1. Maj 2007 står på mange måder i forandringens tegn. Traditionelle arrangementer skifter ham, gamle uvenner finder sammen – og Ungdomshuset er væk.
Sidstnævnte kan få stor betydning for kampdagen, der falder præcis to måneder efter rydningen af ejendommen på Jagtvej 69.

Raseri mod Ritt
Mens det for langt største delen af de mange, mange 1. Maj-arrangementer er den borgerlige regering, der står i centrum for de verbale skudsalver, er der i hvert fald ét sted, hvor en forkætret socialdemokrat er lagt for had.
Københavns socialdemokratiske overborgmester, Ritt Bjerregaard, er endt allerøverst i parolerne for en af de demonstrationer, der forventes at få flest deltagere, nemlig Ungdomshus-miljøets, der med et »Ritt ud af København« kræver både ungdomshuse, »billige boliger, gratis busser og garanteret indkomst«.
For de helt friske er der allerede demonstration kl. 10.00, når dem der vil vise deres solidaritet med de fængslede fra Ungdomshuset åbner ballet med en »larmedemo« foran Vestre Fængsel i København.
De larmende demonstranter bevæger sig efter endt dåd til Nytorv, den gamle punkbastion i Københavns Indre By, hvor anarkisternes 1. Maj plejer at gå fra, for at støde til demonstrationen for flere fristeder. Den finder sted på månedsdagen for den brutale rydning af Ungdomshuset på Jagtvej, og forventes derfor at blive både stor, farverig og »uregerlig«.
Demonstrationen ender i Fælledparken, hvor Antifascistisk 1. maj traditionen tro spiller op til dans.
Fælledparken lægger også græs til en af årets mere utraditionelle »aktioner«, nemlig et omfattende patchworkarrangement.

Kludetæppe og piratbar
Organisationen »Ukrudt.nu – Studerende for kulturel mangfoldighed« opfordrer alle til at medbringe små og store stykker stof i mange farver, som skal »symbolisere den mangfoldighed, blødhed og håndarbejdshygge Danmark skal drejes imod«.
I løbet af sommeren vil gruppen dække dele af København med »det store dækkende, blødgørende og farvende tæppe«, som i øvrigt også skal på turne i provinsen.
Om aftenen er det nok størstedelen af dette publikum, der vender næsen mod spillestedet Stengade 30 på Nørrebro, hvor der holdes »Syg 1. Maj fest« under overskriften »Ingen hvide flag – vi er først lige begyndt«. Samtidig er der »crazy udendørs party« i den nærtliggende Folkets Park med bl.a. Piratbar, bål og folkekøkken.
For dem der ikke har drukket sig helt visne i løbet af dagen, er der inden festerne mulighed for at blive klogere på situationen i Mellemøsten ved et foredrag med den tidligere chef for FN’s våbeninspektører, Scott Ritter, der sammen med bl.a. Ole Kværnø fra Forsvarsakademiet taler under overskriften »Hvor Farligt er Iran?«. Ifølge traditionen befinder de fleste socialister sig imidlertid nok i Fælledparken på det tidspunkt.

Rød 1. Maj på nyt græs
Traditioner er der ellers en del, der bliver brudt af ved dette års 1. maj.
Mest opsigtvækkende er den fysiske forandring af faciliteterne ved »Rød 1. Maj« i Fælledparken, der tidligere er organiseret af DKP/ML. DKP/ML findes ikke mere, men er transformeret til Kommunistisk Parti, og mange skal nok blive forvirrede, når de uforvarende trasker hen til Rød 1. Maj’s faste plads ved siden af Idrætsparken.
Arrangementet har nemlig i fornyelsens tegn rykket teltpælene op og er flyttet over på den anden side af vejen til »de andre«.
Ifølge arrangørerne er det nye sted meget bedre, nemlig området lige ved indgangen fra Trianglen. Dermed er Rød 1. Maj rykket over på samme side som alle andre, men er stadig afskåret fra LO’s hovedsceneplads af en helt lige sti, der løber gennem Fælledparken,
Udover taler og underholdning består Rød 1. Maj af en række politiske boder for bl.a. Rød Ungdom, Kommunistisk Parti, DKP, Demos, Venskabsforeningen og Danmark-DDF Korea.
Ingen konflikt på Nørrebro
Sidstnævnte var centrum i sidste års konflikt om den traditionelle Socialist 1. Maj, der samles på Blågårds Plads på Nørrebro i København. Især Enhedslisten og Socialistisk UngdomsFront (SUF) ville ikke være i selskab med en forening, der støtter regimet i Nordkorea, og Venskabsforeningen blev derfor strittet ud med heftige skænderier til følge.
En række organisationer, heriblandt DKP, Foreningen Demos og Internationalt Forum udtrykte kritik af eksklusionen og meddelte, at de ikke længere ville deltage i Socialistisk 1. Maj.
Mange forventede, at skænderiet ville blusse op igen i år, men ifølge en repræsentant fra Enhedslisten har planlægningen af årets Socialistisk 1. Maj været helt fredeligt.
Mest overraskende er det, at SF og Enhedslisten i København er gået sammen om arrangementet. Tidligere har SF ellers holdt sig pænt på afstand, især fordi en del af parolerne har været vendt mod EU, som SF’erne jo har en vis sympati for.
Sådan er det ikke i år, og selvom flere af de organisationer, der sidste år meddelte at de ville forlade arrangementet ikke ses som medindkaldere, vil de alligevel dukke op på pladsen med deres boder.
Det spændende er så, hvor mange der vælger Socialistisk 1. Maj frem for Ungdomshusets demonstration. Nogen hemmelighed er det jo ikke, at især mange SUF’ere vil få problemer med at veje loyaliteten overfor deres egen demonstration op mod deres lyst til »knald-på« demonstration for fristeder.
Fred og Fællesskab i det jyske
I Århus kan der også gå hen blive fart over feltet. Her har »Antiautoritær 1. Maj« nemlig indkaldt til Reclaim the Streets med en opfordring om at »tage kreativiteten i brug, når vi genindtager gaderne i kamp mod autoriteterne og deres hetz mod alternativ kultur«.
Til det mere traditionelle 1. maj-arrangement på Rådhuspladsen i Århus, har både Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og kommunisterne fra KPiD og Kommunistisk Parti fundet sammen i fred og fordragelighed under parolerne »Fællesskab frem for forretning! Velfærd frem for våben!«.
Det helt nye i den jyske hovedstad er en aftenkoncert arrangeret af Ungdommens 1. maj og LO Århus, hvor både SFU, DSU og SUF holder taler sammen med forskellige faglige ungdomsorganisationer. Indimellem underholder bl.a. Volbeat samt Per Vers og Ole Omkvæd
Her kommer der til gengæld nok ikke mange unge kommunister, for de har deres eget arrangement på Gyngen i Mejlgade, hvor bl.a. Sebastian coverbandet »Ungdomshus Nu« spiller.
Og når nu vi er i det jyske, skal det da nævnes, at det lokale 1. maj-arrangement i Thisted for første gang i mange år er en fælles manifestation arrangeret af LO Thy-Mors, Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten samt DSU, SFU og SUF.
Ligesom i København finder SF og Enhedslisten – og i dette tilfælde også Socialdemokraterne – sammen trods de skarpe klinger, der i øjeblikket krydses på Christiansborg, ikke mindst i debatten om religion og socialisme.
Og ser man på de mange 1. Maj-arrangementer, der finder sted over hele landet, er den traditionelle konflikt mellem SF og Enhedslisten på Kampdagen da vist også mest et københavner-fænomen.
Kampdag på polsk
At det ikke kun er københavnere, der demonstrerer i København, sørger fagforeningerne i Byggefagenes Samvirke for, når de ved deres traditionsrige optog til Fælledparken for første gang får følgeskab af et stort kontingent af polske håndværkere.
Det er ifølge Bygggefagene selv første gang nogensinde, at der holdes polsk 1. maj-optog i Danmark, og skal ifølge en pressemeddelelse ses som et udtryk for det skift i holdningen til fagforeningerne hos polske håndværkere, der har fundet sted.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96