladsen til Tangkrogen. Her var den mest bemærkelsesværdige og populæreste taler absolut AGF-spilleren Peter Graulund, som på vegne af Spillerforeningen rettede et kraftig angreb på racismen.

Inden denne demonstration nåede ud til Trangkrogen blev den dog passeret af den alternative demonstration, som startede 100 meter derfra.
Kampdag for det alternative
For på Banegårdspladsen 1. maj var der indkaldt til såkaldt »Reclaim the streets« eller »antiautoritær 1.maj« demo, hvis tema i år var fristeder - særligt rettet mod den kommende lukning af kulturstedet HUSET i Århus.
Demonstrationens endemål var da også netop pladsen foran HUSET, hvor en taler gik hårdt i rette mod normaliseringen, terrorlove og racisme.
Forinden havde de omkring 250 primært unge gået en længere rute gennem Århus´ gader tæt indpakket af mere end et halv hundrede betjente, flere salatfade og én blå vogn med mærkatet »anholdelses-transport«. Dertil kom, at politiet inden demonstrationens start tydeligt havde fremvist deres arsenal af tåregas.
På trods af dette forløb demonstrationen dog uden større problemer med politiet, og de fleste forsatte efterfølgende videre til Botanisk Have.
Rødt kort til racismen
På Tangkrogen havde de fleste talere dog et noget andet præg end foran HUSET. Men også her blev der slået til kamp mod racismen anført af fodboldspilleren Peter Graulund fra AGF.
Han rettede sin tale mod de fans, som kommer på de danske stadions:
– Det hjælper ikke dit eget hold at råbe efter mørke spillere fra modstanderne. Tværtimod er det pinligt for os spillere. Og først og fremmest udstiller det dig selv som en jubelidiot på superliganiveau, sagde han,
– Kære alle danske fodboldfans: Stop fremmedhadet. Fjern tilråbene. Giv racismen det røde kort, afsluttede han sin tale
.
Det fik han et bifald for, der langt overgik den socialdemokratiske formand Helle Thorning-Schmidt, som også havde valgt at tale på Tangkrogen.
Om aftenen havde Genstart Danmark valgt at afholde stor koncert på Tangkrogen, mens andre valgte at indtage Mejlgade, som i høj grad netop er et symbol på den mangfoldighed, som var fokus for dette års kampdag.

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96