Københavns Byret idømte i dag en 21-årig mand et halvt års fængsel for at kaste sten på politiets Hollændervogne under rydningen af Ungdomshuset den 1. marts.
Den unge mand havde kastet ni sten mod de pansrede vogne, og tilstod alt i retssagen med henvisning til, at han ville have sagen ud af verden inden starten på sin uddannelse senere i år, skriver TV2 Nyhederne.
Anklageren ville have ham et år i fængsel, men dommeren mente, at seks måneder i forvejen var en høj straf for det pågældende forhold, og henviste til de domme, der i forvejen er faldet i forbindelse med rydningen.

Anklager kræver høje straffe
Den 34-årige fik fire måneder for at kaste en sten direkte på en betjent.
Begge de dømte blev anholdt i den omdiskuterede knibtangsmanøvre på Nørrebrogade, hvor over 40 personer blev arresteret på samme tid.
Samtidig har anklagemyndigheden meddelt, at man vil gå efter mindst et års fængsel til de personer, der blev anholdt inde i Ungdomshuset.
Efter anklagemyndighedens opfattelse skal de nemlig længere tid bag tremmer end dem, som har kastet sten mod politiet på gaden - det betyder i realiteten et stykke over otte måneders ubetinget fængsel.
– Vi synes jo, at sagen mod dem inde i huset er alvorligere end mod dem ude på gaden. Når man finder molotovcocktails, som formentlig skulle kastes i hovedet på politiet, og jernstænger, så skal vi efter vores opfattelse op i noget, der er højere end de otte måneder, siger politiassessor Erik Hjelm, fra Københavns Politi til Politiken.dk.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96