Ecuador på vej mod radikale forandringer

Præsident Rafael Correa fik ved et valg søndag den 15. april befolkningens samtykke til at rydde op i landets korrupte politiske system. Det kan bane vejen for et opgør med neoliberalismen og dannelsen af en plurinational stat.

Af Rune Geertsen/Ibis

[La Paz, 17. april 2007] Ecaudorianerne stemte søndag den 15. April overvældende ja til at indkalde til en grundlovgivende forsamling, der skal rydde op i det korrupte politiske system og give indflydelse til fattige og indianere. Ecuador følger dermed Bolivia, og landets indianerne vejrer morgenluft.

Endnu en alvorlig politisk krise er forbi i landet, der har haft otte præsidenter og tre folkelige opstande på ti år.

Præsident Rafael Correa fejrer sit valg til præsident i november 2006.

Ecuadors nye socialistiske præsident Rafael Correa har vundet en stor sejr over de ’traditionelle’ politikere, der har styret landet og det politiske system i årevis.

Correa sendte sit valgløfte nummer et, indkaldelse til en grundlovgivende forsamling, til folkeafstemning den 15. april, og med næsten alle stemmer optalt, har hele 82 procent af befolkningen støttet ham med et ja til at starte arbejdet med en ny grundlov og dermed en hovedrengøring af staten.

– Fremtiden var på spil, fædrelandet var på spil. Ecuadorianerne har sagt ja til fremtiden, sagde Correa i sin sejrstale.

Det er også en sejr for den indianske bevægelse i Ecuador, der har været de første og mest ihærdige til at kræve en ny grundlov.

Men sejren er ikke sket uden voldsom kamp.

Kongressen en »kloak af korruption«

Correa har kaldt det politiske system i Ecuador, der er styret af elitens interesser og deres repræsentanter i kongressen, for en »kloak af korruption«. Det genlyder den gennemsnitlige ecuadorianers holdning til politikerne.

Han har lovet radikale forandringer, hvilket især indebærer at indskrænke kongressens magt betydeligt, for at rette op på et Ecuador, hvor 40 procent lever i fattigdom, selvom landet er rigt på olie og frugteksport, og hvor hundredtusinder har forladt landet og stadig gør det, for at søge lykken i udlandet.

Correas udmeldinger har givet ham fjender i kongressen, som kalder ham for en totalitær klon af Venezuelas præsident Hugo Chavez, som Correa da også har udtrykt stor sympati for.

Kampen om grundloven har ført til, at det politiske system de sidste to måneder har været lammet af en farce-agtig kamp mellem Correa, kongressen og valgdomstolen, som er øverste myndighed når folkeafstemninger skal godkendes.

Først godkendte kongressen Correas lov om indkaldelse til den grundlovgivende forsamling, men da den blev sendt til valgdomstolen og godkendt, mente 57 kongresmedlemmer, at Correa havde ændret ordlyden i loven.

Det fik dem til at fyre valgdomstolens formand. Det var ulovligt og valgdomstolen svarede igen med fyresedler til de 57 kongresmedlemmer, og uden dem kunne kongressen med 100 medlemmer ikke arbejde.

Tæt på total politisk nedsmeltning

Så begyndte kaos. De fyrede medlemmer var forment adgang til kongressen, men prøvede alligevel at mase sig forbi sikkerhedsvagterne.

En folkemængde af Correa-støtter angreb kongresmedlemmerne korporligt, og da kaoset var på sit højeste, måtte der mere end 1.000 politifolk til for at slå en ring om kongressen. Ikke kun for at holde de 57 fyrede medlemmer væk, men også for at sikre, at de suppleanter, der valgte at gå imod partidisciplinen kunne komme sikkert ind, samtidig med at politiet forsøgte at holde demonstranter i ro.

Ifølge kommentatorer var Ecuador i midten af marts tæt på en total politisk nedsmeltning.

Men med suppleanter for de fyrede kongresmedlemmer lykkedes det, at få det vaklende politiske system på benene igen. Og i søndags fik Correa det folkelige mandat til at tage det første vigtige skridt for at forandre landet.

– Mit eneste mål er at hjælpe mit land ud af denne elendighed – den fattigdom, vi er sunket ned i, som altid har domineret os, sagde Correa, da valgresultatet blev kendt.

Han lagde samtidig op til en gang for alle at smide den neoliberale politik, der har styret Ecuador og andre latinamerikanske lande i de sidste to årtier, i skraldespanden.

I sejrstalen offentliggjorde han, at Ecuador har betalt det sidste afdrag af gælden til den internationale valutafond, IMF, tilbage.

– I dag har landet begravet fortiden. Nu går vi samlet mod en grundlovgivende forsamling, som vil tillade et demokrati, der i sandhed er repræsentativt og mere deltagende, som vil afpolitisere institutioner og kontrol-organismer og overvinde den uheldige neoliberale model, sagde Correa.

Ecuador følger dermed Venezuela og Bolivia, der henholdsvis har og er i gang med at reorganisere staten og det politiske system for - ifølge præsidenterne Chavez og Morales - at bekæmpe korruption, fattigdom og magt centraliseret hos den traditionelle politiske elite, eller »oligarkerne« som de bliver kaldt, og give større indflydelse til fattige, bønder og indianere.

Correas næste skridt er at indkalde til valg af repræsentanter til den grundlovgivende forsamling.

Tættere på en plurinational stat

Den indianske bevægelse i Ecuador er begejstrede over udsigten til en ny grundlov. Det har været et af bevægelsens største krav i årevis. Det er et skridt tættere på deres drøm om en plurinational stat, som de håber vil give indianske folk større selvstyre, indflydelse og anerkendelse som kultur og folk.

Men indianerne kører deres egen kampagne og holder en kritisk distance til Correa, da det endnu ikke er klart, hvor han står i forhold til indianernes krav om rettigheder og en ny stat.

– Vi fester nu, men vi er allerede gået i gang med at arbejde. Vi skal formulere forslag til den nye grundlov, skabe en bred front med de sociale bevægelser og finde gode kandidater, siger Efren Calapucha, bestyrelsesmedlem i den nationale indianske organisation, CONAIE.

Indianerne har flere dårlige erfaringer i baghovedet. Dels deres katastrofale støtte til Lucio Gutierrez’ regering i 2003, og dels den grundlovgivende forsamling i 1998.

Her fik de godt nok anerkendt kollektive rettigheder for indianske folk. Men den neoliberale model blev samtidig styrket i grundloven, hvilket har haft katastrofale konsekvenser for indianerne, der så deres levevis og økonomi falde fra hinanden.

– Vi har lært meget siden 1998, forklarer Calapucha.

– Før var vi alene som indiansk bevægelse med kollektive rettigheder som det eneste krav. Nu er vi gået i strategiske alliancer med en lang række sociale bevægelser, og vi har både sociale, økonomiske og politiske forslag til en ny, mere inkluderende og demokratisk stat, siger han.

Netop alliancen med andre sociale bevægelser – fagforeninger, oliearbejdere, bønder, nabolagsgrupper i Quito, immigrantgrupper etc. – i kampagnen for den grundlovgivende forsamling, har skabt forståelse for idéen om en plurinational stat i andre sektorer end den indianske bevægelse, mener Calapucha.

– Før var der ingen, der forstod hvad vi mente med en plurinational stat. Nu taler alle i de sociale sektorer om en plurinational stat, fortæller han.

Rune Geertsen er journalist for udviklingsorganisationen IBIS i Sydamerika.

Artiklen bringes også på Ibis hjemmeside.